Populært lige nu

Her er de otte nominerede skuespillere til Teaterflisen 2024

Nu kan hele landet igen være med til at afgøre, hvilken kendt skuespiller, der i år skal have sin bronzekarikatur støbt ned i en...

Bud på ny scenekunstreform: Seks indsatsområder skal bringe scenekunsten ind i fremtiden 

Dansk Teater fremlagde mandag deres forslag til en eventuelt kommende scenekunstreform, da Scenekunstens Årsmøde løb af stablen i Skuespilhuset under CPH STAGE.  Dansk Teater har...
Annoncespot_imgspot_img

Gerda Poschmann: Dramaet dominerer stadig teaterteksten

Interview med teaterteoretiker, oversætter og dramaturg Gerda Poschmann om hendes syn på aktuel teatertekst.

Den tyske teaterteoretiker Gerda Poschmann fik i 1997 udgivet bogen Der nicht mehr dramatische Theatertext om ikke-dramatisk teatertekst. I bogen, der beror på en ph.d.-afhandling fra 1996, og som blev genoptrykt i 2010, afdækker hun de forskellige former for anvendelse af dramatisk form i tyske teatertekster i et spektrum fra en “problemløs brug” over en “kritisk brug” til “overvindelse” af den. Hun indplacerer sin undersøgelse af teatertekstbegrebet i forhold til det, som Hans Thies-Lehmann i sin bog Postdramatisches Theater i 1999 definerer som postdramatisk teater, der også kan være helt uden tekst. Det er et teater, der: ”(…) i tillæg til mise-en-scene konceptets myter og tekst ofte eksperimenterer i feltet mellem teater og billedkunst (performance, happenings, iscenesatte rum, Bob Wilsons teaterbilleder o.a.).”

Gerda Poschmann bruger “teatertekst” som en fællesbetegnelse for alle former for tekst, der er skrevet til scenen, både dramatisk og ikke-dramatisk. Det er ifølge hende en neutral betegnelse, der er ”vidt udbredt og accepteret i scenekunstbranchen”.

Ikke-dramatisk tekst ifølge Poschmann

Aristoteles definerer dramaet som en tekst, der fortæller ved hjælp af ”handlende personers handlinger”. Fra Aristoteles stammer også begreber som højdepunkt (krise), vendepunkt (peripeti) samt ”renselse” (katharsis). Oven på Aristoteles har den europæiske tradition bygget dogmet om tidens, stedets og handlingens enhed.

Ikke-dramatisk teatertekst er ifølge Poschmann tekster skrevet til scenen, der ikke nødvendigvis er centreret omkring en gennemgående figur eller et persongalleri. Der er ikke en hierarkisk orden mellem teksterne i hoved- og sidetekst, og replikker er ikke entydigt tilskrevet nogen bestemt figur. Der er ikke tale om en konstituering af en spændingskurve. Teksten kan bestå af flere slags tekster, fx ikke-dramatiske passager, kommenterende episke tekstlag, prosatekst og dialog, der fra dramatikerens side er sat sammen i en slags montage. Gerda Poschmann peger også på ”sproget som materiale for teaterteksten” og en ny anvendelse af sproget i forbindelse med ikke-dramatiske tekster – en i videste forstand poetisk anvendelse. En af hendes vigtige pointer i bogen er, at de ikke-dramatiske tekstformer, der vinder indpas på scenen, fordrer nye analysemetoder. Det handler om at begynde at “læse” de nye teatertekster for, hvad de er, og ikke for det, de ikke er.

Gerda Poschmann har, efter sin ph.d.-afhandling og tre års ansættelse i skuespildramaturgiatet på Schauspielhaus Salzburg i Østrig, tilføjet et “Reichenau” til sit efternavn, idet hun er blevet gift og er flyttet på landet, nærmere bestemt til en lille tysk by, Tittmoning i Bayern, sammen med sin familie. Her arbejder hun i dag som lektør og oversætter af udenlandske teatertekster for forlaget Per H. Lauke samt som dramaturg for dansekompagniet Editta Braun og Teamtheater München.

Spørgsmålet er, hvor hun står i dag, to årtier senere, i sit syn på teatertekst. Er der stadig brug for et opgør med den dramatiske form, og hvordan skal det i så fald foregå? Interviewet har fundet sted i form af en mailkorrespondance.

”Grundlæggende ser jeg fortsat tingene, som jeg så dem, dengang jeg skrev min afhandling i 1996. At jeg, efter min ph.d. og de tre år i et skuespildramaturgiat, nu er landet i danseteatret, er en personlig konsekvens. Det usigelige, det poetiske, det semiotiske, som i slutningen af min afhandling trængte sig i forgrunden, kommer her til udtryk i kropssproget som af sig selv. Når vi i danseteaterproduktioner bruger talte tekster, er der ikke tale om dialoger, der oprindeligt er skrevet for teatret, men derimod ofte resultater af improvisationer, monologer, citater mv.

I det daglige forlagsarbejde vurderer jeg som lektør teatertekster ud fra deres potentiale til at fungere på scenen, sådan som de er. Hvad angår teatret som kunstform, så er det snarere andre grene af teatret end taleteatret, som vil kunne videreudvikle det. Det dramatiske tekstteater fortsætter åbenbart, på trods af alle dødserklæringer, som den gren, der beskæftiger sig med (gennemgående kritisk) underholdning og som et forum for diskussioner af samfundsmæssigt relevante spørgsmål.”

Hvorfor er det fortsat den dramatiske form, der bliver benyttet, når det drejer sig om at behandle aktuelle spørgsmål i samfundet?
”Folk, der taler sammen, er vores måde at diskutere på – herunder at finde løsninger på vores problemer. Det forekommer mig naturligt, at folk genskaber den procedure i en slags ’spil’ for bedre at forstå, hvordan det fungerer.”

Hvorfor har det taget så lang tid for ikke-dramatiske teatertekster at vinde indpas og blive sidestillet med konventionelle stykker?
”Dramaet har en lang tradition, og det at se et menneske ytre nogle ord på scenen til et andet menneske vil naturligt blive opfattet som en person, der taler til en anden person. Det er det samme dominerende mimetiske koncept, der stadig får folk til at spørge, ’hvad repræsenterer det?’, når de betragter et abstrakt maleri.”

Er det fortsat nødvendigt at gøre opmærksom på, om en teatertekst er dramatisk eller ikke-dramatisk – eller er teksten på scenen blevet sat fuldstændig fri?
”Jeg tror, det er nødvendigt i ganske lang tid endnu at bruge de negative begreber om en ikke-dramatisk tekst. Jeg tænker, at teatertekstens tradition som drama i litteraturvidenskaben, i undervisningen og på scenerne er så gammel og lang og dominerende, at det fortsat giver god mening at udtrykke en tydelig afstand, når man skriver teatertekster, som ikke længere udfylder denne form. Også selv om videnskaben og den almindelige mening gerne giver indtryk af, at dette skridt ind i den postdramatiske tidsalder for længst er taget, er det hos læsere, tilskuere, teaterskabere og kritikere fortsat dramaet, som er det dominerende sammenlignings­grundlag, måske endda som skabelon og målestok.

Gerda Poschmann nævner, hvordan den ikke dramatiske teatertekst Villa Danserault af Jonathan Bernier ved sin uropførelse i Schweiz kun blev præsenteret i reduceret form. Foto venligst bragt med tilladelse fra PER H. LAUKE VERLAG, Hamburg

Jeg mener, at set i helheden af teatrenes spilleplaner er antallet af tidssvarende stykker rædselsfuldt ringe. For det meste ser man jo dog ægte ’dramatiske teatertekster’ på scenerne. Og af de få tidssvarende teatertekster gives der som før ganske mange, som uden at sætte spørgsmålstegn ved det anvender den dramatiske form. Derfor forbliver det dramatiske nu som før en norm og andre tekstformer noget afvigende, også selv om der uden tvivl også kan opregnes fremskridt på dette område.”

Gerda Poschmann-Reichenau nævner sit arbejde med to ikke-dramatiske stykker, som hun for nylig har oversat.

”Tag fx diskussionen af to af mine nyeste oversættelser af ’ikke-dramatiske’ teatertekster: Villa Danserault af Jonathan Bernier blev ved den schweiziske uropførelse i det væsentlige reduceret til sine dialogpassager, selv om dets særpræg og skønhed netop lå i de monologisk-episke passager.

Lehman trilogi af Stefano Massini er en revolutionerende kraftfuld teatertekst, poetisk, musikalsk, fuld af teatralitet. Tekstens usædvanlige form (som mere virker som et epos end som et drama) får dog flere dramaturger, tilskuere og kritikere til alene at opfatte den gennem negation. Det tyske netbaserede magasin for scenekunstanmeldelser, Nachtkritik (nachtkritik.de), har dog ramt det smukt og uden en negativformulering: ”Massini indskriver dette historisk præcist, men poetisk frit i et epos, i et langdigt af frie rytmer uden angivelse af roller for teatret”. Men der er altså ikke tale om et digt, det er en teatertekst.

Jeg tænker, at de fleste mennesker imidlertid fuldstændig har forstået, at man på scenen også kan realisere stykker uden en forud eksisterende tekst, med improviseret tekst eller en citatkollage, eller man kan lade en skuespiller eller et helt ensemble udsige en romantekst. Men jeg tror, at det vil vare længe endnu, før det har sat sig igennem, at forfattere kan skrive tekster for teatret, som ikke indfrier den dramatiske form, og som hverken er romaner eller digte, som så at sige forvilder sig op på scenen.”

Er du af den opfattelse, at ikke-dramatiske tekstformer i dag i langt højere grad end tidligere bliver betragtet ’i deres egen ret’ og set på som et positivt fænomen?
”Nej, desværre ikke – hverken af litteraturvidenskaben eller den brede masse, i hvert fald ikke her i Tyskland. Der burde netop i Tyskland offentliggøres langt flere teatertekster med litterært sigte. Også i bogform. Det er tilfældet i andre europæiske lande. Stefano Massinis Lehmann trilogi er et godt eksempel på, at i det mindste teatret bemærker og påskønner de enorme friheder og muligheder, som sådanne tekster giver for iscenesættelsen og produktionsholdet i det hele taget.”

Gerda Poschmann fremhæver teaterteksten Lehman trilogi af Stefano Massini som en revolutionerende kraftfuld teatertekst, poetisk, musikalsk, fuld af teatralitet. Foto venligst bragt med tilladelse fra PER H. LAUKE VERLAG, Hamburg

Hvilke teatertekster er du optaget af for tiden?
”Jeg har opdaget en tidssvarende dramaturgi fra Quebec, hvis forfattere jeg sætter stor pris på, særlig Évelyne de la Chenelière, som jeg oversætter, Jonathan Bernier, som jeg har nævnt tidligere, Larry Tremblay og forskellige andre. De udfordrer den klassiske dramatiske form på forskellige interessante måder fx med stykkerne Cantate de Guerre (på dansk Krigskantate), Le ventriloque (på dansk Bugtaleren) og L’enfant matière (på dansk Barn som genstand) af Tremblay, Désordre public (på dansk Offentlig uorden), La chair et autres fragments de l’amour (på dansk Kødet og andre fragmenter af kærlighed) eller Lumières, lumières, lumières (på dansk Lys, lys og lys) af Évelyne, og jeg kunne tilføje duoen Jean-François Guilbault og Andréanne Joubert med deres stykke Noyades (på dansk Drukneulykker). Generelt opleves Quebec-scenen i Canada for teatertekst meget levende. Jeg skatter så absolut også et velbygget og fagligt velskrevet ’well-made-play’, men min personlige interesse er som før de forfattere, som går helt til kunstartens grænser, udvider dem og bryder igennem dem og derved – ved siden af teatret (som maskine) – også har øje for poesien (og dermed for sprogmaskineriets mekanismer). Jeg beundrer som før Elfriede Jelinek og Rainald Goetz. Men da jeg er slået ind på at virke som oversætter, er det mere de fremmedsprogede stykker, som jeg i den senere tid har haft blik for.”

Hvad tror du, man kan gøre for at give de ikke-dramatiske tekster en chance for at blive opfattet som noget positivt og vigtigt?

”Hver eneste gang en scenekunstproduktion, hvori en sådan tekst indgår, opnår succes, så hjælper det samtlige af de ikke-dramatiske tekster. Når talentfulde, kendte instruktører sætter ikke-dramatiske tekster i scene, så vil kritikere og publikum opdage potentialet i dem. Fx blev nogle af Elfriede Jelineks tekster sat i scene i sin tid af Jossi Wieler, og stykket Lehman trilogi af Stefano Massini blev sat i scene på Staatstheater Dresden og Schauspiel Köln af Stefan Bachmann, hvilket var en kæmpe chance for stykket. Vi behøver et sådant mod og engagement på de store teatre og blandt de store instruktører!”

Den dramatiske form er så at sige indbygget i vores kultur og er blevet indoptaget i den almene tankemåde. Den dramatiske form – forstået som en konstituering af en spændingskurve – afbilder en måde at forholde sig på og en måde at opfatte verden på i forhold til alt, hvad der sker omkring os. Der vil derfor næppe nogensinde blive tale om at opgive den dramatiske form, men alene om ikke at fastholde en bestemt udgave som en norm, men at bruge den kreativt, at finde andre måder at bruge den på, sådan som Poschmann beskriver det.

 Der nicht mehr dramatische Theatertext er udkommet på Max Niemeyer Verlag, 1997 og genoptrykt i 2010. Gerda Poschmanns ph.d.-afhandling (1996) er fra Ludwig-Maximilians-Universität i München.

Artiklen er tidligere udgivet i magasinet Teater1 #177.

Seneste

★★★★★☆ Rottefælden 2024 – musikalsk pletskud

Rottefælden 2024 emmer af overskud og originale greb på...

Mindeord for teaterdirektør Lars Sennels

Da Lars Sennels sidste år forlod sit job som...

Nyhedsbrev

Annonce

Udforsk videre

★★★★★☆ Rottefælden 2024 – musikalsk pletskud

Rottefælden 2024 emmer af overskud og originale greb på...

Mindeord for teaterdirektør Lars Sennels

Da Lars Sennels sidste år forlod sit job som...

Skal vi nedlægge Statens Kunstfond og lade politikerne uddele kunststøtte?

Kommentar fra Jakob Tekla Jørgensen
Annonce
Gritt Uldall-Jessen
Gritt Uldall-Jessen
dramatiker og cand. mag.
Annonce

★★★★★☆ Rottefælden 2024 – musikalsk pletskud

Rottefælden 2024 emmer af overskud og originale greb på samtidens temaer. Det bobler med gode tekster i en veloplagt iscenesættelse, hvor musikaliteten stråler ud...

Mindeord for teaterdirektør Lars Sennels

Da Lars Sennels sidste år forlod sit job som teaterdirektør ved Vendsyssel Teater i Hjørring, var det for at flytte til København til sin...