★★★★★☆ GenZ Endgame – spot on teater om og til Generation Z

Hvis du ikke kan lide GenZ Endgame, er du enten blæst eller boomer! Sådan kort opsummeret med den yngste del af generationens egen jargon. For Sigrid Johannesens musikalske iscenesættelse på Aarhus Teater rammer spot on på de handlemønstre, tanker og modsatrettede følelser, der præger den unge generation, vi til daglig kalder Generation Z.

Generation Z er den betegnelse, vi bruger om dem, der er født fra midten af 1990’erne og frem til 2012. Det er en divers gruppe, der i dag er 12-29 år og derfor også befinder sig vidt forskellige steder i livet.

Men Sigrid Johannesen, der selv er født i 1995 og derfor lige akkurat klarer cuttet, formår i GenZ Endgame at favne dem alle, så hver enkelt vil opleve sine erfaringer, følelser eller opvækst spejlet i mindst én af de fiktive karakterer på scenen.

Laura Løwes enkle scenografi gøres levende og vild gennem effektiv brug af videoer på storskærme ved siden af scenen og på hele bagvæggen. Her er håndholdte liveoptagelser, hvor dansere og skuespillere skiftes til at filme sig selv i bedste selfie-stil. Og her er længere sekvenser optaget af kamerafører Sille Klysner Kjems på scenen eller af et stationært kamera på publikumsrækkerne. Mod slut suppleres det hele af Søren Knuds sansebombarderende videodesign, hvor hundredevis af små TikTok-videoer vises samtidig, som en manifestation af det mentale overload, unge konstant befinder sig i på de sociale medier.

Livet er en konkurrence

GenZ Endgame placerer sig som en mellemting mellem en teaterforestilling og en teaterkoncert. Rammefortællingen er et “talentshow to end them all,” som speakerstemmen indledningsvist forklarer os, mens en af de ansigtsløse dommere som en AI-persona vises på storskærmene på begge sider af scenen.

De tre dansere fra Holstebro Dansekompagni, Luke Hodkinson, Carley Lund og Igea Noioso, er alle iført ens, uniformslignende tøj med snævre, sorte nederdele, hvide skjorter og røde sko. I David Prices koreografi bevæger de sig, som var de levende udgaver af NPC’er (altså de ikke-spilbare karakterer i et computerspil). Og med gentagne, duvende bevægelser og aggressive tryk på røde buzz-knapper tager de publikum og deltagere gennem talentshowets velkendte faser. I hvert fald i forestillingens første halvdel, før showet kollapser, og deltagerne fortsætter på egen hånd.

Alle deltagerne i showet bærer det kønsneutrale navn Alex. Ganske oplagt, faktisk! Hver især repræsenterer de en del af Generation Z. “Du skylder ikke nogen noget,” siger den ene Alex med selvfed fuck jer-attitude, da Mette Klakstein, Kevan Nirwan Soliman og Yakuza som en cool Alex-trio med engelske ord i hver anden sætning gør klar til deres energiske version af Tessas Ben.

Tell us how you feel

Emil Prenters Alex har mistet sin stemme og vil bare gerne “have det grineren”. Mette Klaksteins Alex fordømmer ham som priviligeret, ung, hvid Andrew Tate-elskende mand, mens hun med Greta Thunbergsk dundertale vil have fokus tilbage på klimaet. “Vi kommer aldrig til at tilgive jer, hvis I svigter os,” råber hun, mens hun peger på sin runde, gravide mave for at fremhæve, at fremtidens generationer holder øje.

“Tell us how you feel,” siger speakerstemmen, mens de tre dommere omringer Thorbjørn Hedegaards usikre Alex midt på scenen. For denne Alex føler virkelig meget. Frygter meget. Ville allerede som ganske lille “gøre noget”, fx ved at sælge sommerhuset i Spanien og stoppe med at spise kød. “Jeg er blevet beskyttet hele mit liv, og så kommer det bag på folk, at jeg kræver safe spaces,” siger han opgivende helt mod slut.

Da showet kollapser ændrer hele iscenesættelsen karakter. Dansernes masker falder, og de bliver en mere integreret del af forestillingen på selve scenen, hvor de sammen med skuespillerne akkompagnerer de skiftende sangere på scenen. Som i Traum fra 2023 er det et velfungerende eksempel på samarbejdet mellem Aarhus Teater og Holstrebro Dansekompagni, når det virkelig giver mening af kombinere dans og skuespil.

Nuanceret, men ærligt portræt

Sigrid Johannesens iscenesættelse bygger på indsamlede historier fra Generation Z. Den unge generation, hvor alle er opdraget til at tro, de kan blive lige hvad de vil. Opvokset i talentshowets tidsalder, hvor “autentisk” og “unik” er nøgleord for det, alle stræber imod.

Men sceneportrættet er nuanceret og viser generationens styrker og svagheder side om side. Ikke bleg for at give forældrene til generationen et fur. “Jeg var 9 år, da jeg så hardcore porno første gang,” lyder én af replikkerne, der viser bagsiden af den blinde tillid, generationens forældre i begyndelsen havde til Internettet som et trygt sted for børn at færdes alene.

Den musikalske del fylder meget, men fungerer faktisk primært som stemningskabende element. Det er ofte sådan med musik, at skiftende tendenser og nye kunstnere dukker op så hurtigt, at kun ganske få års aldersforskel afgør, om man har de samme musikalske referencer fra barn- eller ungdommen. Musikvalget til GenZ Endgame, hvor huskunstner Marie Koldkjær Højlund har været konsulent, rammer måske ikke de yngste eller de ældste i målgruppen, men det er heller ikke så væsentligt. For det stærke i musikken ligger i fremførelsen og måden, de fem medvirkende leverer deres sange og gør dem til “deres egne” historier.

“Sygt god”

Selvfølgelig kan du være født i 1997 og passe bedre i definitionen af en Generation Y (også kendt som Millennials) end en GenZ. Ligesom du kan være født i 2010 og passe bedre som Generation Alpha. Sådan er det jo altid med generationsdefinitionerne. På Aarhus Teater har man ad flere omgange tidligere sat spot på generation Millennials – særligt vellykket i Nanna Cecilie Bangs My Heartache Brings All the Boys to the Yard fra 2018. Nu er tiden endelig kommet til de unge, og resultatet er vellykket.

“Den var sygt god,” sagde min GenZ-ledsager, da vi var på vej hjem efter forestillingen. Og da jeg spurgte, om hun havde kunnet genkende nogle af de følelser og temaer, forestillingen kredsede omkring, enten fra sig selv eller sine venner, var svaret utvetydigt ja. Faktisk dem alle sammen! En stærk bekræftelse af min egen følelse af netop at have overværet et virkelig vellykket og nuanceret scenisk portræt af en hel generation.