★★★★☆☆ Oldefars Drømmebil kører os sikkert gennem fantasifulde drømme

Siden 2020 har børns drømme fået liv i lyd gennem podcasten Oldefars Drømmebil. Nu er drømmebilen kørt ind på scenen med skaber og initiativtager Sisse Gram de Fries i en co-produktion mellem Anemonen og Teater Bisse. Med publikums hjælp navigerer Sisse den lille, lyseblå Fiat gennem drømmeuniverser med forrygende timing og overskud.

Oldefars Drømmebil udstråler magi fra første scene med sin charmerende italienske udstråling med manuelt soltag og røg fra udstødningen. Der er små grønne totter og fine skyer, der med et snuptag kan skifte stemning og univers med lys og lyd i Rebekka Bentzens enkle og flertydige univers og Thomas Dinesens fine kompositioner. Vi hører, at bilen tilhørte Sisses Oldefar, og at hun efter hans død har opdaget, at den kan køre ind i drømme.

Sisse har nemlig fundet hans notesbog og arbejdstegning, der beskriver, hvilke drømme, han har besøgt, og hvordan han byggede bilen om. Problemet er bare, at Sisse ikke har helt styr på det endnu og bliver fanget i tusmørket, som er et ingenmandsland, der kræver noget helt særligt at slippe ud af. For “hvis virkelighed og drøm smelter sammen er vi fortabte,” skriver Oldefar.

Husk dykkerudstyr

Oldefar har noteret mange detaljer fra sine drømmerejser i bilen, som Sisse læser højt. Skøre logikker, der kun rimer på drømme eller 90’erne. Der skal fx altid være dykkerudstyr i bilen, hvis drømmen foregår under vand, og man skal huske, at gedelort ikke er lakrids – så det skal man ikke smage på. Selvom Oldefar har et stort kartotek over sine drømme, kan Sisse faktisk stadig tale med ham, selvom han er død. Hun fortæller om sine egne drømme – og svarer for det meste også på hans vegne.

Vi hører eksempler på børns drømme, der er indsendt til podcasten, og Sisse indtaster navn, alder og tema i drømmemaskinen. Den første er en meget lille pigestemme, og jeg skæver til den store dreng ved siden af. Men selvom tonen generelt er lagt til de lidt yngre børn, dukker drengen sig ligesom alle andre, da Sisse advarer om, at drømmene kan komme ud af kontrol, når de slippes løs i salen. De enkle greb og forførende fortællinger fanger også de større børn langt hen ad vejen.

Sisse Gram de Fries er nemlig en eminent fortæller, der suger børnene ind med sit levende kropssprog og sjove, gakkede historier leveret med god timing, spænding og variation. Hun kører humoristisk sædet frem, så hendes ansigt rammer forruden, og tilbage igen, indtil hun er klar til at køre. Bilradioen fører os tilbage til 90’erne, hvor oldefars eventyr var på deres højeste. Lygterne tændes. Motorlyd og ændret lys gør starten på rejsen til ren drømmemagi.

Et barneunivers af drøm og tvivl

Da Sisse starter bilen til drømmerejsen, er det i sig selv en oplevelse. Det hele ryster og brummer, lygterne blinker, og røg kommer ud af udstødningsrøret. Diana Dybkærs afslappede kostumedesign, Kamilla Bach Mortensens tydelige instruktion og Sisses rutinerede værtskab gør hende dybt relaterbar. Selvom børnene forventer sjov og ballade, bliver der talt højlydt om, hvad hun bør gøre for at rette op på hele redeligheden, og de hjælper ivrigt med call-response-remser.

Sisses rablende italienske gloser og banken med værktøj får kun kofangeren og nummerpladen til at falde af, mens motoren lyser rødt på Jesper Folkes sjovt byggede bil. Men det er ikke kun bilen, der går i stykker. Vi ser også ind i et barneunivers af tvivl, når Sisse skælder sig selv ud og ikke føler sig god nok, fordi tingene ikke går som forventet. “Hvorfor kan jeg overhovedet ikke finde ud af noget?” stønner hun opgivende, mens bilradioen er begyndt at blande sig.

Portalerne er ved at lukke sig, og hun er fanget i ingenmandsland. Drømmene kommer væltende med optagede stemmer fra skuespillerne Mikkel Becker Hilgart, Morten Kamuk Andersen, Wilma Walther-Hansen og Sebastian Reuber. Vi hører om fodboldtræneren, Den Magiske Ulv, om hesten, der har romkugler i stedet for hove, om Kamelen Claus, der vælter alt omkring sig, om Tue, den lille dinosaur, og troldmanden, der kan trylle dig om til en lækker makrel.

Pædagogiske pointer

Sidsel Ramdal holder de dramaturgiske kurver godt i tøjlerne. Midt i alle løjerne er der tydelige spændingskurver og en klar fornemmelse for retning. Oldefar blander sig naturligvis også og minder Sisse om, at drømmebilen kører på fantasi: “Du har da masser af det brændstof,” husker han hende på. Indimellem er moralerne og sidehistorierne dog lidt rigeligt skåret ud i pap, med tanke på at det meste er inspireret af børns egne drømme, som ikke nødvendigvis behøver så pædagogisk en udlægning.

Da alle drømmene taler i munden på hinanden, og det ser mest sort ud for Sisse, afbryder Den Magiske Ulv: “Vi er et stort fodboldhold, der spiller hinanden gode.” Andre voksenstemmer siger: “Du er nødt til at tro på dig selv” og “Du finder ikke ud af det ved at surmule.” Oldefar hepper på at få den fantasi frem, som han ved, Sisse har i sig. Hun får pludselig en meget tydelig barnerolle, som skal have hjælp af voksne for at klare det. Mange af pointerne kunne med fordel vises og spilles kunstnerisk, så børnene kunne fange dem på deres egne præmisser.

Når det er sagt, leverer Sisse Gram de Fries en fremragende præstation alene på scenen med eminent forståelse for børnenes verden og stor evne til at skabe enestående relationer i et kunstnerisk flow. I instruktionen er der klogt lagt vægt på krop, timing og intentioner, så både børn og voksne er virkelig godt underholdt. Den store finale er en lang rap om fantasiens vigtighed med call-response og sæbebobler ud af bilens bagsmæk. En festlig salut, der inviterer endnu flere drømme til at boble frem i fremtiden.