Der er tradition for, at den toneangivende Hjørring Revyen skiller sig ud ved ikke at være som de fleste andre revyer landet over. Revyen i det Nordjyske er således ikke parodiernes holdeplads, så glem alt om imitationer af kendte eller kongehuset.
Dette er hidtil stedet, hvor de hurtige skæve og skøre indslag poetisk har sat fokus på landets fortrædeligheder og publikums evne til at spejle sig selv i mange af indslagene. I dette års udgave er problemet bare, at den hidtidige poesi og lette ord-charme er blevet afløst af en mandehørms tendens, der bodega-plat ikke løfter sig mange centimeter op eller ned fra mænds mellemgulv. Læg dertil, at de mange ord-legende indslag, som før i tiden var karakteristiske for stedet, ikke længere præsenteres som små hurtige indspark, hvor publikum skal tænke sig om en ekstra gang. I stedet foldes hvert enkelt indslag ud og forklares helt ned i detaljen, hvad der tager enhver gnist ud af nummeret. Et af de talrige eksempler er Skelettet af ung kvinde, der er et indslag, som i bogstaveligste forstand viser en ske løftet op af ung kvinde. Den skæres så udførligt ud, at selv de dybest-sovende gæster på de bagerste rækker fatter pointen, og sådan kan jeg blive ved.
Det vrimler med middelmådige tekster – ofte skrevet af de medvirkende selv. I mange af teksterne lægges der vægt på, at vi som publikum skal lære at acceptere dem, som er anderledes ved at være fx uforholdsmæssigt tynde elle tykke. Så langt så godt. Så meget desto mere pinligt virker det, når Christian Mosbæk i egen tekst, hænger ældreminister Thyra Frank ud for hendes udseende, her i et indslag om oppustelige sexdukker, der lejes ud til kunderne med EU-støtte. Selv til premieren faldt den monolog til jorden med et brag og med god grund.
Mange af indslagene er alenlange og burde kortes for at stramme op om pointen. Der er heldigvis få lyspunkter, fx Skillingsvise-indslaget, der nærmere er et folkeviseindslag, hvor Jacob Morild og den lovende revydebutant Merete Mærkedahl giver den som skjald og musikledsager, og en del af teksten forsvinder under musikken, hvad der kommer mange finurlige forvekslinger ud af. Godt skrevet af Morild og super fremført af dem begge.
Størsteparten af teksterne er skrevet af mænd, spillet af mænd og iscenesat af mænd (Tom Jensen) og kun musikledsaget af mænd. Så måske er det ikke så mærkeligt, at teksterne også primært handler om mænd og ikke mindst deres/vores kønsdele. I de mange indslag og tekster spilles der på alt fra prævention til forhudsforsnævring, der kulminerede med indslaget om, at nu vil muslimer og jødiske mænd have forhuden tilbage, så de også har noget at rive i, i lighed med de kristne brødre. Hvad skal vi med sådan en tekst? Hvad kan den bruges til? Fint, hvis den så begrundede sig i noget faktuelt eller noget i tiden, men her er det bare en sjov drengerøvs tekst, hvor vi skal pubertet-fnise over lidt frække ord. I det hele taget ville store dele af denne revy gøre sig bedst i et herreselskab rundt om et billardbord med en håndfuld bajere lige ved hånden, men jeg gætter på, at mange kvinder ser flere af indslagene som en mellemting mellem selvpralende og totalt selvovervurderede.
Og det er kvindernes aften på scenen, for uden de to stærke spillere i front var der ikke meget at komme efter. Det er Merete Mærkedahl og skønne Pernille Sørensen, der i den grad holder revyen til bidet. Ikke mindst er det Pernille Sørensen, der, i sin egen tekst Ånden fra 68, brillerer med tæft for komikken. Og det er også de to damer, som leverer revyens eneste rigtigt morsomme ordforbistrings-indslag, her i form af Hos Fiskehandleren, hvor der ikke bare spilles på ord, men også dialekter i forhold til ordene laks og slags.
Revyen er for første gang – efter 44 år på byens gamle teater – flyttet til nye og fantastiske omgivelser, her i form af det spritny Vendsyssel Teater. Transformationen til det nye sted sidder lige i øjet og scenograf Kirsten Brink og lysdesignerne Kasper Daugbjerg og Thomas Holmstrøm leverer her tilsammen landets ubetinget flotteste, mest helstøbte og mest velfungerende indpakning. Super de lux og på dette ene punkt står revyen til 6 stjerner, hvilket ligeledes kan siges om den forudgående vin-menu-middag, som kan tilkøbes på den nærliggende Michelin restaurant Bryggeriet.
Hjørring revyen vil sit publikum al det bedste, ærgerligt at den så i år præsenterer alt det modsatte. Eller sagt på en anden måde, her udtrykt med revyens egen jargon: Denne revy sparker røv – bare indad.
