★★★★☆☆ Aarhus Teaters Stolthed og fordom er en humoristisk opsætning uden store overraskelser

De fleste kender historien om den selvstændige Elizabeth Bennet og den stolte Mr. Darcy. På Aarhus Teater bliver Jane Austens klassiske kærlighedsroman Stolthed og fordom til en humoristisk opsætning, hvor skuespillerne skaber nuancerne i historien.

I Carolin Oredssons opsætning af Stolthed og fordom er det Emil Busk Jensen, der charmerende levendegør Mr. Darcy, mens Laura Kjær Jensen leverer Elizabeth Bennets replikker på både rap og ironisk vis. Ordene er dramatiseret af Dicte C. Houmøller, men det er især det ordløse spil og den tykke ironi, der gør karaktererne relaterbare og levende.

Stærkt nonverbalt spil i enkel scenografi

Elisabeths storesøster, Jane Bennet, er velspillet af Marie Boda. Hun lader sin modige og rolige facade falde ved toiletbordet, da hun får brev om, at Mr. Bingley, spillet af Kevan Nirwan Soliman, er rejst. Toiletbordets spejl transmitterer hendes reaktion op på en af to store skærme, der hænger på hver side af scenen som en del af David Gehrts scenografi. Spejlene er et gennemgående element i den overvejende hvide scenografi, der viser karakterernes ordløse, men oprigtige følelser og intentioner.

Samtidig kan publikum også se sig selv – som en stærk påmindelse om, at ingen kan gemme sig – alle stilles konstant til skue og offentlig vurdering. Elizabeth Bennet har dog ikke brug for spejlet for at være sit autentiske selv. I stedet bruger hun publikum. Flere gange vender hun sig mod salen, mens hun deler ironiske kommentarer, der understreger, hvor meget hun adskiller sig fra det forventede.

Thora Eriksens lys og David Gehrts scenografi skaber et scenerum, hvor selv den mindste handling kan sætte en plet på et ellers kridhvidt ry. Symbolismen fra Josefine Thornberg-Thorsøes scenografiske koncept fortsætter i Aki Shiraishi Bechs lyddesign og Joëlle Marie McGoverns musik. Torden, regn, klaver og orgeltoner understreger tiden og uroen under overfladen. Dansescenerne, koreograferet af Esther Lee Wilkinson, giver en vellykket oplevelse af dans med mange flere mennesker, end de karakterer vi møder på scenen.

Mange historier i vellykket persongalleri

Malte Conradsens Mr. Collins er gennemført og svær at få øjnene fra. I David Gehrts kostume bliver Collins bragt til live med hat og lyse krøller, mens Conradsen forvrænger stemmen let og med små snøft gør karakteren morsom uden at virke udstillende. Imens giver Mette Døssing og Henrik Birch Mr. og Mrs. Bennet sjove nuancer – hans ironi går konstant hen over hovedet på hendes iver.

Også Clara Sophia Phillipson og Jamina Chelina Greens dobbelte roller er vellykkede. Phillipson skifter fra den vilde Lydia til den forsigtige Georgiana, mens Green bevæger sig ubesværet fra den afdæmpede Charlotte til den snobbede Caroline Bingley. Karaktererne er hinandens modsætninger, men særligt Lydia og Georgianas historier kan trække tråde til hinanden. En fin dramaturgisk detalje. Så mens de øvrige karakterer levendegøres med humor og omsorg, gælder det modsatte for Emil Prenters Wickham, der både er slesk og manipulerende.

Antallet af samtidige historier balancerer imidlertid på kanten af at være for stort. Flere gange er det svært at vide, hvor blikket skal søge hen. Det gælder blandt andet i spejlscenerne, hvor skærmens nærbillede skaber stærke øjeblikke, men også trækker fokus væk fra det øvrige spil. Mr. Collins bliver også mere relaterbar i sit fysiske spil i baggrunden, men det sker ofte, mens et andet handlingsforløb finder sted.

Uden store overraskelser

Det er derfor en fordel, at Houmøllers manuskript ikke har alle romanens karakterer med. Bennet-søstrene er reduceret med en, og flere perifere bekendtskaber er skåret fra. Selvom jeg savner enkelte karakterer, er der i forvejen rigeligt at forholde sig til i de mange historier og relationer, der udspiller sig på scenen. Der er derudover flere let abrupte overgange i forestillingen, ofte i forbindelse med Elizabeths rejser, hvor den dybe motivation ikke altid er tydelig.

De manglende forklaringer og mellemregninger virker forstyrrende og som en lidt grov bearbejdning. Jeg savner personligt passagen, hvor Elizabeth vil forstå ægteskabet mellem Lydia og Wickham. Jagten på sandheden og hendes forsøg på ikke at afsløre, hvad hun opdager, rummer en psykologisk spænding, som jeg savnede flere nuancer af på scenen.

Aarhus Teaters Stolthed og fordom vinder på medrivende spil og humoristiske detaljer, der på respektfuld vis levendegør Jane Austens roman. Den imponerende og veludførte scenografi inviterer publikum tæt på karaktererne – også når de lader overfladen krakelere. Publikum forlod salen i samtale om de manglende karakterer, suk over de romantiske replikker og med lysten til at læse eller genlæse romanen.