Publikumsudviklingsprojektet Applaus vil gøre scenekunsten i Danmark mere tilgængelig for forskellige grupper af mennesker gennem workshops og konkrete værktøjer, som teatrene kan gøre til en fast del af deres arbejdsproces. En måde at arbejde på er fx gennem teatersamtaler, en metode, der er udviklet af forsker i kunst, kultur og medier Louise Ejgod Hansen. Konceptet er enkelt: At lade publikum sætte ord på deres scenekunstoplevelser.
“Jeg er ikke sådan én, der går i teatret”.
De fleste har måttet lægge øre til ovenstående udsagn fra venner, familiemedlemmer eller bekendte. Mennesker, som ofte er kulturinteresserede, men alligevel ikke ser sig selv som typiske teatergængere. Begrundelsen kan være diffus: “Skuespillerne taler så højt”. “De har overdrevne ansigtsudtryk”. Eller: “Jeg forstår aldrig handlingen” er nogle af de aversioner, folk kan have mod den “gammeldags” eller “kunstige” kunstform, teatret i deres øjne er.
Men måske handler scenekunstens udfordring med at tiltrække nye publikumsgrupper mindre om det, der foregår på scenerne, end om alt det uden om? Måske mangler der ganske enkelt en kultur, der gør det muligt for folk at samtale om det, de oplever på teatret? Samtale, der kan åbne op for, at man diskuterer scenekunst, ligesom man diskuterer film – uden at være bange for at virke dum eller uvidende.
Denne tese blev i 2011 afprøvet af forskningsleder på Center for Kulturevaluering, Louise Ejgod Hansen, i et samarbejde med Scenekunstnetværket Region Midtjylland. Teatersamtaler kalder de projektet, som blev testet på 19 professionelle teatre. Nu opfordrer Applaus til, at teatre igen gør brug af metoden, som i al sin enkelthed har til formål at få folk til at sætte ord på deres scenekunstoplevelser og dermed gøre scenekunsten mere tilgængelig.
Fri fra forventningspres
”Det var nok bare mig, der var for dum til at forstå det”.
Ifølge Louise Ejgod Hansen har mange tendens til at ”give op”, hvis de oplever at være forvirret omkring en teaterforestilling. Med teatersamtalerne, som hun udviklede med inspiration fra blandt andet den svenske teaterudviklingsteori ”Teaterogön. Publiken möter föreställningen” fra 1986, kan man give folk en chance for at opnå større selvsikkerhed omkring deres egen oplevelse og mening om et stykke, siger forskeren til ISCENE.
”Når man får chancen for at tale med andre om sin oplevelse, får man en større fortrolighed i forhold til at vide, hvad man selv mener. Hvis man er uvant med at gå i teatret, er det vigtigt med en ramme for at gøre det til en god oplevelse. Det åbner også døren for at tale om det, man ikke syntes var så godt eller ikke forstod. Faktisk bliver en forestilling ofte bedre af, at man taler om den”.
Baggrunden for Teatersamtalerne var at blive klogere på, hvad publikum oplever, når de går i teatret samt at give teatrene en lejlighed til at erfare, hvad folk hæfter sig ved i forskellige forestillinger. Deltagerne blev inviterede til at se tre forestillinger og efterfølgende tale om dem i grupper på otte med en moderator i 1-1/2 time. I sammensætningen af grupper til teatersamtaler er det vigtigt, at alle ikke kender hinanden på forhånd, fordi det kan gøre, at de sociale roller er fastlagt, og at samtalen kan blive for privat, forklarer Louise Ejgod Hansen.
”Vi opdagede, at når de, der normalt siger “jeg er ikke sådan en, der går i teatret” blev sat sammen med nogle andre end deres venner, blev de løsrevet fra forventningspresset. Måske kunne håndværkeren ikke lide den eksperimenterende danseforestilling, men det var vigtigt for ham selv at kunne danne sin mening. Det viste, hvor stærke de sociale forventninger er, men også at de ikke altid stemmer overens med det, folk kan få ud af at gå i teatret”.
”Pludselig forstod jeg Marianne fra Scener fra et ægteskab”
Udover en forskelligartet gruppe, er det afgørende, at teatersamtalerne tager udgangspunkt i folks egen oplevelse og ikke fordrer nogle ”rigtige svar”, siger Louise Ejgod Hansen – at teatersamtalen foregår ud fra et anerkendende princip om, at det er deltagerne, der er eksperter på deres egen oplevelse. Noget af det, hun hæftede sig ved i udførslen af teatersamtalerne var, at deltagerne i overraskende grad identificerede sig med begivenheder på scenen, som ikke umiddelbart havde relevans i deres egne liv.
”For eksempel var der nogle unge, der så Scener fra et ægteskab, som jo er et midaldrende skilsmissedrama. En af drengene sagde om den kvindelige karakter Marianne: “jeg forstod hende godt, og det undrer mig egentlig lidt, for jeg er jo et helt andet sted i livet”. Det kom tydeligt frem i samtalerne, at folk sagtens kan relatere til stykker, der ikke nødvendigvis er oplagt stof for dem”, siger Louise Ejgod Hansen.
Med teatersamtalekonceptet var det et mål at foretage et skift i publikumsudviklingen fra at være produktorienteret til at være modtagerorienteret, forklarer hun:
”Grundtanken bag scenekunst er traditionelt produktorienteret – at lave en god forestilling, der skal høste gode anmeldelser, og så skal publikum nok komme, hvis bare de ved, at den er der. Vi prøvede at gå den anden vej og sige, at teatrene også er her for publikums skyld. Så er vi også nødt til at forstå, hvad de oplever, når de ser forestillingerne”.
Derfor er det også vigtigt, at teatersamtalerne ikke kun handler om det, der sker på scenen, men også om resten af teateroplevelsen: Det at komme i teatret, ens forventninger og oplevelsen af de andre tilskuere. Og for teatrene er det afgørende at holde sig for øje, hvordan de kan bruge samtalerne konkret fremadrettet.: Hvad lærte vi af denne indsigt i målgruppens oplevelse af teatret? Er der ting, vi skal forandre i vores fysiske omgivelser eller kommunikation? Giver vi den oplevelse, vi gerne vil? er nogle af de spørgsmål, man som teater skal stille sig selv som opfølgning til teatersamtaler.
Samtalerne kræver teatrets ressourcer
Et af de teatre, der i 2011 og 2012 gjorde brug af teatersamtalekonceptet, er Randers Egnsteater. Sammen med Louise Ejgod Hansen kuraterede dramaturg Tine Eibye efter en række forestillinger samtalerne med en bevidst udvalgt ”broget” skare af mennesker.
“I en af grupperne var der en pensioneret historielærer og en yngre kvinde, der lige havde uddannet sig til alternativ terapeut. Han holdt ofte fast i, at forestillingerne ikke havde et bestemt intellektuelt perspektiv med, hvortil hun sagde “hvad? Det var da fuldstændig lige meget, jeg kunne mærke, at der skete det og det i mig””, fortæller Tine Eibye, da ISCENE fanger hende på telefonen.
At have en gruppe, som var så forskelligartet, var meget givende, siger dramaturgen.
“Vi spurgte dem: Hvad synes I om historien? Hvad synes I om skuespillet? Scenografien? Lyssætningen? Hvordan var det at komme ind i en sal, hvor skuespillerne var etablerede i forvejen? Deltagerne syntes, det var fedt at dissekere forestillingen på den måde, og det hjalp dem ud i en debat, som de måske ikke naturligt var kommet ud i, fordi vi satte overskrifterne”.
Efter at have gennemført et givende forløb af teatersamtaler, tilbød Randers Egnsteater i den efterfølgende sæson, at publikum kunne skrive sig op til at diskutere udvalgte forestillinger som et gratis tilbud. I begyndelsen var der stor interesse for samtalerne – særligt efter de mere ”kunstnerisk progressive” stykker, som ofte tiltrak et teatervant publikum. Men Tine Eibye og hendes kolleger oplevede også, at folk efter et stykke tid faldt fra. Når samtalerne ikke er kuraterede og organiserede, holder folk sig nemlig tit væk af blufærdighedsårsager, mener hun.
“Folk kan være bange for at skulle være specialister, og mange bliver lidt utrygge, når de selv skal mene noget. Derfor er det afgørende, at der er en moderator til steder under samtalerne, så ”kloge-Ågerne” – de modne teatergængere – ikke får lov at styre samtalerne og tale de andre deltagere ned. Og det kræver selvfølgelig ressourcer fra teatrets side”, siger Tine Eibye.
Lige adgang til kunstneriske oplevelser
For Louise Ejgod Hansen bekræftede teatersamtalerne nogle af hendes teoretiske teser om, hvad det giver folk at gå i teatret: Det, at teatret kan være et rum for fælles refleksion over en tematik og fungere som et demokratisk rum. Og at opbygningen af en samtalekultur med publikum omkring teateroplevelser kan bidrage til at holde fast i det det klassiske, socialdemokratiske oplysningsideal og kulturpolitik, som de store kunstinstitutioner i Danmark er rundet af: At uddanne befolkningen til demokrati, stimulere kunstnerisk frihed og sikre befolkningen lige adgang til kunstneriske oplevelser.
På Randers Egnsteater blev Tine Eibye med teatersamtalerne bekræftet i, at de var med til at åbne op for netop dette, da et yngre par, som var kulturinteresseret, men ikke vant til at gå i teatret, efterfølgende blev faste gæster. Fordi de fandt ud af, at man ikke behøver tage pailletkjole på og købe champagne for at gå i teatret, blev det afmystificeret for dem, og de har siden set en lang rækker forskelligartede forestillinger, fortæller hun. Louise Ejgod Hansen supplerer:
”Teatersamtaler handler om at skabe en kultur, der åbner op for samtale. Teatrene har under alle omstændigheder glæde af den kvalitative feedback på en forestilling fra publikum og at anerkende deres værdi af oplevelsen bare en gang imellem. At spørge dem, hvad de egentlig har oplevet”.
Teatersamtaler – fakta og brug i praksis
Hvad handler teatersamtaler om?
- Teatersamtaler handler om at skabe en kultur, der åbner op for samtale.
- Det handler om at spørge publikum, hvad de egentlig har oplevet?
Hvordan fungerer det i praksis?
- Gør samtalegruppen forskelligartede – det er mest givende.
- Sørg for, at der er en moderator til stede, som sætter overskrifterne.
- Spørg bredt ind fx: Hvad synes I om historien? Hvad synes I om skuespillet? Scenografien? Lyssætningen? Hvordan var det at komme ind i en sal, hvor skuespillerne var etablerede i forvejen? osv.
- Sørg for at teatersamtalerne ikke kun handler om det, der sker på scenen, men også om resten af teateroplevelsen:
Hvad er formålet og hvad kan det?
- Teatersamtalerne kan hjælpe med at blive klogere på, hvad publikum oplever, når de går i teatret samt at give teatrene mulighed for at erfare, hvad folk hæfter sig ved i forskellige forestillinger.
- Det kan åbne op til en selvrefleksion. Hvor man fx kan se på om: Er der ting, vi skal forandre i vores fysiske omgivelser eller kommunikation? Giver vi den oplevelse, vi gerne vil? osv.
Artiklen er udgivet i et mediesamarbejde med Publikumsudviklingsprojektet
Applaus.
