★★★★☆☆ Sort sol – fladt land: Musikalsk skildring af Sønderjylland har meget på hjerte

Teaterkoncerten Sort sol – fladt land er en del af fejringen af Teatret Møllens 50-års jubilæum. Det er en charmerende musikalsk skildring af livet i Sønderjylland på godt og ondt. Dygtige skuespillere, kompetente musikere og en stilren scenografi kompenserer fint for, at iscenesættelsen er en smule rodet.

Ved første øjekast ser scenerummet helt hvidt og næsten sterilt ud. Men da der blændes op for Søren Lydersens lysdesign, som rammer fladerne i Andrea Lindenegs scenografi, skifter den udtryk til køligt isblå med et behageligt strejf af en varmere gylden tone, der justeres op og ned gennem forestillingen, så den hele tiden matcher stemningen i hvert enkelt at teaterkoncertens numre.

Bagerst på scenegulvet er fire høje trappetrin i hele rummets bredde. Her sidder de tre musikere fra Who Killed Bambi, Silke Kirstine Ekmann Kidholm, Benedikte Borum og Toke Hansenius, og venter, allerede da publikum træder ind i lokalet.

Som en collage

Mørket lægger sig over publikumsrækkerne, de tre musikere slår toner an på deres strengeinstrumenter, hidtil usynlige døre på scenens sidevægge åbner sig og ind træder de syv medvirkende, mens de stirrer mod fjerne horisonter et ikke nærmere defineret sted bag publikum.

Pete Livingstone, Connie Tronbjerg, Ole Sørensen, Marluze da Cruz, Laura Wildt, Asbjørn Hays og Nana Schwartzlose er alle iført kortskaftede sorte støvler og forskellige former for hverdagstøj i samme gråblå nuancer som scenografien.

“Fortæl mig alt, hvad du har hørt,” synger de i kor og opremser en lang række årstal, der markerer vigtige begivenheder i Sønderjylland. En sang, der bruges som både indledning og afslutning på Rasmus Asks iscenesættelse af Sort sol – fladt land, der mest af alt fremstår som en collage af forskelligartede scener, hvor musiknumre og korte talesekvenser efterfølger hinanden.

Opskrift på Solæg

Her er en sang om unge piger, der hele dagen sidder foroverbøjede og laver kniplinger, men indimellem må ud og hænge som frugter i æbletræets grene for at få strukket ryggene ud. Her er en finurlig sketch, hvor Connie Tronbjerg og Ole Sørensen fører en samtale i bedste grænselandsstil på et underholdende miks af dansk og tysk.

Der er en munter festsang på melodien til I en kælder sort som kul om, hvor tomt der er i Sønderjylland om søndagen, en fin kærlighedsduet om at elske over grænser, og en remse på repeat, der sikrer, at vi alle ved, at der skal bruges “Salt, peber, olie, eddike og skalotteløg. Æg!” for at lave retten solæg.

I et virkeligt velfungerende nummer, der kombinerer sang og tale, påtager Asbjørn Hays sig fortællerrollen og giver på sønderjysk publikum et indblik i glæden ved at spille banko om søndagen. Han gør det også godt i rollen som cafeteriamedarbejder i Hallen i Feldsted, hvor han har fokus på det helt rigtige tryk på flasken med fransk hotdogdressing, fordi “det er vigtigt for trivslen”. Også selvom teksten måske havde passet bedre ind i en revy end i en teaterkoncert.

For mange kokke…

De forskellige dele af Sort sol – fladt land peger i mange retninger, hvor den eneste egentlige sammenhæng er Sønderjylland. Det giver helhedsoplevelsen et lidt rodet udtryk. Formodentlig fordi, der har været hele fire dramatikere på opgaven med at skrive teksterne.

Ideen med at dele opgaven og området mellem fire dramatikere er for så vidt god, men det har tilsyneladende været vanskeligt for Rasmus Ask at få samlet de meget forskellige tekster til en sammenhængende helhed. Man siger jo, at for mange kokke fordærver maden. Måske gør det samme sig gældende med dramatikere…

Flere af numrene virker til at være i helt forskellige genrer, som om der har manglet grundlæggende enighed om, hvilken type forestilling, man har arbejdet på. Helt malplaceret er en kort restaurantsketch, hvor en samtale om at være tilflytter kombineres med ADHD, Islamisme og Katolicisme uden nogen form for pointe eller meningsfuld punchline.

Rør ved min grænse

Heldigvis er der flest numre, der skiller sig ud på positiv vis, som fx når Laura Wildt giver den fuld skrue i en upbeat popsang om grænser, der kunne have været en Eurovision Song Contest-finale værdig. “Rør ved min grænse, så jeg mærker, hvor den går,” synger hun dobbelttydigt, mens musikken brager ud mod os med en energi, der fejlagtigt får publikum til at formode, at det er forestillingens finale.

Ovennævnte kritik til trods, så er Sort sol – fladt land dog en charmerende musikalsk skildring af Sønderjylland på godt og ondt. Således også en fin markering af Teatret Møllens 50-års jubilæum i Haderslev.