Populært lige nu

Årets ultimative højdepunkt i TeaterVejle

Det er tid for præsentation af sæsonprogrammer og i Vejle har teaterforeningen TeaterVejle i et par år satset stort på at sende deres trykte...

HamletScenen søger produktionsansvarlig

Ansøgningsfrist: 28. april 2024.
Annoncespot_imgspot_img

Mellem performance og samtale – Portræt af Live Art

Fra ’skin stripping’ på iPad til hårklip for børn og liveanmeldelse af performance – Liveart.dk har stået bag en lang række events og festivaler, som har vist et bredt udvalg af performancekunst, og hvor de også har skabt en platform for samtale om performance med publikum. Senest har Liveart.dk udvidet med festivaler til specifikke målgrupper.

”Performance er noget, der er i fluks – noget, der er i bevægelse, og som kan udfolde sig i alle medier, i alle kunstformer. Det er meget vigtigt at holde fast i den enorme diversitet og spændvidde, som det har,” siger Henrik Vestergaard. Sammen med partneren Ellen Friis udgør de Liveart.dk, som blev startet tilbage i 2004 med ønsket om at vise en mangfoldighed og diversitet af performative værker for et dansk publikum.

Ellen og Henrik. Liveart.dk. Foto: Malle Madsen

De sidste 12 år har Liveart.dk kurateret og initieret et væld af arrangementer, festivaler, talks og debatter, som har undersøgt og diskuteret performancekunstens potentiale. Centralt for deres virke i dag står stadig at vise performancekunstens bredde og udfordre den gængse opfattelse: ”Vi præsenterer en anden type performancekunst. Hvor performancekunst i Danmark har været meget knyttet til kønsproblematikker, vil vi gerne vise, at performance – samtidigt og historisk set – også har været alt muligt andet,” lyder det fra Henrik Vestergaard.

I Liveart.dk fokuserer de på at undersøge ideer, som ikke nødvendigvis er bundet op på et bestemt tankesæt eller en bestemt form. Derfor er det vigtigt for dem, at de events, de skaber omkring de performative værker, er et sted, hvor der kan udforskes, og hvor der er mulighed for dialog om værkerne med publikum. Inspirationen har Ellen Friis og Henrik Vestergaard hentet fra flere forskellige initiativer i udlandet, som det tyske Performer Stammtisch.

”Et vigtigt forum, vi kom med i, var Performer Stammtisch i Berlin, som vi også var med til at grundlægge. Den måde at vise værker og processer samt tale om dem. Her skulle man ikke absolut præsentere det afsluttede og perfekte, men tog publikum med ind i snakken om, hvad værket gik ud på, og hvor man kunne føre dem hen,” fortæller Ellen Friis og tilføjer det britiske Live Art Development Agency i London som en anden inspirationskilde.

Fordybelse igennem samarbejder
Mange af Liveart.dk’s events er blevet til i samarbejde med andre institutioner og aktører. Det har givet dem mulighed for at ramme et nyt og bredere publikum, men også at tilbyde nye strategier og udvide feltet for fremvisning af performance i blandt andet kunstinstitutionerne. Samarbejdet kan dog også bruges til at skabe en platform for fordybelse i bestemte performative praksisser og ideer.

I 2014 kunne man således opleve udstillingsrækken Now and Again, som blev til i et samarbejde mellem Liveart.dk og Fotografisk Center i København. Her blev der vist otte videoperformanceværker, som undersøgte performancekunstens forhold til videomediet, når det indgår som en central del af værket. Med værker af blandt andet Christian Falsnaes, Lilibeth Cuenca Rasmussen og Cecilie Ullerup Schmidt tog udstillingsrækken fat i det centrale spørgsmål om performancegenren som en ontologisk ikke-reproducerende kunstform samt eksperimenterede med, hvad der sker med nuet og live-elementet, når performance opleves igennem videomediet.

Christian Falsnaes. Videostill fra Now and Again

Projektet CoLab blev præsenteret i foråret 2016 i samarbejde med den portugisiske kunstner og kurator Márcio Carvalho. Syv kunstnere fra Afrika og Mellemøsten, hvis performative praksis udfolder sig aktivistisk, blev i en måneds tid tilknyttet en person fra en dansk kulturinstitution eller medie. Blandt de inviterede var Ato Malinda (Kenya), Jelili Atiku (Nigeria) og Wathiq Al-Ameri (Irak), mens de danske repræsentanter udgjorde en blandet skare fra kulturjournalisten Torben Sangild til tidligere kulturminister Brian Mikkelsen. Med projektet blev der fokuseret på fordybelse og udveksling mellem de deltagende personer, hvor spørgsmål om performativitet og erindring i en kulturel, politisk og historisk kontekst blev undersøgt. Afslutningsvis skulle parrene skabe et fælles værk, som tog udgangspunkt i de samtaler, de havde haft. Et projekt som dette kan hurtigt lukke sig om sig selv med en dialog, som ikke rækker ud over de inviterede. Den problemstilling blev imødegået af Liveart.dk’s koncept, Samtalekøkkenet, som åbnede samtalen op for et bredere publikum.

En platform for samtale

Samtalekøkkenet blev startet i 2010 som en platform, hvor kunstnere, publikum og kritikere kunne mødes og tale om performance. Ellen Friis uddyber: ”Det er et sted, hvor folk kan reflektere over, hvad de egentlig fik ud af værkerne – en fælles brainstorming. Vi har oplevet, at nogle har fortalt om, hvordan de lige umiddelbart efter, de har set værket, havde dannet deres mening om, hvad det var, og troede, at nu havde de set det. Men når de så hørte alle mulige andre folks meninger om, hvad de havde set i værket, så voksede deres egen forståelse. Det, de havde set, blev større.”

I de første år var konceptet at vise tre-fire performances, som efterfølgende blev diskuteret af kunstneren og publikum. Indimellem blev en anmelder også inviteret til live på scenen at anmelde et værk, hvorefter publikum kunne tage del i diskussionen. De seneste år har Samtalekøkkenet dog fokuseret mere på i en bred forstand at agere platform for samtaler. Det er især sket, når det har været tilknyttet som arrangement ved andre initiativer eller i forbindelse med nogle af Liveart.dk’s andre projekter. Man har derfor kunnet opleve Samtalekøkkenet ved både festivalen Hitparaden i 2013 og 2014 samt ved festivalen KULSTOF i Aalborg, hvor lektor ved Institut for Kunst og Kulturvidenskab på Københavns Universitet, Peter van der Meijden, og dramaturg og instruktør Christine Fentz var inviteret til at tage del i samtalen.

Mammalian Diving Reflex’ Haircuts by Children. Foto: Ellen Friis

Samtalekøkkenet har dog også en anden funktion i forhold til de performative værker. ”En essentiel del i hele vores virke er at hive performancekunst eller eksperimenterende kunst ned på et niveau, hvor alle kan være med, og få det forklaret som værende ikke noget specielt eller nødvendigvis elitært og mærkeligt, men at det faktisk er noget, alle kan forstå”, forklarer Henrik Vestergaard og supplerer: ”Vi inviterede Peter van der Meijden og Christine Fentz til Samtalekøkkenet for at sidde og snakke med folk om værkerne og snakke med dem om, hvorfor det er mærkeligt. Der var en del, der forlod det, som synes, at det måske ikke var så mærkeligt igen. Det er en vigtig del stadigvæk at gøre tingene jordnære.”

Fokus på publikum
I de seneste år er der sket et skifte hos Liveart.dk: Fra et fokus på de performative praksisser i sig selv til i højere grad at interessere sig for, hvem publikum er, som man eksempelvis kan opleve det ved festivalen Live Art for Børn.

Live Art for Børn tager børnene seriøst som publikum i stedet for at pakke dem ind i pædagogisk formidling. ”Det er kunsten direkte til børnene. Børnene har ikke nødvendigvis behov for, at tingene skal overformidles, som de bliver mange steder, og at det skal puttes i kategorier og gøres let og forståeligt. Børn forstår meget mere, end man tiltror dem,” erklærer Henrik Vestergaard, men tilføjer også, at med fokus på børnene som publikum er der automatisk et sigte på forældrene, som følger med. Derfor må man nødvendigvis også inddrage refleksioner over relationen mellem forældre og børn og de forventninger, som forældrene kan have til børnenes møde med kunsten.

Det er nærliggende at spørge, hvad det har af betydning for arbejdet med kunstnerne, når rammen er Live Art for Børn. Til det svarer Henrik Vestergaard: ”Vi er i dialog med kunstnere om, hvad de kan forvente, og hvad vi også gerne vil have. Vi viser ikke kun kunst, men vi vil i høj grad involvere børnene meget mere og vise dem den magt og kraft, som kunsten kan være.” Derudover har Liveart.dk regler for, at der ikke må indgå kropsvæsker, men som den islandske kunstner Örn Alexander Ámundason demonstrerede ved Live Art for Børn i Kristianstad, kunne det omgås ved at skabe et værk af bussemænd.

Smear, Örn Alexander Ámundason. Performance hvor bussemænd blev brugt til at lave et maleri. Vist ved Live Art for Børn i Kristianstad 31. okt. og Ystad 1. nov. 2015. Foto: Ellen Friis

I fremtiden bliver der lagt an til at arbejde mere indgående med bestemte målgrupper. Men den byder måske også på længerevarende projekter, hvor der er mulighed for at fordybe sig i den performative praksis, når Liveart.dk sammen med publikum dvæler ved den. ”Det, vi har ønsket i lang tid, er at arbejde mere community-baseret og arbejde med foreninger over langstrakte forsøg,” siger Henrik Vestergaard, og Ellen Friis tilføjer: ”Det at lave noget, der strækker sig over nogle år, er også at lave et forum omkring det. At skabe en form for kontekst for det. Vi håber på at etablere en forståelse for de performative praksisser, som rækker ud over det sjove.”

Læs mere om Liveart.dk her

Artiklen er tidligere udgivet i magasinet Teater1 #176 2016.

Seneste

Nyhedsbrev

Annonce

Udforsk videre

Annonce
Annonce

Scenekunstens Årsmøde 2024 sætter fokus på fremtidens scenekunst

Mandag den 3. juni afholdes Scenekunstens Årsmøde som en del af programmet for CPH Stage 2024. I år er temaet Scenekunstens fremtid og mødet...