Dansk teaterkritik bliver ikke det samme igen, nu hvor Henrik Lyding er gået bort. For få mennesker i Danmark var så vidende som Henrik, om hvad der rørte sig i dansk teater netop nu, og kunne skrive så præcist om, hvordan forestillingen fungerede på scenen.
Henrik så nærmest alt, der blev sat op på de danske scener, hvad enten det var revy, ballet, opera, børne/ungdoms- eller klassisk teater, for bare at nævne et par af hans favoritgenrer. Og hans mangeårige selvsyn med størstedelen af dansk scenekunst resulterede i et imponerende historisk indblik, der aldrig bare blev en kategorisk opremsning, men altid udfoldet i en analytisk kontekst, der på godt og ondt perspektiverede den aktuelle forestilling og understøttede kritikken.
Henrik var et omvandrende teaterleksikon, og lod man sig rive med af et moderne greb i en klassisk opsætning, kunne Henrik næsten altid fortælle hvor og hvordan, det var set før – aldrig nedladende eller bedrevidende, bare lidt drillende og altid med en kærlig undertone.
Henrik holdt af de underspillede og skarpe replikker, og det var en fornøjelse at være med i debatten, når han slog sig løs. Altid var han klar med den satiriske replik, som da jeg i forbindelse med noget fælles tekstarbejde havde lavet en slåfejl i mailen og Henrik straks replicerede: ”Det er fint med tekstudvalg. Især hvis du skriver Lyding og ikke Lydig. Det andet er jeg, det første hedder jeg!”
Lydig eller ej – Henrik var altid klar til at hjælpe, når man mailede eller ringede om råd.
Sidst vi var sammen, var til Græsted Revyen i juni, hvor vi i en lang lun sommeraftenspause fik vendt dansk teater plus det løse på kroens terrasse og aftalte at mødes efter sommer og snakke om det næste ISCENE-magasin – men nu er det hele forandret, og det er så usigeligt trist.
Der er skrevet så meget smukt og rørende om Henrik det sidste døgn, og jeg vil derfor blot citere min gode ven og anmelderkollega Rikke Rottensten, som rammer Henriks væsen så præcist med et minde, der altid vil stå i (også min) erindring:
”… jeg blev altid glad, når jeg kom ind i en teatersal og så ham sidde klar med den sorte taske på knæene, et glad, drillende smil på læben ledsaget af en skarp og munter kommentar. Og man vidste, at om ikke andet blev i hvert fald pausen sammen med Henrik god denne aften!”
Jeg kommer til at savne Henrik så meget fremover – hvil i fred.
