★★★☆☆☆ Vi brøler – punket skrig kommer ikke helt i mål

Trioen i Vi brøler vil være til besvær, når de kaster deres punkede vrede over den kønnede uretfærdighed. De larmer og skramler og lykkes et langt stykke ad vejen med et projekt, der ikke ejer et gram selvironi, men går benhårdt efter sagen. Men al den statistik, der er kommet med ind på scenen, tager en kende af luften ud af det punkede skrig og gør oplevelsen uegal.

Det er punk. De er vrede. De vil “brøle så højt, at glasloftet sprænges”, råber kvinderne efter en tæskende, energipumpet intro med glødende trommestikker i mørket. Vi brøler har premiere på Teater FÅR302 på Kvindernes Kampdag, men dens emner er fortsat aktuelle hver dag. Heraf trangen til at brøle det ud. For de skal ikke være ansvarlige for den gode stemning, som musiker Birgit Løkke tørt konstaterer: “Det orker jeg simpelthen ikke.”

Vi klarer den selv

En lille rytmeboks sætter en talesang i gang. Det handler om mord på kvinder. De fleste bliver kvalt. “Det tager fire minutter at kvæle et menneske – så det gør man ikke i affekt,” pointerer Pernille Kock. De fire minutter gennemlever vi senere i forestillingen, hvor et ur tæller ned, mens de tre på scenen nusser rundt. Det er virkelig, virkelig lang tid, hvis man forestiller sig at kæmpe for livet uden held.

Der er partnervold mod navngivne kvinder af navngivne mænd i en af performancens mere lyrisk-stilfærdige stunder. De anmelder det ikke. “Vi klarer det selv, for han er jo også en ven, far til vores børn,” siger Helene Kvint resigneret. De børn, der skal skærmes. De børn, der ikke må græde og gøre ham vred. En spinkel zylofonudgave af Solen er så rød mor giver plads til smerten.

Mest er der vrede

Men mest er der vrede. Vrede over mænd – ikke mindst skuespillermænd – der tjener mere end deres kvindelige kollegaer. Vrede over alt det, kvinder er bange for, når de bevæger sig rundt i det offentlige rum. Angsten flyttes ud til publikum, der læser eksemplerne op. Vrede over deres strategier for at undvige. Vrede over den narcissistiske mand, der nedbryder deres sjæl og liv. Vreden mikset ind i håbet om at opdrage sine sønner på en anden måde.

De råber det ud. De hvisker det ud. De growler gutteralt og råbesynger så stærkt, at ordene næsten ædes op. De kaster sort blod op og slår på sig selv og hinanden med trommestikker og hvislende plast. De opfordrer til at “være til besvær”, og fremtræder selv som tre rasende Frihedsgudinder med et punket gothtwist i deres sorte kostumer med knejsende hårpryd.

Mere brøl, mindre statistik

Brøleriet giver mening både tematisk og i valget af punk som form. Birgit Løkkes skramlede, flænsende kompositioner er en fornøjelse af koncentreret kraft, der bryder frem, og som virkningsfuldt blandes med de tyste stunder.

Men jeg ved ikke, hvor punk, det er at remse uendelige mængder af statistik op. Det er, som om researchen er kommet med ind på scenen, og hvor relevante alle tallene end er, bliver det dramatisk temmelig kedeligt i længden. Ikke mindst i den meget lange sekvens til sidst, hvor kvinderne er så ældede, at de er dækket af langt gråt hår. Det er en pointe i sig selv, hvor langsomt virkeligheden flytter sig, men fordi der kun er indlagt et enkelt kreativt spin på den lange tirade af tal, tabte jeg simpelthen koncentrationen, hvilket formentlig næppe er intentionen med scenen.

Det er nok en smagssag, om man køber ind på projektet, der ikke ejer et gram selvironi, men går benhårdt efter sagen. Og det gør jeg – der også generationelt er mere til sort end pastel, når det kommer til tidens varianter af politisk teater. Desværre kommer Vi brøler ikke helt i mål for mig, fordi den spænder ben for sig selv og bliver lidt for pænt poleret med al sin statistik – eller med andre ord: Mere brøl, mindre statistik.