★★★★★☆ Afanador – hæsblæsende koreografisk fotoshoot af en tradition i bevægelse

København Danser har endnu engang fået koreograf Marcos Morau til København. Denne gang med Ballet Nacional de España og værket Afanador fra 2023, der tager livtag med Spaniens kulturelle billedverden: kastagnetter, flamenco og tyrefægtning. Det er et dramatisk værk i et stramt, filmisk univers, hvor velkendte traditioner nyfortolkes i fyrrige trin og surrealistiske tableauer. Værket er sidste forestilling i yes – dance biennale, der kommer igen om to år.

Sidst, vi så Morau, var med Sonoma på Østre Gasværk Teater. Her understregede surrealistisk svævende dansere, badet i visuel skønhed, hans forkærlighed for at skabe hele sceniske verdener af musik, teater, dans og billedkunst. Nu inviteres vi ind i en filmisk linse, hvor velkendte billeder forvrænges og åbner nye verdener omkring flamenco som tradition. Mystiske, abstrakte og undertiden uhyggelige scener står pivskarpt i koreografi, musik og lys.

Vi sidder tryllebundne i mørket og lader os forføre af en spansk sort-hvid-stringens, der både trækker på historien og sender os ind i en abstrakt fremtid. Morau er inspireret af to fotobøger af den colombianske fotograf Ruvén Afanador. Han sætter ikke blot fotografierne i bevægelse, men videreudvikler dem til et dramatisk univers, der åbner for nye perspektiver.

Fotosstudie for magi

Scenografien er på overfladen enkel og iskold. Kameraernes blitz glimter foran store reflektorskærme, og midt på scenen står et podie. Sorte kostumer køres ind på stativer i en summende travlhed, mens der rettes til og skiftes tøj. På podiet poseres i lang kjole og bredskygget sort hat. Hele værket er holdt i sort og hvidt, og salen mørklagt for at hindre lysforurening.

Gruppen slår kreds om podiet, bøjer sig forover og svajer til den pulserende musik. Armene bevæger sig i korte, staccatoagtige sekvenser, der kendetegner en stor del af koreografien. Som under et langstrakt fotoshoot veksles der mellem bevægelse og positur, hos både enkeltpersoner og grupper. Store synkrone bevægelser, forskudte sekvenser og tableauer veksler mellem liv og stilstand med en ufattelig præcision. Det stiller store krav til danserne, der med surrealistisk kontrol sprænger grænserne mellem dans, skulptur, tegning og film.

Det tværæstetiske greb opløser de enkelte dele og får magien til at poppe op på de mest uventede måder. Selv musikken lever i forskellige gestalter, som dansere, der stepper, synger eller klapper, og musikere på scenen eller i det intenst komponerede lydspor. I en indledende scene sænkes tæppet til lige midt på dansernes lår. Stående på en lang række med front mod publikum steppes igennem med ben som slagtøj, der knalder kraftfuldt mod gulvet, så flere af de lange strømper glider ned og støvet hvirvler.

Foto er lys

Kraftige brag i musikken markerer ofte overgange. Afanador er ikke en lineær fortælling, men en række tableauer og selvstændige scener, der på hver deres måde bearbejder spanske traditioner gennem abstraktion og forvrængning. Nogle scener fremstår som rene billedværker, hvor hænder, ben og hoveder indgår i rykvise mønstre. Jeg kommer til at tænke på en skulptur i Vigelandsparken i Oslo – langt fra de sorte, spanske dragter, men med hoveder, hænder og ben flettet sammen i ét samlet udtryk.

Lyset er en avanceret produktion i sig selv. Fotostudiets ophængte lamper står på store stativer, og af og til sænkes en række spots på bagvæggen, der belyser danserne effektfuldt bagfra. Skyggerne på væggene er store og nøje afstemt i skarphed og bevægelse. Intet synes overladt til tilfældighederne. I andre scener føres mobile spots rundt på scenen og skaber intime rum – for eksempel omkring en rygende varm flamencosolo eller en grotesk kærlighedsduet.

Store, hvide skærme og spejle skærper de sort-hvide kontraster, men bliver også redskaber til at opløse kroppen. Den dansende krop forvrænges, så den får lange heksefingre eller en usandsynligt lang og tynd arm. Effekten kulminerer i et tegnet univers, der vokser ud som buskads fra to danseres kroppe, mens en kvinde står øverst på en altan med hår, der når helt ned til gulvet. Høstakke og høtyve, sorte vifter og øjne, der græder, føjer sig til det surrealistiske billedkatalog.

Traditioner i bevægelse

Koreografi og billeder bliver ved med at overraske og overvælde. På et tidspunkt nærmer vi os et mæthedspunkt, hvor det er svært at rumme flere stramme, magiske universer – som at være fanget i en drøm eller have spist for meget gourmetchokolade. Det kan friste at skabe analytiske helheder i det symbolladede univers for at slippe ud, men det er ikke et Escape Room. Billederne står snarere som associationer, der glider vedvarende ind og ud af hinanden i en stadig forhandling mellem tradition og foranderlighed.

Nysgerrighed og begær intensiveres mod slutningen i hæsblæsende soli med hurtige arme og dybe svaj. Flamencodans badet i haze er et imponerende opbud af styrke og elegance. Et par på et podie står, som var det et fotografi i en ramme, omgivet af en rituel kreds af mænd i skørter og bare overkroppe. Store, sorte vifter og sjaler kastes effektfuldt i takt til trommer, der spiller live bagest på scenen, mens lydniveau og intensitet stiger og stiger.

Den evige vekslen mellem løsslupne optrin, tætte tableauer og soli udløses ofte af et enkelt, slagkraftigt drøn i musikken. Danserne ændrer retning som en fiskestime – magisk. Den konstante strøm af visuelt stærke billeder overmander os, så vi rives med i en løbsk drøm. Afanador er et overvældende scenisk univers, der billedskønt forvandler spanske traditioner i mødet med nutiden. Gennem en fotografisk, kunstnerisk linse af forvrængede virkeligheder bliver traditionerne ikke blot bevaret, men sat i bevægelse.