Der kører fem mennesker og en hund rundt i Europa i en bus

Bussen er elektrisk og menneskene er medlemmer af det europæiske teaterkollektiv Boys* in Sync. Deres Going Home Tour er en turné, der bringer gruppen rundt i Europa med forestillingen SECOND SEASON og i disse dage spiller den i Danmark. Vi talte med tre af performerne om at søge tilbage til fortidens rejseform for at skabe bæredygtighed og om kunstens rolle i en tid præget af højredrejning.

“Vi ønsker at lave teater på en mere bæredygtig måde, hvor vi ikke flyver frem og tilbage med fem personer til en enkelt forestilling,” forklarer Ragni Halle, mens Simon David Zeller peger på, at flyrejserne også er udmattende for kroppen. Af samme årsag er der også fem performere med i bussen, selvom der kun er fire med i forestillingen SECOND SEASON, så de kan hvile sig på skift og dermed holde til en længere turné.

Det hele hænger sammen

Ideen til busturen opstod altså ud fra et ønske om at bevæge sig mere bæredygtigt på flere planer, og rejseformen forbinder sig samtidig til inspirationen til forestillingens format og gruppens ønske om at nå ud til nyt publikum.

“Når vi rejser i minibussen er det også lettere at komme til mere afsidesliggende steder, og vi ville give forestillingen en chance for at vokse og forandre sig i mødet med nye publikummer. Så den er lavet med en simpel opsætning og kan spilles overalt,” fortæller Ragni. 

Second Season er baseret på Carl Zuckmayers skuespil Der fröhliche Weinberg, der blev udgivet samme år som Adolf Hitlers Mein Kampf. Selvom Zuckmayer distancerede sit værk fra den fremvoksende fascistiske ideologi, forbliver stykket ifølge Boys* in Sync “en folkloristisk hjemstavns-klassiker”, der stadig vises den dag i dag, typisk iscenesat med masser af halm og musik.

“Der fröhliche Weinberg” forsøger at reproducere og definere én specifik kultur, nemlig kulturen i forfatterens hjem i Sydvesttyskland. Det er derfor, det næsten ikke er oversat til andre sprog. Så stykket er nærmest vores modsætning. Det er ikke internationalt eller paneuropæisk. Det er der en skønhed i, men også en stor fare. Når en kultur defineres meget skarpt, vil den automatisk udelukke andre. I 1925 begyndte nazistpartiet allerede at få succes i Tyskland. Nu, 100 år senere, ser vi en lignende udvikling i hele Europa. Men vi ønsker ikke at gemme os inden for vores egne kulturelle grænser. I stedet ønsker vi at besøge hinandens hjem,” slår Simon fast, og Jakob Schnack Krog supplerer:

“Derfor giver det heller ikke mening kun at spille forestillingen i store biografer. Vi har mulighed for nå ud til et mangfoldigt publikum på både større og mindre spillesteder, og vi oplever, at det har genklang hos publikum udenfor Tyskland, selvom vi dykker ned i de tyske detaljer.”

Det samfund, vi tror på

SECOND SEASON er dermed gruppens reaktion på, at højrefløjskræfter nu igen er på fremmarch i Tyskland og Europa. “Åbenlyst fascistiske politikere får igen tale- og skærmtid – og vinder valg. Dette skift til højre skræmmer os, men det motiverer os også til at modsætte os det,” står der i forestillingens program. Simon knytter perspektivet til gruppens egen situation og ståsted som et internationalt kompagni.

“Vi dannede gruppen, da vi studerede sammen i Fredrikstad i 2019, og vi gav os selv et sjovt Boyband-navn, fordi vi kunne lide pop-kulturens queer-aspekt. Efter uddannelsen flyttede vi tilbage til vores respektive europæiske hjemlande, og nu er vi, hver gang vi arbejder sammen, nødt til at spørge os selv, hvordan vi kan synkronisere, hvordan vi kan komme sammen, tænke sammen, krydse grænser. Det nuværende højreorienterede skifte truer netop dette,” siger han og Ragni giver et konkret eksempel:

“Norges næststørste parti, det højreekstreme FrP, har en plan om at skære kulturbudgettet med 6 milliarder norske kroner. Så vores levebrød er helt konkret i fare, da det ville have påvirket vores mulighed for at finansiere fx denne turné. Heldigvis vil FrP ikke være en del af den nye regering, og det er måske også endnu mere vigtigt at den yderste højrefløj forsøger at afmontere det samfund, vi tror på.

Et samfund, hvor forskelle ikke går på kompromis med rettigheder. Hvor pas er det samme værd uanset hudfarve, og visa ikke udstedes baseret på seksuel orientering. Hvor jobansøgninger ikke filtreres efter, hvordan vores navne lyder. Vi ønsker ikke et samfund, der lever af dehumaniseringen af ​​minoriteter.”

Kunst bringer mennesker sammen

Boys* in Sync tror på, at kunsten har en rolle at spille i den polarisering, som også er et karakteristika i tiden. “Adskillelsen mellem de forskellige politiske sociale grupper er en af ​​de største årsager til det nuværende højrefløjsskift, og jeg tror, kunst kan bringe mennesker sammen,” siger Simon og uddyber:

“Donald Trump og Georgia Meloni vandt ikke valgene, fordi mange mennesker synes, de er fantastiske, men fordi de formåede at gøre nok mennesker bange for et angiveligt woke venstrefløjsfællesskab. Det er selvfølgelig vrøvl. Men det virker. Vi stemmer nu for at “beskytte os selv mod den anden side”. Men det er politikerne, vi burde være bange for eller stemme på, ikke vores naboer. Hvad ville der ske, hvis vi mistede denne frygt for hinanden? Jeg tror virkelig ikke, vi kan opnå dette ved at mødes og debattere politik. Men vi kan skabe flere rum til at komme sammen og have fælles oplevelser. Teater er et glimrende rum til dette.”

Jakob er på samme spor: “Teater er et af de rum, hvor vi konstant reproducerer og definerer “vores” kultur. Så uanset, hvilke værdier, vi ønsker at implementere og beskytte, skal de leves og deles i skuespil og forestillinger. For os er scenen et sted, hvor vi kan stille spørgsmål sammen. Når kunstnere bliver afskediget eller straffet for at tale, svækker det demokratiet. Og for at være ærlig, tror vi ikke, at publikum kommer til teatret for at forbruge noget harmløst og dekorativt. De kommer, fordi de vil føle, tænke, blive udfordret og bevæget. Det skaber et rum, hvor folk kan danne sig deres egne meninger.”

Kunst er ikke adskilt fra politik

Gruppen oplever en vis frygt i teaterinstitutionerne, der kan blive et backlash for blandt andet erkærede queer-kunstnere som dem selv.

“Vi har set det i forhold til stjernen i vores navn “Boys* in Sync”. I moderne tysk er stjernen et forsøg på at give plads til identiteter uden for kønsbinariteten. Det er et queer-rum for alt uden for den konservative mainstream. Men flere og flere konservative føderale regeringer begynder at forbyde brugen af ​​den til statslige institutioner. Nogle statslige teatre er begyndt at sende os rettelser tilbage til vores programtekster og bede os om at slippe af med stjernen, da de ikke ønsker at komme i problemer med disse nye politikker,” påpeger Simon. Ragni fortsætter:

“For mig viser det, at kunst aldrig er adskilt fra politik. De historier, vi vælger at fortælle, den måde, vi turnerer på, hvem vi inviterer ind i rummet – det er politiske valg. Så de, der kræver, at kunstnere skal holde sig ude af politik siger i virkeligheden: “Sæt venligst ikke spørgsmålstegn ved den politik, der allerede former vores verden.”

“Præcis,” replicerer Simon og understreger: “Der er noget farligt i forventningen om neutralitet. I Tyskland forbød den nye regering at hejse pride-flaget på toppen af ​​parlamentet under Berlins pride-uge, fordi de hævder, at værdierne bag regnbueflaget ikke er neutrale. Men menneskerettigheder er altid neutrale, eller i det mindste burde de være det, fordi de ikke bør være forbundet med en politisk retning. At tie stille for neutralitetens skyld vil aldrig beskytte de svage.”

Det skal også være sjovt

Nu ruller bussen ud til små og store spillesteder, et medborgerhus, et galleri, en café, en højskole og endda et bryggeri i Europa. SECOND SEASON forsøger i både format og tema at skabe et inkluderende rum, hvor de fire performere fra fire lande sidder på fire stole og taler om Der fröhliche Weinberg, som om de lige havde set det i teatret. Forholdet mellem skuespillerne og publikum bærer stykket idet, gruppen bekriver som “et eksperimentelt, inkluderende format, der inviterer til samtale, kritisk tænkning og gensidig latter.

“Vi er nysgerrige efter at se, hvordan produktionen vil udvikle sig gennem gentagne forestillinger i forskellige lande og med forskellige publikummer. Kan vi lære noget om vores publikum? Om teatret? Om hvor vi hører hjemme, om vores traditioner, og hvad det er, der gør os danske, tyske, svenske og
norske…,” siger gruppen, mens Ragni understreger, at de trods de komplekse emner “stadig godt kan lide at gøre vores shows rigtig sjove!”

Glimtet i øjet er i hvert fald intakt, da Jakob som en afskedssalut også lige får med, at turneen også er en hyldest til kompagniets baggrund: ”Bussen hænger også sammen med ideen om et band på turné. Ved slutningen af ​​vores allerførste Boys* in Sync-optræden forvandlede vi os til et boyband – og i alle vores værker tænker vi på os selv som et orkester – selvom vi leger med ord og bevægelse.”