Den prisbelønnede tyske skuespiller Corinna Harfouch spiller den tavse Elisabet i Bergmans psykologiske drama Persona, når forestillingen opføres på Malmø Stadsteater, mens hun er den talende Alma når de spiller i Berlin. ISCENE mødte skuespilleren til en samtale om forskellige spille-traditioner, om at miste sin tro og Bergmans mangefacetterede kvinderoller.
Ingmar Bergman holdt overordentligt meget af kvindekønnet. Så meget at han giftede sig med hele fem forskellige repræsentanter. Størstedelen af hans films hovedroller var kvinder, og over i dem projicerede han sine egne indre kampe og eksistentielle kriser. En kunstnerisk strategi, der gjorde hans værker populære i hele verden med starletter som Bibi Andersson, Liv Ullmann og Harriet Andersson på plakaterne. Men samtidig en tilgang, som kan være udfordrende for selv nutidens moderne skuespillerinder.
“Jeg bliver nogle gange vred på Bergman – fordi han tilskriver sine kvindefigurer så uendeligt meget. Ting, som kvalte ham i hans liv – det skriver han ind i kvindefigurerne. Han projicerer sine egne problematikker ind i sine kvinderoller”, fortæller Harfouch, da ISCENE møder hende i en pause fra et stramt program af prøver og filmoptagelser.
At miste sin tro
Rollen som Elisabet i Persona – en feteret skuespillerinde, der en dag midt i en scene på teatret holder op med at tale – er ofte blevet tolket som en af Ingmar Bergmans kunstneriske projektioner. I 1966 blev hun spillet af en af instruktørens yndlingsmuser og senere hustruer, Liv Ullmann. I den tyske instruktør Anna Bergmans fortolkning på Malmø Stadsteater er det Corinna Harfouch, der prøver kræfter med den stumme kvindefigur.
“Jeg vidste ikke, hvor svært det ville være at spille en rolle, der ikke taler. Og oven i hatten kan jeg ikke forstå min medspiller Karin Lithman’s replikker, fordi de er på svensk. Jeg kender jo stykket, men jeg vidste under prøverne tit ikke, hvor Karin var, og hvad hun sagde. Hun på sin side var ofte fortvivlet over at skulle tale så meget, mens min rolle bare tav stille”, siger den 64-årige skuespillerinde med de glasklare, lyseblå øjne, der er kendt for sin intellektuelle, distancerede udstråling.
I sit arbejde med rollen beskæftigede Corinna Harfouch sig med spørgsmål om tro og dets betydning for et menneskes ve og vel.
“En skuespillers tro er sproget. Troen på, at hun gennem sproget kan formidle ting – det er hendes kommunikation med verden. Hvis det ikke længere er hende muligt at tale, betyder det en dyb, eksistentiel krise”, siger hun om sin tilgang til den kunstnerisk eksperimenterende film fra 1966, som har været udsat for alt fra feministiske, psykoanalytiske og religiøse analyser og fortolkninger.
“Jeg har spillet med i mange forskellige slags stykker med forskellige spillemåder, men i arbejdet med “Persona” følte jeg det, som om nogen havde taget alle mine ting fra mig – mine penge, min telefon – og jeg kunne ikke holde mig til det, jeg normalt kan”. Det gjorde, at jeg et langt stykke tid følte mig meget udsat: Jeg var i et fremmed land, forstod ikke noget og følte mig en lille smule dum. Men det var en god proces og vigtig erfaring, fordi det rystede mig i min grundvold”, siger Corinna Harfouch.
Neo-nazister som inspiration
Men i sit livtag med Bergmans figur tog den tyske skuespillerinde udgangspunkt i det konkrete forhold, at Elisabet lider af en depression. Ved stykkets begyndelse er hun indskrevet på et psykiatrisk hospital, og det bliver besluttet, at hun skal tilbringe to måneder på den svenske ø Fårö sammen med sygeplejersken Alma for at blive kureret.
“I filmen Persona er det ikke klart, om Elisabet er klinisk syg, eller om hendes stumme tilstand er af mere eksistentiel art. Men valget om, at hun har en diagnose, syntes vi var logisk. Elisabet kan ikke elske sit barn, og det er jo en dyb smerte. Sådan noget bliver stadig ikke diskuteret offentligt, men jeg tror ikke, at denne problemstilling er sjælden: At en kvinde ikke kan elske sit barn sådan, som hun tror, hun skal”, siger Corinna Harfouch, som selv er mor til tre.
Men selvom – eller måske netop fordi – instruktøren i Malmö Stadsteaters opsætning af Persona valgte at fortolke Elisabet som syg, var det stykkets stadige samfundsrelevans, der tiltrak Corinna Harfouch.
“Jeg kommer fra DDR, og både der og i Vesten var Bergman en stor filmskaber. Som filminteresseret menneske har man set alt, hvad han har lavet, og Persona er en af de film, der ikke virker forældet – den bliver ved med at være interessant. På grund af den eksperimenterende stil og fordi den fortæller om en person, der bliver syg på grund af samfundet og ikke kun af private grunde – hvilket Bergmans ellers også skildrede fantastisk i flere af sine film”.
Det er en kendt sag, at Bergman selv befandt sig i en eksistentiel og kunstnerisk krise, da han skrev Persona. Filmen – og stykket – handler da også om at bevare troen på verden, når den er af lave og spørgsmålet om, hvilken rolle teatret og kunsten kan spille i denne sammenhæng, mener Corinna Harfouch.
”For eksempel er der i filmen billedet af munken, der sætter ild til sig selv i protest mod Vietnamkrigen. På samme måde har vi forsøgt at finde billeder fra vores tid, som gør os stumme. Hvor ordene og samtaler ikke længere rækker, fordi der hersker vold, som vi med vores midler ikke kan overkomme. Vores prøver foregik samtidig med optøjerne i Chemnitz, hvor tyske neo-nazister pludselig gik amok. Jeg var dybt berørt af det, og det gav mig en følelse af afmagt, som jeg kunne bruge i rollen som Elisabet”, siger hun.
Corinna Harfouch har medvirket i en lang række forestillinger og film. I 1980’erne var hun en af DDR’s kendteste filmstjerner, og siden har hun udmærket sig ved roller på stort set alle tyske teatre. Det danske publikum vil måske huske hende fra Oliver Hirschboegels’ Der Untergang, hvor det hun koldblodigt myrder sine egne børn i Hitlers førerbunker. Har den erfarne skuespillerinde nogensinde selv oplevet at blive “stum”?
“Som kunstner er man ofte i en situation, hvor man ikke tror på sig selv eller på, at det man laver, har en relevans. Men jeg tror dybt på mit arbejde – ikke nødvendigvis, at det har samfundsmæssig pondus, men at det betyder noget for de mennesker, der ser det. Det, at man som skuespiller ofte “dør” på scenen – oplever kriser – gør, at jeg har kunnet nærme mig en forståelse af den tilstand, Elisabet befinder sig i”.
Hvad gør du, når du mister troen på dig selv?
“Jeg arbejder enormt meget. Jeg håber, at jeg aldrig mister kraften til at blive ved. Jeg tror ikke, at jeg nogensinde kommer til at bukke under, når jeg har sådan en krise. Jeg tror på, at når jeg bruger de rammer og kontakter, jeg har, til at række ud og skabe noget for andre, vil mit arbejde blive ved at give mening for mig”.
Tyske skuespillere laver flere fejl
Persona på Malmø Stadsteater er et stort opsat samarbejde med Deutsches Theater. Først spiller forestillingen i Malmø og rykker siden til Berlin, hvor Harfouchs svenske kollega overtager rollen som Elisabet, og Harfouch får lov at prøve kræfter med de meterlange monologer som sygeplejersken Alma. Og selvom hun lige nu slet ikke kan forestille sig at skulle spille Alma, bliver det tiltrængt at få lov at tage bladet fra munden, indrømmer hun.
Tyske og skandinaviske skuespillere har jo forskellige spilletraditioner og tilgange til teatret. Hvordan vil du gå anderledes til rollen som Alma end Karin Lithman?
“Først og fremmest er jeg jo mindst 20 år ældre end Karin, og det gør i sig selv, at der er visse scener, vi vil spille forskelligt. For eksempel den, hvor Alma fortæller om den seksuelle oplevelse, hun havde på en strand og efterfølgende måtte få en abort. I versionen af stykket, hvor jeg spiller Alma, har vi besluttet, at hun aldrig har fået et barn siden – fordi hun er blevet for gammel -, og at historien fra stranden var et afgørende punkt, hvor livet ændrede sig for hende, fordi hun fik den abort. Så for Alma kommer hendes historie på spil i mødet med Elisabet på den måde”.
Var der spilletekniske forskelle mellem din og Karins måde at gå til rollen?
“I Tyskland er man vant til at have en meget legende tilgang til en teatertekst og ikke nødvendigvis læse den 1:1 – det er man nærmest lidt bange for. De svenske skuespillere, jeg har mødt, kan spille fantastisk realistisk og psykologisk. De spørger altid: “Hvorfor siger min rolle nu det? Hvad betyder det”? I Tyskland har vi fået en anden træning. Vi er ikke bange for at være åndssvage og lave fejl – at lade være med at tænke for meget. Hvis man hele tiden siger “jeg kan ikke gå i gang med teksten, før jeg har svaret på det og det og det”, kan det blive en stopklods”, siger Corinna Harfouch.
Hvor tysk teater ikke har ambitioner om at være smukt eller skønt, stræber skandinavisk teater ofte efter skønhed og psykologisk troværdighed, mener hun. De skandinaviske skuespillere er dygtige karakterskuespillere – ”og så synger de alle så smukt! Jeg elsker Karins måde at spille på, og det var fascinerende at se, hvordan hun kæmpede med stoffet. Det er helt klart en måde at bygge en rolle psykologisk og realistisk op, men det er kun én vej. Der er så mange udtryksformer, og pludselig kan der opstå en ny sandhed i teksten, som giver sig til kende, når man kaster sig ud i det usikre”.
En af de læremestre, som har præget hende, er den kendte, nu afdøde, tyske skuespiller og instruktør Jürgen Gosch.
“Han tillod aldrig nogle diskussioner under prøverne, men ville altid have, at man bare skulle prøve ting af: “Op på scenen”, sagde han. Han var uendeligt tålmodig og ville have, at vi skulle finde et udtryk for vores tvivl gennem spillet. Du finder nogle gange ting, når du bare “gør” uden at tænke. Så kommer der en anden forstand i spil, som du ikke kan kontrollere. Det tror jeg meget på”.
