★★★★☆☆ Englen fra Hobro – drama med bulmeurt og kvindelist

Himmerlands Teater er klar med årets store produktion i Det Røde Pakhus på havnen. Caspar Juel Berg har skrevet et velfungerende drama om Danmarks krige mod svenskerne – naturligvis med udgangspunkt i Hobro.

Teaterchef på Himmerlands Teater Susanne Sangill demonstrerer endnu en gang sin veludviklede evne til at iscenesætte store ensembler, hvor størstedelen af de medvirkende er amatører. Intet mindre end 25 medvirkende er på scenen i Englen fra Hobro. Og det er da også især de store ensembleoptrin, som fx markedsdag på byens torv, der bibringer iscenesættelsen noget helt særligt.

Svenske soldater og kloge kvinder

Caspar Juel Bergs drama udspiller sig under Karl Gustav-krigene i sidste halvdel af 1600-tallet, hvor den danske og den svenske konge bekriger hinanden i kampen for at rykke landegrænserne. Den nære fortælling finder sted i Hobro, netop som den svenske hær trænger gennem de sydlige forsvarsværker og indtager byen med Erik Viinbergs krigsvanvittige kommandant i front.

I centrum for fortællingen møder vi den unge Anne Hedvig, som spilles af Marie Louise Forup Nielsen, der også indtog en markant rolle i forrige års Kæmp for alt hvad du har kært. Anne Hedvig er datter af byens uselvstændige borgmester, som Ronny Sterlø portrætterer som en lettere underkuet mors dreng. 

Mere handlekraftig er den unge Anne Hedvig og hendes yngre søster Martha. Med hjælp fra de fredløse snaphaner, som skjuler sig i skoven, og den vise garverske tager de sagen i egen hånd for at undgå, at svenskerne brænder byen og dens befolkning ned til grunden. ”Når vi kvinder har chancen for at forandre verden, så må vi gribe den,” understreger Susanne Sangills garverske for den unge Anne Hedvig.  Det er da også kvinderne, der med list og rutineret brug af bulmeurt ender som byens redning. 

Optimal udnyttelse af rummet

Englen fra Hobro er en forholdsvis enkel fortælling, hvor Caspar Juel Berg alligevel formår at indflette både relevante, feministiske budskaber og en snert af en kærlighedshistorie midt i krigsberetningen. Også Nick Pedersens scenografi er markant mere minimalistisk end ved forrige års iscenesættelse, og det fungerer virkelig godt.

Det rustikke, højloftede pakhus står bart frem med en placering af scenerummet på tværs af hele husets bredde. Publikum er placeret på begge sider af det rå betongulv, hvor der er i begge ender er en mindre scene. Herfra kan den danske og den svenske konge råbe til hinanden fra hvert deres podie, så det nærmest bliver som at være publikum til en tenniskamp. 

Der er kun ganske få rekvisitter, som et par stole og en kanon, som de svenske soldater slæber tværs gennem lokalet. Til gengæld bruges teknikken meget effektivt til at skabe forskellige stemninger. Når borgmesteren knæler i kirken, er det således foran et stort, hvidt lyskors på bræddevæggen. Og når svenskerne affyrer kanonen og dele af byen står i flammer, slikker orange-gule projektioner af ild over samme bræddevæg. Det er enkelt, men ekstremt virkningsfuldt. En meget optimal udnyttelse af det i forvejen smukke rum.

Englen fra Hobro er et vellykket eksempel på semiprofessionelt teater, hvor professionelle skuespillere og lokale frivillige optræder side om side i et drama med lokal forankring.