Vi er knap 30 publikummer denne aften på Carl-Henning Pedersen & Else Alfelts Museum i Herning. Men netop den intime stemning passer perfekt til den melankoli og skrøbelighed, som gennemsyrer Musikteatret Saum og Operaen i Midtens Til glæden.
Der er noget ganske sårbart over det enkle setup til Til glæden. Ingeborg Fangel Mo er alene på gulvet i sin lange, sorte kjole.
Publikum er placeret i et rektangel med musiker Frode Andersen i det ene hjørne. Midt i firkanten på det hvidmalede gulv står en mørklakeret trækiste oven på en sammenfiltet bunke af mørk snor. Fire standerlamper er placeret i rektanglets hjørner, og det er hele Alaya Riefensthals scenografi.

Enkelt men effektivt
Det fungerer alt sammen overraskende godt i Leiv Arne Kjøllmoens instruktion. ”Jeg er tilbage i huset,” siger Ingeborg Fangel Mo som det første, da hun træder ind i firkantens spotlys. Hun er fortælleren i Jesper B. Karlsens korte tekst om en kvinde, der vender tilbage til sin mors hus efter hendes død.
En særdeles kort men meget følsom fortælling
Huset – forstår vi – rummer megen historie. Ikke blot om kvindens egen familie, men om de skiftende generationer, der har præget Danmark gennem tiden. Huset har været oldemors, mormors, mors og ”nu er det mit,” forklarer hun.
Til glæden er en særdeles kort men meget følsom fortælling, der primært kommer til udtryk gennem det udvalg af sange fra Højskolesangbogen, som forestillingen er bygget op omkring. Startende med Blichers Hulde engel og sluttende med Aakjærs Stille, hjerte, sol går ned.

Både melankolsk og medrivende
Ingeborg Fangel Mo optræder med en rørende skrøbelighed i både krop og stemme. Hun deler korte glimt af sine tanker om formødrenes liv. ”Mormor, hun sagde altid, at hun havde været lykkelig (…) men man kan jo ikke være lykkelig hele tiden.” Ordene går over i en fin version af Ingemanns Tit er jeg glad.
Fortællerens følelser for den stabile og fornuftige mormor står i stærk kontrast til hendes forhold til moderen, der for alt i verden ville være fri og “ikke holdt fast i noget”. De mange forskelligartede følelser, som fremstår som en del af en større sorgproces, kulminerer i en følelsesladet fortolkning af H.C. Andersens I Danmark er jeg født, der dog afbrydes, før det hele bliver for storladent.
Gennemsyret af en velfungerende balance mellem det melankolske og det medrivende
I det hele taget er Til glæden gennemsyret af en velfungerende balance mellem det melankolske og det medrivende. Forestillingen i sig selv varer kun en god halv times tid, men efterfølges af en session med fællessang, hvor publikum kan ønske numre fra Højskolesangbogen. Det er til stor glæde for de mange fremmødte denne aften, hvor vi synger alt fra Sensommervise til Jylland mellem tvende have.
Til glæden er et godt eksempel på, hvor lidt der egentlig skal til for at fortælle en historie, som publikum kan forstå og relatere til. Og så er der jo også bare noget ganske særligt ved musik, som kan samle mennesker.
Dramatiker: Jesper B. Karlsen. Instruktør: Leiv Arne Kjøllmoen. Scenografi, lys og kostumer: Alaya Riefensthal. Musikalsk arrangement: Frode Andersen. Produceret af Musikteatret Saum og Operaen i Midten.
Medvirkende: Ingeborg Fangel Mo (sang) og Frode Andersen (akkordion).
Til glæden havde premiere 27. august under Herning Operafestival. Spiller på turné 23. september – 3 oktober 2026.




