★★★★☆☆ Next to Normal – vedkommende tåreperser med stærke stemmer

Cecilie Gerberg er det lysende centrum i Odense Teaters Next to normal, der i et frugtbart møde mellem kammerspillets intimitet og musicalens grandeur fortæller en nuanceret og stærkt tårefremkaldende historie om at leve med sorg og psykisk sygdom.

Mere end én gang må jeg tørre en tåre bort, mens historien om den næsten almindelige familie rammer mig. Musicalen Next to normal har et for genren atypisk emne, psykisk sygdom – og sorg. Sorg, der fylder for meget for moren Diana og fortrænges af faren Dan. Teenagedatteren Natalie har aldrig mødt sin storebror Gabriel, der døde som lille, men hendes liv har været spundet ind i forældrenes sorg og fejlslagne forsøg på at holde hende fri af den.

Den rigtige for dig

Den prisbelønnede Next to normal havde amerikansk premiere i 2008 efter at have spillet i en lidt anden version ad flere omgange. Den har kun været opført i Danmark én gang før, på Nørrebro Teater i 2012. Det kan egentlig undre, for tematikkerne er relevante og bliver følelsesforstærket af Tom Kitts musik, der i Odense bliver forløst af den altid interessante kapelmester Andreas Ortman og hans orkester, der ligesom i originalversionen er placeret på et repos hævet over scenen.

Her har Natalie sit frirum, når etagen illuderer skolens musiklokale, hvor hun øver til en koncert og opsøges af Henry, der trods sine mange joints ikke er den, der giver op, når det kommer til at vinde Natalie – igen og igen – for han kan, som han synger mod slut, “være den rigtige for dig.

Natalie spilles af Cecilie Elisabeth Bogø Bach, der balancerer godt mellem det hårde teenageydre og den bløde omsorg for forældrene – og for Henry. Han spilles af musicalstuderende Vito Borggild Gram med en fin insisterende langmodighed.

Cecilie Gerberg lyser smertefuldt

De to unges historie spejler på sin vis hendes forældres, der også mødte hinanden som meget unge og fik en søn – og måske ikke længere er de rigtige for hinanden. Om Dianas bipolare lidelse blev værre af sønnens død, er ikke vigtigt, men ved historiens start er han lige så levende for hende som resten af familien. Ja, måske endda mere levende. “Hvis man brænder sjælen af, kommer der et sår,” synger han til hende, og hun fortaber sig igen og igen ned i dette sår, der ikke kan læges.

Cecilie Gerberg lyser smertefuldt som denne rådvilde mor, der ikke kan give slip og ikke ser den levende datter. Hendes stemme brænder sig ind i os, hvad enten hun støder sammen med Dan eller Natalie, eller længselsfuldt fanges ind af Gabriels lokkende toner.

Han spilles subtilt tvetydigt af Ulrik Windfeldt-Schmidt. Snart den kække søn, snart med et diabolsk smil i mundvigen, snart lokkende mor til at smide medicinen ud, snart angst for at forsvinde, når elektrochokkene får hende til at glemme.

Mathias Flint er Dan, der næsten elsker Diana for meget. Hans “selvmord har varet i flere år”, mens han har udraderet sig selv og mindet om Gabriel for at holde sammen på en normalitet i stedet for at give sorgen plads. Hans sammenbrud, da han endelig siger sønnens navn, giver fylde til en fortælling, der nok ved hvilke knapper, den skal trykke på, men også giver et sjældent nuanceret billede af livet som og med en psykisk syg.

Møde mellem kammerspil og musical

Man kan måske forveksle den med anti-psykiatriens blockbuster Gøgereden, men her er budskabet ikke, at de gale er de normale i et sygt samfund. Her er budskabet, at psykisk sygdom er svært at leve med, men at man må prøve med den hjælp, man kan få, som Claus Riis Østergaards skønne rockstjerne-psykiater appellerer til fulgt af et ønske om, at pillerne var bedre.

Ingen ved, hvad fremtiden bringer. Alligevel går de alle ud i lyset mod slut, smukt symboliseret i de to unges festtøj af pailletter, der pludselig oplyser Marianne Nilssons stilsikre, grålige univers, som uden at overfortælle antyder det deprimerede sind

Next to normal er en uhyre vedkommende tåreperser. Den fortæller en nuanceret historie i Charlotte Munksøs iscenesættelse, der får os til at mærke vreden, sorgen og det sårbare i alle karakterer i et frugtbart møde mellem kammerspillets intimitet og musicalens grandeur, der garneres med små scener af karikeret vanvid, der tager os med ind i Dianas mani og angst.