Lisbet Dahl er cirkusrevyens grand old lady og har været med i 32 år. Amalie Dollerup er for første gang en del af holdet bag landets mest ikoniske sommerrevy. ISCENE mødte dem under tilblivelsen af årets revy, der har premiere 17. maj.I månederne op til cirkusrevyens åbningsdag samles holdet på og bag scenen om et mødebord på den spanske restaurant La Casa på Dyrehavsbakken. Her bliver årets revy støbt, mens den tomme forlystelsespark bliver gjort klar til sæsonen. ISCENE satte holdets mest og mindst erfarne kvinde i stævne for at høre, hvad de forventer sig af årets revy.
Hvad betyder det for holdet, når der kommer en ny skuespiller – som Amalie?
LISBET: Det kommer nok til at gå ad helvede til…hahaha.
AMALIE: Det er jo et hold, der kender hinanden virkelig godt. De har en humor sammen og sådan en ’sådan plejer vi at gøre´. Der gik lige fire dage, så sagde Lisbet: Du skal ikke bekymre dig. Men jeg ser det som et stort plus, at skuespillerne kommer igen hver sommer. De kan godt lide at være her. Det siger meget om stedet.
Hvad med publikum – kommer de også igen hver sommer?
LISBET: Det er også de samme. Og en dag dør de, og så er der ikke flere publikummer.
AMALIE: Det er derfor, jeg er med – vi skal prøve at få den nye generation med.
LISBET: Jeg tror, det er blevet en tradition for mange. Når vi starter, hilser jeg altid på publikum som det første – det er noget af det, jeg er mest nervøs for – og der er mange, der fortæller, at de kommer igen hvert år.
Er der noget, man ikke kan gøre grin med i cirkusrevyen?
LISBET: Du kan ikke gøre grin med alvorlige ting. Eller du kan godt gøre det – men… Fx har vi ikke noget med kongehuset i år. Det er jo alvor. Og det handler om respekt, at man ikke gør grin med det. Men ellers kan man lave fis og drille med det meste. Men jeg bryder mig ikke om, at det er ondskabsfuldt og vulgært. Sproget og grænserne for, hvad man kan sige, ændrer sig også. Nu er det mit 32. år, og tingene har ændret sig.
AMALIE: Visesangene er ikke så lange mere.
LISBET: I gamle dage var de lange som onde år og folk syntes, de var fantastiske. Sådan er det ikke mere. Det er nok vores IT og internet, der gør det hele til sådan noget huj-hej-videre.
Oplever I, at der er kommet mere fokus på politisk korrekthed?
LISBET: Det er der, men ikke i cirkusrevyen.
Er der noget i revyens historie, som forpligter?
LISBET: Du skal bare være god.
AMALIE: Ja… Der er også nogle af de traditionelle ting med, at man skal ud på Bakken og have en middag og en fadøl og… Det skal være sjovt. Folk skal have et show. Når jeg fortæller, at jeg er med i revyen, kan jeg godt blive mødt af sådan en ’Nå, så skal du løfte arven’. Men jeg ved ikke rigtigt, hvad det er for en arv. Jeg er jo ikke Grethe Sønck. Men det er nok fordi, det er sådan et ikonisk sted. Nu har jeg læst meget om historien.
LISBET: Har du?
AMALIE: Ja, jeg fik en bog om cirkusrevyen af Torben (Torben ”Træsko” Pedersen, direktør for Cirkusrevyen, red.), da jeg skrev under på kontrakten. Og der har jo været mange mennesker forbi i løbet af årene – det er først nu, I har mindre udskiftning.
LISBET: Det gik op for mig og nogle af de andre for omkring ti år siden, at vi har været her længere tid end nogle andre i revyens historie.
AMALIE: Og det er fordi, det går så godt!
Hvad glæder I jer til, og har I nogle bekymringer i årets revy?
LISBET: Vi er ikke bekymrede for en skid!
AMALIE: Siger du! Men det er et godt mantra…
LISBET: Jeg glæder mig altid til lørdag efter premieren. Vi har premiere en torsdag, så spiller vi to gange fredag og to gange lørdag. Og så: lørdag aften efter den sidste forestilling har vi fri søndag og mandag. Det er helt vildt, og så finder jeg på et eller andet. Tager på hotel eller til Bornholm. Jeg tør ikke flyve, for jeg er bange for, at jeg ikke kan komme tilbage til onsdag aften.
AMALIE: Jeg glæder mig til at komme ind i teltet og stå på den scene og mærke rummet. Jeg skal nok bare lade være med at bekymre mig så meget.
LISBET: Man skal bare op og stå på scenen og synge en sang, og så er den potte ude.
