★★★★★☆ Lov mig aldrig at glemme – fremragende forestilling om forelskelse, frygt og fetichisme

Med Lov mig aldrig at glemme bevæger Niels Erling og Marie Bjørn sig ind i den prisbelønnede duos hidtil mørkeste univers. Her hersker natten og skyggerne, og co-produktionen mellem Blaagaard Teater og AKT1 er et stærkt vidnesbyrd om, hvad teatret kan, når folkene bag både har noget på hjerte og noget på spil.

I den hjerteskærende fortælling om den asymmetriske kærlighed møder vi Nanna og Noa, spillet af henholdsvis Tammi Øst og Christopher Nallo, en hvid kvinde i 60’erne og en brun mand omkring de 30. De vælter ind i hinandens liv ved en tilfældighed og skærer sig dybt på den uforudsete forelskelse. 

Nanna og Noa spænder ben for sig selv og hinanden, før resten af verden overhovedet får chancen for at gøre det, og heri ligger det smertelige: Så længe man selv fucker det hele op, så har man i det mindste en illusion om kontrol over sin egen tragedie.

Fornem tekst og instruktion

Marie Bjørns tekst er fremragende. Med al den nødvendige følsomhed beskriver Bjørn ikke alene en kærlighed, som ikke flugter med normerne, men også frygten for ikke at være andet end et feticheret objekt i øjnene på den, man elsker – og vice versa.

Dialogen er skarp og sjov, og de små publikumshenvendte arier er fyldt med underspillet poesi, som når Nanna beskriver et af parrets mange brud således: “kroppen bliver hjemløs i luften hver gang, man forlader hinanden”.

Manuskriptet er en konstant balancegang mellem lys og mørke, og den samme vekselvirkning finder man i instruktionen. I de konventionelle spillescener forløser Niels Erlings grundige personinstruktion tekstens alvorlige temaer med en indsigtsfuld respekt, men der er heldigvis aldrig langt til det næste, forløsende grin. 

Vi har i den grad brug den lette og akavede humor, som ofte er en integreret del af Niels Erlings stil, for fortællingen er i sin essens så grum, at ubehaget tidligt slår dybe rødder. Det umage par kæmper med omverdenens bebrejdende blikke, og når den internaliserede skam skifter ham og udfolder sig som rendyrket perfiditet, driver smerten ned af væggene.

Skuespil fra øverste skuffe

Tammi Øst brillerer i rollen som Nanna, og hvert sekund i hendes selskab tilføjer endnu en værdifuld nuance til det meget helstøbte portræt. Fra de overanalyserede raptusser til bitre stunder af sober erkendelse er hver en detalje leveret med største troværdighed, og der er virkelig tale om en fremragende præstation.

Christopher Nallos stoiske spil komplimenterer på fornemste vis Østs ofte koleriske stil. Hans tilstedeværelse er som en dal, hun kan råbe i, så det runger og giver replikker fylde i tavsheden. Tilsammen udgør de en sårbar, men charmerende enhed, og man forstår til fulde, hvad Nanna og Noa ser i hinanden, når man iagttager Øst og Nallo. 

Lise Marie Birchs scenografi er nordisk og nydelig, men giver først for alvor mening i sammenspil med Jim Falks lysdesign, som spiller en væsentlig rolle i at skabe dynamik i det ellers abstrakte og stillestående rum. Også komponist og lyddesigner Rasmus Junckers tætte og præcise univers supplerer det formmæssigt simple drama og giver sanselig variation til det drømmende udtryk.

Lov mig du aldrig vil glemme er en modig, velskreven og velinstrueret forestilling, som med respekt og humor tør tilgå nogle dybt tabuiserede problematikker, som vi alle har brug for at høre mere om.