Wow! Der bliver noget at leve op til for kommende monologer om krop og køn efter denne pragtpræstation af talentparret Emma Sehested Høeg og Jennifer Vedsted Christiansen, også kendt som kunstnerduoen HOW TO KILL A DOG.
Emma Sehested Høeg og Jennifer Vedsted Christiansen lagde stilen allerede sidste år med afgangsprojektet VELKOMMEN TIL PANDORA, og Lolita for altid er en pissefræk, æstetisk frapperende og bandsat provokerende forestilling, der som forgængeren taler durk ind i tidens temaer om krop, køn og krænkelser.
For hvordan er det lige? Må man gerne bruge dådyrøjnene, når man skal charmere sig fra parkeringsbøden? Når man samtidig gerne vil tages alvorligt og ikke fastholdes i lillepigerollen? Og er det egentlig ok at sige ja-nej-ja-nej-ja-nej, eller er det mon lidt svært at aflæse?
Publikum som voyeurer
Svære beslutninger og i disse tider også sprængfarlige emner. Heldigvis er HOW TO KILL A DOG bedøvende ligeglade med, om de træder på nogens krænkelsestå i deres helt igennem uimodståelige tour de force gennem identitetsuniverset med afsæt i Lolita-myten, som fandt sit visuelle udtryk i Stanley Kubricks filmatisering af Nabokovs roman.
Emma Sehested Høeg ”skøjter på driften”, og kan om nogen sexe de mest utrolige ord og handlinger op i sit tuttenuttede oplæg, hvor cykelhjelmens klik næsten giver orgasme. Hvor publikum adresseres som ”delledunsedrengen” i så kælen en tone, at vi næsten sidder som gispende hunde forført af dette dukkevæsen, der drager og støder bort, lokker og løber væk. Ingen tabuer her, men fuld af genialt, tvetydig projektør på lystens mangefarvede landskab, hvor sort og hvidt aldrig kan dække paletten. Denne forestilling kan så meget, men et særligt stærkt greb er temaets infiltrering i formen, hvor tilskuerne konstant er medvidende – og måske ansvarsfrie – voyeurer.
SE OGSÅ: Live session fra et af forestillingens mere melankolske numre.
Så forførte er vi, at vi som lalleglade lidderbukser troligt messer med på mantraet ”too little – too much”, der er kulminationen på den savlende skønhedsdronnings floskuløse tale, der blandt andet opfordrer os til, at ”be yourself – everybody else is taken”. En stinkende begavet hudfletning af tidens flade tone, der nemt kunne være endt i kliché, men som løfter sig, fordi grebet igen er sikkert og flosset på samme tid. Emma Sehested Høeg viser atter sit mageløse talent for at skifte udtryk og retning på et splitsekund. En legende, sitrende skrøbelighed, hvor selvsikkerhed skifter til selvhad med en tones varians, hvor et smil kan indbyde i et nu, for i det næste at krølle læben i hån.
Aspiration til årets hovedrolle
Det er mesterligt, og hun har os i sin hule hånd, da facaden krakelerer, og vi bliver stillet til regnskab for vores fascination og manglende evne til at se ud over kvinden som objekt. ”Vi skal lige tale sammen”, men nej, det er vi ikke så gode til, og det er jo heller ikke særlig empatisk at le af triste folk. Så Høeg ”pisser lige” i sin guddommelige og åh så kiksede brandert, inden hun kører hele pladen rundt med grædestemme, opkast, selvskade, lick my pussy og eksistentiel nøgendans, før hun endeligt giver slip med et lille, subtilt og publikumsinddragende twist.
Lolita for altid er ikke bare Høegs aspiration til årets hovedrolle, men simpelthen en helt enestående original og kompromisløs forestilling om den/de identiteter, som vi taler (alt for) meget om. Man kan se HOW TO KILL A DOG som et feministisk projekt, men det er at reducere den beskidte og yndefulde kompleksitet, der gælder mennesker af alle køn, og som denne forestilling griber lige struben og rusker, til den saftigt stønner.
Læs mere om forestillingen her.
Læs om Bikubenfondens kunstsalon Salon de la jeune fille med How to kill a dog den 5. november her.
