Hvem definerer egentlig, hvad kunst er? Det er et spørgsmål, der tydeligvis har ligget den franske dramatiker Yasmina Reza på sinde, da hun i 1994 skrev Kunst. Og spørgsmålet er også stadig præsent i dag, hvor forestillingen kan opleves på den lille intime scene på Himmerlands Teater i Hobro.
Med Yasmina Rezas stærke tekst og glimrende skuespilpræstationer har Susanne Sangill skabt en fin og helstøbt forestilling på Himmerlands Teater. Kunst handler selvsagt om kunst. Men den handler også i høj grad om venskaber og forholdet mellem mennesker.
Tre oliventyggende mænd opholder sig ved en stor flyder af en råhvid lædersofa. Én stående bag den, én siddende i den og den sidste halvsiddende på armlænet. De er meget forskellige af både alder og udseende. Men de stirrer alle tre frem i luften. Tænksomme. Som overvejede de deres næste træk. Eller livet i det hele taget. De har netop afsluttet et heftigt skænderi. Eller tager i hvert fald en pause fra det. Et skænderi om deres venskab, om deres forskelligheder, om deres livsvalg og ikke mindst om det maleri, som satte gang i det hele.
Dråben, der får bægeret til at flyde over
Kunst skiller vandene. Og den kan tydeligvis også skille mennesker. Caspar Juel Berg, Ronny Sterlø og Erik Viinberg er virkelig velspillende i rollerne som de tre venner Marc, Yvan og Serge, der pludselig kommer i tvivl om alt i deres venskab.
Det er netop et kunstværk, der får bægeret til at flyde over og bliver kimen til deres skænderi. Til deres erkendelse af de grundlæggende forskelligheder, der kendetegner dem.
Erik Viinbergs intellektuelle Serge interesserer sig for moderne kunst og har investeret i et nyt værk. Et hvidt lærred med hvide streger, som Serge fortæller, at han har givet 100.000 euro for. »Hvidt lort« er reaktionen fra Caspar Juel Bergs Marc, der udstråler både afsky og forundring i sin iagttagelse af maleriet. Han kan ikke se sig selv holde af en mand, der vil betale så mange penge for det maleri. Mens Ronny Sterløs Yvan vælger den udglattende og mere godmodige tilgang. »Så længe det ikke krænker andre.«
Maleriet er omdrejningspunktet og katalysatoren for konflikten. Hele tiden placeres det strategisk, så publikum kun ser bagsiden af lærredet. Publikum oplever dermed værket spejlet i skuespillernes ansigtsudtryk, ord og kropslige reaktioner. Det er en virkelig effektiv detalje og et smart valg fra Susanne Sangills side, der på samme tid pirrer nysgerrigheden og lader det være op til hver enkelt blandt publikum, hvem af de tre på scenen, vi tror på.
Indre og ydre konflikter
Nick Pedersens scenografi er helt neutral. Hvide og grå toner overalt. Et firkantet rum med mørkegråt tæppe på gulvet, grå og hvide vægge, en skalstol og et sofabord i hvid højglans og så den førnævnte råhvide sofa. Det kunne være en stue i hvilken som helst lejlighed, hvor som helst i verden. En understregning af det universelle, som præger fortællingen.
Med Carl Koytus lyddesign kan skuespillerne træde ind og ud af samtalerne. Når hele scenen er belyst er samtalerne, interaktionen mellem de medvirkende, i gang. Og når lyset dæmpes, og der sættes spot på den enkelte, kan denne vise sit indre og sine personlige overvejelser for publikum. Det er en enkel, men effektiv måde at skildre både de indre og de ydre konflikter i fortællingen.
Umiddelbart handler forestillingen om kunst, men i lige så høj grad handler den om mellemmenneskelige forhold. »Hvem er du, som kan påtvinge andre din lov?« spørger Serge spydigt og understreger derved en af forestillingens pointer.
Yasmina Rezas dramatik spilles på både de store og de små scener. Hendes prisbelønnede stykke, Kunst, er nået til den lille scene på Himmerlands Teater. Ikke så langt derfra på Aalborg Teater har hendes Broadway-succes Blodbadets Gud netop spillet sin sidste vellykkede forestilling efter en måned på den Store Scene.
Læs mere om forestillingen her
