★★★★★☆ En mening hallelujah – skælvende stærkt formeksperiment

Christianias Jazzklub lagde forleden scene til Alexander Phillips Larsens mageløse genrehybrid, En mening hallelujah, der mikser opera, musical og spoken word til en tour de force gennem angsten i jagten på at få fast form som et levende, følende menneske.

Lou Reeds melankolske Perfect Day. En mand ved et bodegabord. To øller på bordet. En samtale med nogen – eller måske med sig selv. “Alex, jeg kan lide den måde, du er ærlig på,” siger nogen.

Men ærligheden bliver næsten for intens i forsøget på at mærke sig selv. “Det skal komme fra mit bryst,” synger han glastyndt som indgang til En mening hallelujahs første sats, hvor Alexander bliver spurgt om noget så konkret som hans yndlingsfarve.

Det ser ikke normalt ud

Det troskyldige, men måske tonedøve spørgsmål udløser en sand rasen, der bedst kan betegnes som tankemylder materialiseret i sang og bevægelser. For hvad er en farve? Og hvem vil låses i bare én? Det er jo som at indtage en bestemt holdning og dermed låse sig, for “når man siger noget, siger man noget om sig selv. Hvem er jeg som farve,” spørger han igen og igen.

Selvom en meget specifik rustrød bliver spillet i banen, trækkes den omgående tilbage og forfines yderligere, for der er mange veje at gå og måske er det nemmere ikke at sige noget. Den grasserende overtænkning flår hans krop rundt, inden den for et kort øjeblik finder hvile i at spille Schuberts angstsonate på sav.

Så springer kroppen op igen til en mimisk sekvens, hvor hænderne farer rundt for at give ansigtet fast form. For hvordan kan man være noget for nogen, hvis man ikke har en mening, hvis man ikke er en fast person? “Det ser ikke normalt ud,” synger han. Nej, det gør det ikke, men det kan mærkes i vores kroppe ligesom også den stadigt højere, skrigende strubesang, der til sidst tynder ud i en skrøbelig nynnen.

At klemme en hånd

Cave og Minogues Where the Wild Roses Grow flyder os ind i anden del, for det handler jo også om at være noget for nogen, man kan lide. Om at kunne lide sig selv nok til at være noget for denne anden. Men først er han et hologram. Ingen ser ham, ingen kan røre ham. Men det passer jo ikke. Han kan røre en hånd, og “at klemme en hånd er vildt for en krop, der ikke kan mærke sig selv”.

Men kun i et kort nu, for med klemmet om hånden vælder følelserne frem. De onde følelser. De dumme følelser. De flydende følelser, der roder med hovedets forstand. En gevaldig slåskamp udspiller sig mellem angsten for og dragningen mod følelserne. “Av for helvede!” De gør ondt, de tager over, symbiosen er for flydende.

Luftsprød smerte i originalt værk

Men så lander han alligevel et sted, hvor følelser kan være ægte og noieren på samme tid. Hvor han kan dø lidt hele tiden på luftsprød “smerte”, der rimer på “lær det”, inden den grande finale sætter kurs mod forløsningen i en blæret, musikalsk komprimering af hele forestillingen, der fører om ikke til forløsning så til en afklaret konstatering af, at verden ikke giver mening.

Alexander Phillips Larsens En mening hallelujah er en fuldstændig mageløs genrehybrid, der ekvilibristisk giver den ængstelige overtænkning kunstnerisk form i en både rørende og in-your-face præstation, der rammer noget, vi taler meget om for tiden, men som de fleste kender en snert af til alle tider.

Kan man kaste fem stjerner ud over en vækstlagsproduktion? Ja, det kan man snildt i mødet med dette originale værk, der kræver noget af sit publikum, men også præsenteres af en kunstner, der formår at sætte sig selv på spil og stole på, at stof og form skal flyde med hinanden.