Fredericia Teater viser endnu engang, at de er blandt eliten i dansk musical med deres stærkt sunget og fabelagtigt flot dansede genfortolkning af Prinsen af Egypten. Her er sansemættet lyssætning, billedstærke projektioner og en suværen Diluckshan Jeyaratnam som Moses med stemmen og skuespillet i sin magt til at vise alle facetter af figuren – så det er pokkers, at historien ikke rigtig fænger, når nu holdet er så stærkt.
Der er fyret op for funky Fame-dans, fængende lyseffekter og karakterstærke sangere, så ikke et øje er tørt i Prinsen af Egypten. For Fredericia Teater ved, hvordan man sætter an til det helt store musical-udtræk og teatret har for længst bevist deres frontposition som bannerføre inden for dansk musical.
Alligevel er der noget atypisk denne gang, for historien bliver aldrig rigtig nærværende, hvilket nok kan tillægges historiens episke form, men også en noget stilistisk iscenesættelse, hvor skuespillerne lidt statisk stiller sig forrest på scenen og fremfører deres tekst, mens det noget tomme scenerum, skabt af lys, projektioner, kroppe i formation og omflyttelige ”klippe-blokke” aldrig får opbygget et dynamisk og sanseligt univers som historien kan spille bold op ad.
De har ellers taget et fedt greb om fortællingen i Fredericia. For hvor Dreamworks tegnefilm fra 1998 holdt sig stramt til den episke historie med de bibelske fakta, så er fokus nu på de menneskelige relationer og forholdet mellem brødrene, med blik på hvad det kræver at være menneske, og hvordan livets store tilvalg kræver lige så smertelige afkald.
Helt konkret handler det om hittebarnet Moses og hans bror Ramses, der siden bliver Farao af Egypten, mens Moses forsøger at finde sig selv som hyrde hos beduinerne i ørkenen, før han til slut får befriet sit folk og ført dem til deres nye land.
I spidsen står en overbevisende, stærkt syngende Diluckshan Jeyaratnam som Moses, der tvivler, elsker og styrkes i troen på, at han skal føre slavefolket til frihed. Diluckshan Jeyaratnam har en stemmemæssig kapacitet som få og synger sig lige ind i hjertekulen med sin følelsesfavnende store røst, understøttet af hans mange-facetterede karakterspil – meget mere kan man vist ikke ønske sig på tilskuerrækkerne. Hans modpart (denne aften den amerikanske Jason Gotay) Ramses er et genialt cast, som hans diametrale modsætning med den skarptskårne, hårde fysik, barske fremtoning og bløde indre. Her er gnistrende flot samspil, der knivskarpt får tegnet den smerte, der er forbundet ved at bekrige én, man elsker, og dét kunne mærkes helt ned på de bagerste rækker.
På sidelinjen er et lige så velsyngende hold, og de forrygende dansere med koreografier, der bringer minder om fordums fede Fame-trin, er en fornøjelse at overvære. Samlet er Prinsen af Egypten en forestillingen med mange præstationsflotte optrin, der dog ikke er nok til at få fortællingen til at flyve.
