Jens Albinus forbinder i sin nye essaysamling, Den kærlighed du har til mig, teatret med sit eget liv og verden omkring ham i en både lystfuld og indsigtsfuld analyse, der håbefuldt tror på ordene, på fortællingen og på teatrets uomgængelighed i en krisetid som den kunstart, der i mødet kan rumme polarisering og menneskets modsætningsfyldte eksistens.
“Teater betaler sig ikke,” citerer Jens Albinus en kollega for i sin nye, fremragende essaysamling Den kærlighed du har til mig. Citatet indkapsler samlingens ene hovedstrøm, der former sig som et argument mod tidens nytteretorik og inklusionsstrategier, der med Albinus’ ord “giver køb på at lade alt menneskeligt, også det illegitime og forviste, flyde ind i teaterøjeblikkene”.
De to strømme løber side om side i hans glasklare, men samtidig sanselige sprog, der giver de skarpe analyser krop
Samlingens anden hovedstrøm kobler biografisk stof med smertepunktet i Albinus’ liv, Lars von Triers Idioterne. Filmen blev hans billet til en international karriere, men gjorde ham også blind for sine egne begrænsninger.
De to strømme løber side om side i hans glasklare, men samtidig sanselige sprog, der giver de skarpe analyser krop og etablerer det nærvær, der for Albinus er teatrets gnistrende nerve. Den modsætningsfylde nødvendighed og forbundethed med verden, der er dets raison d’etre, ikke mindst i en krisetid.
Det omvandrende meme fra Idioterne
Nærværet skriver han frem i det næsten burleske essay, Magt, hvor han, som det “omvandrende meme” fra Trier-filmen, han er, er hentet ind og spiller med i en medieret version af Ragnarok. Med sleben satire observerer Albinus den tidstypiske iscenesættelse i en kombination af “Gender, Colorblind Casting und extravagante Kostüme”, mens hans hofter smerter af den pålagte twerking.
Med sleben satire observerer Albinus den tidstypiske iscenesættelse i en kombination af “Gender, Colorblind Casting und extravagante Kostüme”
Men noget forunderligt sker, da teknikken sætter ud under et uvejr. Skærmene går i sort og castet griber chancen for at spille direkte til publikum. Mødet sker. Gnisten springer mellem scene og sal.
Forbundetheden findes i samlingens titel, salmecitatet, der i fuld længde lyder: “Den kærlighed du har til mig, har os til sammen bundet”. Forbundetheden mellem mennesker. Mellem far og søn og mellem teater og verden i Albinus’ erkendelse af, at teatret eksisterer “i sammenhæng med, ikke adskilt fra andre livsområder og erfaringer.”
En svingom mere i spillet
Det modsætningsfyldte er knyttet til Jens Albinus’ insisteren på, at alt menneskeligt har plads. Med afsæt i sin egen karriere bevæger han sig gennem teatrets historie i en kras og velargumenteret fremskrivning af kunstens selvforståelse i hhv. opgangstider og krisetider med 9/11 som et skæringspunkt. Før herskede modernitetens tro på overskridelse, der i sig bærer både sammenbrud og håb, mens sammenbruddet i følge Albinus mister relevans, når det manifesterer sig i virkeligheden som de sammenstyrtede tårne i New York, der punkterede den vestlige selvforståelse og gjorde os sårbare.
Kunstens selvforståelse bevæger sig da fra “frihed til erobring til frihed til følsomhed”
Kunstens selvforståelse bevæger sig da fra “frihed til erobring til frihed til følsomhed”, og kunsten bliver et talerør for “Det Gode”. Analysen er ikke ny, men får tyngde gennem Albinus’ eksempler på hvilke roller, scenekunsten kan indtage i forskellige tider. Fest og nærvær på den tyske insruktør Frank Castorfs Volksbühne, samfundsseismograf hos den svenske dramatiker Lars Norén, som en kniv i magten hos dramatikerne Alice Birchh og Ludvig Holberg, der ukueligt tager endnu en svingom i magtspillet og illusionsløst forsvarer mennesket, netop fordi de viser, at vi ikke er ædle.
Albinus finder de mulige håb hos filosoffen Hannah Arendt. Den tvivl, der gør det muligt at håbe. Der får os til at skabe teater, der stræber efter at rumme modsætningerne og “nå den anden med sin fortælling”.
Teaterskuespillerens pensum
“I begyndelsen var ordet. Og sætningen sluttede aldrig”. Så koncist smukt beskriver Albinus sin far, præsten med den svære opvækst, der måske aldrig helt fik fodfæste i livet, men videregav bestræbelsen og troen på ordet til sin søn. Jens Albinus fortæller afklaret og varmt om sin barndom og familie, der også har formet ham som menneske.
Han får brudt Trier-forbandelsen, så han mod slut kan slippe irritationen og lade en anekdoteluns tilflyde en ung journalist. Men undervejs er opgøret hårdt med det tiår efter Idioternes tilblivelse, hvor han forblændet af intentionen om at smelte sammen med sin rolle fik sværere og sværere ved at spille skuespil. Nøgternt konkluderer han nu, at idealet om at være, ikke spille, ikke er udtryk for godt arbejde, men for at have “mistet grebet om sin egen placering i det samlede idioti”.
Der er ingen vej uden om fejltagelsen
“Der er ingen vej uden om fejltagelsen”. Ikke som menneske. Ikke som skuespiller, konkluderer Jens Albinus: “Den skånselsløse vilje til at gå alle veje og gå de veje helt til ende – sætte fingeren på alt, hvad der end måtte være på færde her – rationelt eller ikke; at løfte og formulere det til fortællekunst, det er teaterskuespillerens pensum”.
Den kærlighed du har til mig er indsigtsfuld og gnistrende essay-erindringskunst fyldt af kærlighed til teatret, til menneskene og til de mulige håb.
Jens Albinus: Den kærlighed du har til mig udkom 10. oktober 2024 på Forlaget 28B.
