Ungdommens forvandling

Interview med Elisa Kragerup

<strong>Ungdommens</strong> forvandling

Elisa Kragerup. Foto: Catrine Zorn

Mette Garfield:

Mette Garfield er cand. mag. i litteraturvidenskab og kulturjournalistik. De sidste ca. 13 år har hun arbejdet med formidling af scenekunst, særligt det eksperimenterende tværdisciplinære felt, som anmelder, kurator og skribent.

Billedserie

Instruktør Elisa Kragerup har fået stor ros for sin sceneversion af romanklassikeren Den kroniske uskyld – en forestilling om overgangen fra barn til voksen. Med sin snarlige tiltrædelse som chef på Betty Nansen Teatret står hun også selv over for forandringer. ISCENE har mødt hende til en samtale om transformation, scenekunstens potentiale og teaterchefers ansvar.

Hun er særligt nærværende at tale med – Elisa Kragerup. Hun har sat mig stævne på en café tæt på Betty Nansen Teatret, hvor hun sammen med producent Eva Præstiin snart overtager chefposten. Hun har derfor i et års tid dobbeltjobbet på henholdsvis Betty Nansen og på Det Kongelige Teater, hvor hun lige har instrueret sin teaterversion af romanen Den kroniske uskyld af Klaus Rifbjerg. Men det lader ikke til at have gjort Kragerup stresset. Hun er rolig, glad og ikke mindst meget optaget af sit arbejde.

Romanen Den kroniske uskyld foregår i 1950’erne og omhandler den intense og følelsesladede overgang fra barn til voksen. Hovedpersonen og jeg-fortælleren, Janus, bliver bedste venner med idealet Tore. Et nærliggende spørgsmål er derfor, hvorfor denne bog er vedkommende for et publikum i alle aldersgrupper i år 2018?

”Den alder mellem 10-20 år, hvor alt sker for første gang, har altid optaget mig meget. Man husker den periode bedst i livet, fordi alt er førstegangssansninger, erfaringer og ikke mindst forventninger, der bliver til realiteter. Det er så fint beskrevet i Den kroniske uskyld. Drømmen om, hvad sex er. Hovedpersonerne Janus og Tore møder vi først som næsten børn. I fortællingen danner de sig herefter gennem ungdommen til voksne. De tænker naturligvis over, hvordan det er at have en kæreste, at være i seng med en pige”, forklarer Kragerup, som i flere andre sammenhænge fx i hendes version af William Shakespeares Romeo og Julie (Det Kongelige Teater, 2014) har iscenesat ungdommen svært rammende.

”Romanen folder så efterfølgende nogle helt andre realiteter ud. De unge slår sig på livet. At iscenesætte den tid skaber en fantastisk sammenhørighed. Det er meget tydeligt i teatersalen til Den kroniske uskyld, at selvom det for nogen publikummer er 50 år siden, så kan de huske, hvordan det var at stå i en gymnastiksal og kigge gennem rummet, hvor hun kom ind, pigen, der var hende. Det møde og den særlige tid er genkendeligt og rammer alle, der sidder der. Vi har også bibeholdt forestillingen i 1950’erne, fordi det kan være lettere at drømme og leve sig ind i en anden måske mere uskyldig tid”.

Den kroniske uskyld
Morten Hee Andersen og Sicilia Gadborg Høegh i Den kroniske uskyld. Foto: Camilla Winther

Rummet i opsætningen af Den kroniske uskyld er som i alle Kragerups iscenesættelser en vigtig medspiller. I forestillingen over Rifbjergs roman er det med til at forstærke oplevelsen af ungdommens førstegangssansninger. Publikum er nemlig intimt placeret i det lille rum på tre niveauer rundt om scenen, og i hver side er der trapper op.

”Scenografien er meget ren og minimalistisk. Vi har forsøgt at lade publikum være så tæt på karakterne og deres relationer, så man føler, man sidder midt i dem. Man får lov til at være sammen med karakterne. Man mærker, når den særlige pige kommer ind i rummet. De sansninger og fornemmelser bliver man en del af som publikum. Skuespillerne spiller også på trapperne henover publikum”.

Er det dette fælles rum og de sanselige fornemmelser teatret særligt kan?

”Ja, når vi laver teater, handler det om, hvad vi kan skærpe. Det er jeg altid optaget af. Nogle mener, der ikke er grund til at lave teater på forlæg af kendte romaner og film. Men hvis teatret kan skabe særlige dimensioner i forhold til historien, mener jeg, det er begrundet. Men hvis man bare efterligner filmforlægget og ikke tilfører noget nyt, har jeg sværere ved at se hvorfor. Men den fælles oplevelse og sanseligheden i teaterrummet er helt særlig. Det er det, teater, vi har lavet med Den kroniske uskyld”.

Skamfulde skyggesider

I Rifbjergs roman forelsker Tore sig i og bliver kærester med den vidunderlige, overklassepige Helle. Janus er på en måde lidt forelsket i dem begge samtidig med, han har sex med piger, han ikke vil være ved.

”Rifbjerg gør noget fantastisk ved at skabe de her karakterer, som vi har stor sympati for, men som alle har skyggesider, de ikke tør dele med hinanden. Janus og Tore er som venner helt symbiotiske, men begynder også at have hemmeligheder for hinanden.
Der er ting, vi skammer os over. Vi opdager vores egen utilstrækkelighed i forhold til nogle ting: Du ser en ting, men jeg er noget andet. Vi tør ikke sige højt, hvem vi er. Det er også utrolig genkendeligt”.

Men der er selvfølgelig også en rigtig slange i tragedien. Helles mor, den aldrende og smukke Fru Junkersen, vil ødelægge det for de unge. Hun forfører i slutningen sin datters kæreste Tore.

”Seksualiteten er selvfølgelig et vildt kapitel at åbne i sit liv. Det er i Den kroniske uskyld meget stærkt repræsenteret ved Fru Junkersen, der ofte bliver opfattet som en meget dæmonisk karakter. Men det hele er jo set fra Janus’ perspektiv, og det, syntes jeg, var interessant at undersøge på scenen.”

Bogen har som nævnt en jeg-fortælling, der ser fortællingen fra Janus synsvinkel. Det var derfor vigtigt for Kragerup at finde frem til, hvordan alle karakterne kunne være i fortællingen, selvom det er Janus’ fortælling; en tematik, som på sin vis også er med til at føre forestillingen op til i dag, hvor andres og ens eget blik konstant hviler hæmmende på én i kraft af de sociale medier.

”Det var interessant at udforske også for skuespillerne, hvordan de andre karakterer fortæller sig ind i Janus fortælling. Hvilken tekst skal de sige? Hvilken tekst skal Janus sige? Hvornår kan de tale for sig selv? Hvornår er det tydeligt en andens blik på dem? Det var spændende at undersøge, hvad der er reelt, og hvad der er en andens synsvinkel. Vi har derfor indlagt et metalag i opsætningen, hvor karakterne gradvist oplever en modstand mod Janus’ fortælling om dem. De vil være sig selv. Det er som om, rollerne bliver sværere at være i. De kæmper for at blive sig selv.”

Hovedkarakteren Janus har fx et stort behov for, at vennen Tore er uovervindelig. Han skal være på en piedestal, for så kan Janus hele tiden placere sig selv i forhold til ham. Vores fejlagtige forestillinger om hinanden er en anden genkendelig del i forestillingen. Ingen kan være så perfekte som Tore, ifølge Janus, er.

”Dette uskyldstab er sårbart. Det er sørgmodigt og smukt. Det er som at vokse ud af en ham og blive en anden. Det er fint at følge både, når man læser romanen og oplever forestillingen. Janus er er helt andet menneske, når forestillingen slutter i forhold til, når vi møder ham første gang. Han er gået igennem ungdommens forvandlingstid”.

Den kroniske uskyld
Morten Hee Andersen og Simon Bennebjerg i Den kroniske uskyld. Foto: Camilla Winther

Chefposten på Betty Nansen Teatret

Elisa Kragerup, der tidligere som en del af dramaturgiatet på Det Kongelige Teater har været med til at lægge repertoire og har været kunstnerisk leder af Det Røde Rum på samme teater, går selv igennem en forandringstid i øjeblikket. Hun tiltræder som sagt allerede d. 1. juli som kunstnerisk teaterchef på Betty Nansen Teatret.

”Det har været lidt skizofrent, for jeg har samtidig med forberedelserne til at lægge repertoire for den første sæson på Betty Nansen været husinstruktør på Det Kongelige Teater. Hjertet har været to steder på én gang. Jeg har tænkt på Janus i Den kroniske uskyld, der siger, at det er mærkeligt at være forelsket i to personer på samme tid.
Det er vigtigt for mig at pointere, at der er tale om et makkerskab. Vi er to på posten på Betty Nansen Teatret. Vi har hver vores fagligheder. Eva Præstiin er producent, og jeg er instruktør og kommer også til at udøve det felt. Jeg kommer til at lave to forestillinger om året”, fortæller Kragerup smilende.

Hun forklarer derudover, at Betty Nansen Teatret er et helt særligt teater for hende: ”Scenerne og teatrets profil passer mig så godt”.

Elisa Kragerup. Foto: Catrine Zorn

Hvorfor passer det så godt?

”På Betty Nansen er der en opgave om at opsætte klassikere, som også kan være litteratur, i nye fortælleformer, en opgave om at opsætte nyere dramatik og musikteater. Det har jeg alt sammen beskæftiget mig meget med. Derudover kan jeg godt lide Betty Nansens klassiske teatersal. Jeg elsker at gå ind i det rum. Der er en særlig koncentration, fokus og kærlighed til teatret. Der er plads til 500 mennesker. Det tror man ikke, når man er der. Det er et teater, hvor man kan være mange, men stadig føler sig tæt på. Jeg er jo vild med skuespillere, og man føler, man kan se dem i øjnene på Betty Nansen Teatret”.

Genresammenstød og udvikling som målsætning

Det kollektive arbejde, de skabende processer og udviklingen bliver en grundlæggende målsætning for Betty Nansen Teatret med Elisa Kragerup som kunstnerisk leder.

”Vi kommer til at udvikle og lave nogle genresammenstød. Vi vil undersøge, hvordan man kan bruge musik i teatret. Jeg tror, vi kan være modigere. Det var fx interessant i mit arbejde med gruppen Sort Samvittighed at gå fra at fortolke Anne Linnets musik i opsætningen Hvid magi til at lave ny musik til forestillingen Tove, Tove, Tove. Det var spændende at mærke, at man godt kan lave bredt teater med helt nyskrevet musik. Det er jo ikke så sikkert som at opsætte allerede præsenteret materiale. Vi kunne eksempelvis undersøge, hvad der sker, hvis man tager en moderne klassiker og tilfører den greb fra moderne opera? Eller fortæller en klassisk fortælling uden ord med moderne rytmiske dansere?”

Hvilket ansvar, mener Kragerup, en teaterchef har for at give det moderne teater relevans for samfundet i dag? Hvilke udfordringer står samtidens teater overfor?

”Man har vist de sidste 200 år sagt, at teatret mangler relevans for samfundet”, griner Elisa Kragerup højt, men bliver så straks mere alvorlig:

”Nej, teatret er ikke en selvfølgelighed for mange mennesker længere. Kulturudbuddet har ændret sig. Men jeg har en dyb tro på, at det i virkeligheden er den største luksus at gå ind i et teaterrum. Der findes i dag stadig et sted, hvor folk slukker deres mobiltelefon og giver deres nærvær til at være sammen om noget i 1-4 timer. Det er et helt vildt attraktivt rum. Det, jeg selv savner i min hverdag, er nærvær, fordybelse og fællesskab. Alle de ting er der ikke et stærkere medie for end teatret. Vi skal blive bedre til at skabe det måske og være gode til at fortælle om det. Men vi skal insistere på, at teatret er et særligt levende møde”.

På den måde afslutter min samtale med Elisa Kragerup med det nærvær, den begyndte med, og vi aftaler at tale mødes igen til en samtale om hendes åbningsforestilling på Betty Nansen. Det er en teaterfortolkning af den britiske forfatter Virginia Woolfs fantasifulde transformationshistorie Orlando; beretningen om et menneske, der lever igennem århundreder snart som mand og snart som kvinde.

Som teaterdirektør for Betty Nansen Teatret har Elisa Kragerup det kunstneriske ansvar for teatret. Eva Præstiin er direktør og har ansvar for teatrets økonomi, administration og organisation.

Del artiklen

'Ungdommens forvandling'

Facebook