★★★★☆☆ Hvorfor laver vi ikke et band? – overdådig nytårsfest med gråd, grin og noget på hjerte

Nørrebro Teater rammer nytårets selvopgør rent med Stine Pilgaards charmerende Hvorfor laver vi ikke et band?, der insisterer på fællesskabet og bobler over af livsglæde på trods med et helt forrygende cast og en buket af julens ørehængere med nye tekster.

“Ved et tusmørkestoppested / under lygternes skær / blir’ en samtale pludselig ved / et knæfald for musik og fred / Velkommen nytår / og velkommen her”.

Er mennesket en ø? Og hvem ringer klokkerne egentlig for?

Store spørgsmål er på spil i Stine Pilgaards perlende tekst, der varsler nytåret på Nørrebro Teater. Seks mennesker strander ved et busstoppested på vej til nytårsfest og tilbringer en stund sammen, hvor de sammen gør regnebrættet op, som man typisk gør nytårsaften.

Brok som dåseåbner

“Man kan sige meget om brok, men det er Danmarks bedste icebreaker,” konstaterer Nanna Cecilie Bangs Elvira, der indtager en form for fortællerrolle. Hun ankommer som elefanten i glasbutikken og maser sig ned mellem de andre, der indtil da nøje har opretholdt det personlige rum og ikke siddet for tæt i busstoppestedet.

Men det er Elvira ligeglad med. Hun elsker det intime og med brok som dåseåbner får hun snart de andre med på betroelser i nytårsnatten. Derfra er der ikke langt til at lave et band, for meget udtrykkes bedst musikalsk – og det ville jo heller ikke være en Stine Pilgaard-tekst, hvis vi ikke fik en nydigtet lejlighedssang med på vejen. Her naturligvis på jule- og andre årstidsmelodier.

Et provinshul værre end døden

Alle slås de med helt almindelige problemer, ikke mindst af parforholdstypen. Sara Fanta Traores frisør Michelle forliges undervejs med sin mands svigt, men bærer også på en historie om ulidelig dansk hyggeracisme. Kirsten Olesens præsteenke Johanna kan mere end sit Fadervor og Stine Schrøder Jensens psykolog Nora bærer på en dryppende smerte under det karske, professionelle ydre.

Anders Mossling er decideret kær som centervagten Lars, der står på nippet til pension, og Niels Skovgaard Andersen er kejtet-blid som den selvudslettende skolelærer Thomas. “Hold op med at spejle andre,” siger Nora til ham, hvorpå han excellerer i undskyldninger.

Elvira er småbørnsmoren, hvis mand er gået i råvareselvsving efter de er flyttet til Husum – et provinshul værre end døden, må man forstå. Hun har sin egen fortælletråd, men binder også historien sammen på et metaplan, der får lov at fylde for meget efter pausen.

Festfyrværkeri af livssituationer

For selvom “livet har en slingrende dramaturgi”, er det ikke helt nok til at undskylde, at forestillingen har svært ved at finde en slutning og må smide en deus ex machina – selvfølgelig i form af en gæstestjerne – ind og hamre den sympatiske pointe fast: klokkerne ringer for os alle, og intet menneske er en ø.

Det sagt, er Hvorfor laver vi ikke et band? en uhyre charmerende forestilling med et stærkt syngende ensemble, der spiller hinanden op i et festfyrværkeri af genkendelige livssituationer med et lille magisk twist, der kildrer lattermusklerne og rammer hjertet.

Helle Rossing har instrueret med tæft for karakterenes toner og samspillets melodi flot accentueret af Astrid Lynge Ottosens visuelle vanvid, hvor en jubilæumsplatte bæres som diadem og en Hjem Is-bil er blokvogn for Husum-dads solonummer. Marianne Ernst Dam er multimusikeren, der allestedsnærværende forløser de kendte melodiers nye udtryk.

Hvorfor laver vi ikke et band? er en overdådig nytårsfest med gråd, grin og noget på hjerte, der river os med op at stå, da vi til sidst inkluderes i fællesskabet og synger med på nytårets evergreen.

Se forestillingstrailer her.