★★★★★☆ All The Feels er visuelt betagende og rammer noget i tiden

Overdådige kostumer, betagende lyssætning, dygtige dansere, følelsesladet musik og et emne, der forsøger at indkapsle nutidens ungdom. Den nye danseforestilling All The Feels af VOMP – et dansekompagni af Gunilla Lind har meget at byde på.

Indledningsvist er All The Feels en malerisk oplevelse. Salen på Bora Bora henligger i totalt mørke. De første strygere i Fallulahs nykomponerede musik lyder i halvmørket, mens noget glitrer hist og her midt på scenen. Lige dér, hvor mørket synes sortest.

Langsomt skrues lyset op og rammer det halvgennemsigtige fortæppe, så organiske mønstre dannes. Lyset bagerst kaster et mørkt skyggevæsen frem på fortæppet, før det folder sig ud og viser sig at være de fire dansere, som gennem den følgende time tager publikum med på en rejse gennem de bølgende følelser.

More is more

Hvor nogle dansekompagnier går efter de enkle kostumer, der sætter dansernes kroppe i fokus, går VOMP – et dansekompagni af Gunilla Lind i den modsatte retning. Åsa Gjerstads kostumer til All The Feels er intet mindre end overdådige. 

De fire dansere, Gustav Emil Møller, Hilde Ingeborg Sandvold, Ida Hebsgaard Mogensen og Sarah Olivia Klitgaard, er iført glitrende, mørkeblå pailletheldragter med svulstige, kongeblå skørter, kapper og kraver, der bølger som havet. Dertil bærer de hver især store, blå kyser, hvor hele indersiden af skyggen er pailletbesat som dragterne.

Alt på scenen glimter og skinner i Thora Eriksens lysdesign, som changerer fra køligt blåt til varmt gyldent lys, der er så effektivt placeret, at de lange, draperede forhæng i Åsa Gjerstads scenografi indledningsvist fremstår nærmest skinnende og gyldne. Senere i iscenesættelsen, når det gennemlyste fortæppe fjernes, og de store forhæng ét efter ét rives ned, afslører de sig som værende kongeblå, ligesom kostumerne. Det er magisk at se, hvordan lys ikke blot kan fremhæve, men også forandre farver og udtryk i en scenografi.

Følelserne i fokus

Det ligger jo åbenlyst i titlen, at All The Feels handler om følelser. Men det er også let at følge fortællingen eller måske nærmere stemningen i Gunilla Linds iscenesættelse, der med sit rene, blå udtryk fremstår som et hav af følelser, de medvirkende kan kastes rundt i. Det hele starter måske nok pænt og malerisk, men der er mange flere og mere farlige følelser i spil. 

Det første, markante skift i forestillingen kommer umiddelbart efter, de fire dansere har fjernet deres kyser. Ida Hebsgaard Mogensen bevæger sig frem og flår fortæppet ned. Den svulstige, kongeblå krave og nederdel, hun før havde på, er væk. Kun iført den blå heldragt, der glitrer som tusind stjerner i det skarpe lys, nærmer hun sig publikum. Hendes blik er intenst fæstnet på tilskuerne, næsten flirtende, mens hun med body ripples og bløde hofter bevæger sig foran os.

Herefter draperer hun det enorme fortæppe over sine skuldre og bevæger sig uendeligt langsomt bagud på scenen, hvor de tre andre dansere slutter sig til hende i et betagende tableau.

Skræller facaden af

Herfra sker skiftene hurtigere og hurtigere. Koreografien er stilmæssigt ligeså varieret som det følelsesregister, den spejler. Men uanset om det gælder elegant dans på tæerne, vilde og kantede staccato-bevægelser, spring, drejninger eller slow motion-lignende sekvenser, leverer de fire dansere det hele med høj energi og intenst nærvær.

Fallulahs musik og tekster understreger udsvingene. ”Please say you love me,” lyder det bedende igen og igen, før den totale stilhed indtræffer. Stilheden før stormen i Julius Sylvests lyddesign, som kort efter buldrer ud i lokalet med lyden af regn og tordenbrag, der ledsages af gennemtrængende blitzlys. Siden skabes en urovækkende stemning, der er en gyser værdig. ”I’m a rabbit. You’re the hunter,” lyder det i halvmørket, mens tre dansere indkredser den sidste.

Mod slut er det som om, de mange følelser tager overhånd, overmander – eller måske oversvømmer – de fire på scenen med glæde, vrede, frygt, begejstring og alt derimellem. ”I want to feel it all. All the feels,” lyder det i musikken, mens danserne vrider sig på gulvet. De glitrende trikoter skrælles af, som den kunstige facade, som alle, der dyrker de sociale medier, kender til. Tilbage står det pelsløse, sårbare væsen, som mennesket i virkeligheden er.

Den kunstneriske fortolkning af den unge generation og deres mange følelser fremstår klart i Gunilla Linds iscenesættelse. Det kunne næppe have været fortalt bedre med ord. For nogle er det måske for overtydeligt, men personligt blev jeg grebet af stemningen. Ikke mindst i kraft af de fire danseres karisma og indlevelse.