★★★★★★ Farvel til Madonna – de oprørske hundyr slutter med bravour

How to kill a dog er tilbage på Teater Republique i forrygende form med sidste del af deres trilogi om kulturens kvindebilleder. Men Farvel til Madonna er ikke bare et virtuost og overskudsagtigt farvel til madonna/luder-komplekset. Det er også en selvsikkert (be)famlende afsked med happily ever after. 

Farvel til Madonna komplicerer forestillingen om den dydige, rene kvinde. Der er intet rent over Emma Sehested Høegs blodspyttende, æbleslugende, menstruerende og mælkebadende hundyr. Men noget rent begærsobjekt er hun heller ikke, selvom det måske nogle gange kunne være rart. 

Kvindeklichéernes legende holdeplads

I en scenografi, der bedst kan beskrives som Paradisets Have tilsat et skvæt Teletubbies-æstetik og en dråbe eventyr, møder vi en slags moderne Eva. Iført nøgenkjole i renæssanceprint kaster hun sig over både æbler og uforvarende men kraftigt underholdte tilskuere. I næste nu møder vi den britisk fabulerende Madonna, der i en forfejlet seksuel fantasi går fra fårefrelser til opstemt “damsel in distress”. Og som egentlig bare gerne vil tages af sin mand. Hårdt. Nu! 

Ligesom i Velkommen til Pandora og Lolita for altid bruger Emma Sehested Høeg og Jennifer Vedsted Christiansen kulturens kvindebilleder som metaforisk legeplads. Forestillingen om Madonna og Eva må lade livet i det, den afsluttende sang kalder statueringen af et moment, hvor kvinder vil mere end at se på. Men Farvel til Madonna er ikke bare gammel kønsvin på nye paradisflasker. Den udvider også forgængernes normkritik fra kønnets domæne til samtidens idealiserede perfekthedskultur.

Trouble in paradise

Alt ånder ellers romantisk idyl, da Høegh åbner med at træde ud foran fortæppet i en overdimensioneret, tyl-flæset brudekjole og uudholdeligt forelskelses-fjollet proklamerer, at hun endelig er blevet gift med drømmemanden, Adam. Men så vender hun sig om og afslører sin glitterdraperede bagdel gennem kjolens åbne ryg. Allerede her fornemmer man, at der bogstavelig talt er sprækker i overfladen på den lykkelige slutning. 

Men det er ikke kun det hormonelle menstruationsmonster, det liderlige hundyr og Adams madonna/luder-kompleks, som er problemet. Det er hele idéen om det lykkelige liv, og hvad det skal indeholde. For hvad gør man, når man har været nødt til at runde lidt op til den eneste ene? Hvad hvis man ikke kan leve op til ens egne og samfundets idéer om moderskab og parforhold? Og hvad hvis man egentlig bare er lidt i tvivl om det hele, hele tiden?

Sårbarheden bag ironien

Emma Sehested Høeg er en sand mester i det, hun gør: Det sitrende musikalske, de legende metaforer, det sceniske nærvær. Det er frydefuldt, pinangtigt og sjovt helt ned i maven, når hun giver sin musiker smæk i et diva-agtigt anfald af PMS. Og når hun iført muskeldragt og alien-udstyr rapper om sin store fisse, mens publikum danser og råber med. Men der gemmer sig også en poetisk hudløshed i de virtuoust fremførte sange og energisk forførende monologer. 

Og det er netop sårbarheden, som er performancens største styrke. Selvom makkerparret rammer lige i bullseye på deres generations distancerende ironi, er det helt vidunderlige, at vi kommer ind til roden af ironien: Tvivlen, sårbarheden, usikkerheden. Som ikke er overfladisk, men eksistentiel.

Farvel til Madonna skaber et rum, hvor vi kan være i tvivlen sammen, som frygtløst og nøgent peger ud over teatrets fire vægge.