I Møller & Larsen på Det Kongelige Teater brillerer Søren Sætter Lassen og Henning Jensen i dramatiker Jacob Weis’ intelligente og poetiske samtaledrama om Opera-konflikten – kampen mellem kunst og økonomi.
De sidder oppe på taget af Operaen: Møller og Larsen. Forretningsmanden og arkitekten. De er uvenner. Den ene sidder i en ødelagt plasticstol og den anden på en mindre bænk. De vender sig væk fra hinanden i raseri. Men så begynder de alligevel at tale med hinanden. For en indædt strid i mellem dem, om selvsamme Opera-bygning, de sidder på, vil aldrig høre op. Var det lyset eller pengene, der burde bestemme? Kunstneren eller mæcenen, der havde ret?
En ung, blind hashrygende kvinde eller engel dukker op på taget og mægler mellem dem; hun fører instrumentelt handlingen og dramaet videre.
Jacob Weis har i dette meget velskrevne fiktive drama Møller & Larsen igen kastet sig over biografisk materiale, denne gang Mc-Kinney Møller og Henning Larsens virkelige stridigheder om Operaen.
Men i dramaet Møller & Larsen, næsten umærkeligt iscenesat af Thomas Bendixen, på Det Kongelige Teaters lille scene Mellemgulvet, er de to magtmænd døde og diskuterer nu selv i efterlivet, hvorvidt bygningen skulle have haft et indgangsparti af rent glas, så lysets stoflighed kunne falde ind i rummene efter Larsens ønske, eller om det var rigtigt at sætte ’kølergitteret’ op, som Mc-Kinney Møller fik trumfet igennem, fordi glas efter hans mening ikke kan forblive smukt.
Helvedet er de andre
De sidder oppe på taget og kan ikke komme væk, dømt til at være sammen for evigt. Om de er i himlen eller helvede er ikke helt til at sige, men der er en klar reference til Jean Paul Sartres eksistentialistiske drama Lukkede døre med den kendte replik: ”Helvede er de andre”. Den unge, blinde engel, der forløser og får ordene til igen at flyde mellem de to gamle mastodonter, refererer tilsvarende til teaterhistoriens Agnes, der stiger ned til de levende i Et drømmespil af August Strindberg. Men Jacob Weis historiske referencer tynger ikke og er let-ironiske og humoristiske som en tungespids i siden af kinden.
De to mænd vidunderligt erfarent og sikkert spillet af Henning Jensen og Søren Sætter Lassen, er magtfulde på hver deres felt og facetteret beskrevet ligesom konflikten mellem dem. Møller iført mørkt habit og vest er stærk, magtbevidst og konservativ, som man kunne forvente, men også humoristisk og dameglad. Han bemærker englens ceriserøde neglelak, mens hans fars hårdhed og manglende accept er som et skjult skamfuldt sår på selvværdet. Larsen iført lys, løs arkitekt-kulturradikalt hør er den gennemfortvivlede æstet, og han er forfængelig, som man kunne forudse, men han bløder også op gennem forestillingen og danser ligefrem med englen og Hr. Møller. I portrættet af de to mænd opstår en inderlig sårbarhed hos dem begge; eksistentielle dybder som følge af deres ‘dødelighed’, ikke mindst i kraft af Weis’ velafstemte lyriske sprog, som når Larsen fx taler om, “hvordan, alt lægger sig om på siden, som en krop”.
Men forestillingen bliver ikke kun et interessant, fiktivt psykologisk portræt af to magtfulde mænd samt den kulturhistoriske konflikt om Operabyggeriets opførsel, den tilføjer sig også som et kunstnerisk bidrag til diskussionerne om kunsten og økonomien og deres indbyrdes komplekse afhængighed.
Møller & Larsen er intelligent og humoristisk taleteater om et stykke Danmarkshistorie og et fiktivt nuanceret portræt af to af landets tidligere mest indflydelsesrige personer. Man kan diskutere om ikke slutningen, der ikke helt skal afsløres her, bliver for lykkelig, for vil kunsten og økonomien ikke altid være uenige om, hvad der er vigtigst – har lyset eller pengene mest ret?
