★★★★★☆ Græsted Revyen 2026 – sprudlende ristning af menneskelig dårskab og sylespids samtidssatire

Græsted Revyen 2026 fejrer sit 25-årsjubilæum med en forrygende sæson. Vi får fordomme, fjolleri og latrinære jokes, som vi forventer, men også sylespids samtidssatire, smægtende ballader og kreperlig kropskomik fra det suveræne jubilæumshold. Sara Gadborg giver det feminin kant og lægger en forrygende stemme til revyens elskelige karlekammerstemning.

“Selvom man er lav, kan man da godt være høj i hatten”. De socialt udfordrede Twistere er som altid klar med et par snoede talemåder i Græsted Revyen, og høj i hatten kan revyen i den grad være med sin vanvittigt morsomme 25-års udgave, der med vanlig mangel på politisk korrekthed og stor musikalitet er sin helt egen i revylandskabet.

Er der toilet i?

Sara Gadborg er ny på holdet. Hun går direkte ind i karlekammerstemningen med sej feminin kant til løjerne og fyrer den af i den ene vidunderlige sang efter den anden. Et absolut højdepunkt er balladen om prisen på lejligheder i København i Carl-Erik Sørensens skønne Er der toilet i? Så meget drama, så meget stemme i en så urkomisk tekst med linjer som “Hvis det er dig, jeg får / skal jeg leve af spaghetti de næste 30 år”. Wauw!

Stærk er hun også som den lille pige plantet foran tv-nyhederne i Esben Thaysen Nissens Jeg forstår ikke. Her ser hun blandt andet “en virkelig farlig ICE-agent / der skyder folk, der ikke kan li hans præsident”. Et stilfærdigt rystende nummer, der får nerve i hendes fragile fortolkning.

Men Gadborg kan også give gas, hvad enten hun er Jessica fra Vestegnen, der “er vild med udfordringerne og hele processen” i at blive lynuddannet til læge. Kholghi må lægge krop til lægeeksperimentet og bliver derefter billedligt talt kastreret i Bo Skjødebjergs Du’ Okay, hvor Gadborg hylder ham for alt – undtagen evnen på lagnerne.

Han ser mærkelig ud

Farshad Kholghi har som altid gang i accenterne. Hans bedårende thailandske karakter får endnu en tur i manegen med Richardt som standup med de sproglige misforståelser. Kholghi holder også styr på en hel musikalsk ukrainsk familie, men slår måske særligt til i den næsten ordløse Baby, hvor hans kropskomik folder sig ud i den drabelige historie om baby, dada og den farlige fugl. Sødt på den svært gakkede måde.

Kholghi og René Richardt lufter fordomme og udfordrer naboskaber med deres særlige kemi, der kan gå fra forbrødring til fjendskab på sekunder, mens de fredsommeligt siger de frygteligste ting om hinanden og andre mennesker a la “Han ser mærkelig ud – så er han nok fra Tisvilde”. De skærer naturligvis ikke alle over én kam, men “de har et kedeligt kvindesyn på Falster”.

Richardt lægger stemme til samtidens fjende nummer et, lastbilchaufføren, der transporterer Gadborg og Kholghis hvinende grise mod slagteriet. Der er bund i Carl-Erik Sørensens tekst På langtur med omkvædet “Det er mig, der kører med svin / Det er svinet, der kører med os”. Svineproduktionen er fast tema i revyerne og kaster krasse numre ad sig. Man kunne håbe, at de bliver hørt.

Vrøvlerier i kø

Richardt står også for den måske mest forrygende vrøvlehistorie, når han i rasende og særdeles luftig fart med stadig mere paniske øjne afhandler valgets vanvid i Demokrati. Den er skrevet af Franzois, der sammen med det herlige akronym Arno Nyhm står for en betragtelig del af teksterne. Hvem der gemmer sig bag disse personaer vides ikke, men teksterne føjer sig fornemt ind i den græstedske craziness.

Vrøvlerierne står også i kø, når Kholghi med lydord forsøger at få repareret sin bil, mens mere subtile forvirringsmetoder er på spil i Lars Bisgaard og Rasmus Søndergaards Afhøring. Samspillet flyder fornemt uanset sketchenes karakter i Bo Skødebjergs legende og tempofyldte instruktion.

Henrik Schrøders trio leverer som altid maksimalt, hvad enten det gælder den festlige og steppende åbning til tonerne af Berlins Puttin on the Ritz eller slutningens swingende maratonmedley gennem den danske schlagerhistorie med særlig hilsen til manden med tyrolerhatten, Johnny Reimar.

Græsted Revyen 2026 er som altid fyldt med både rablende skøre, men også genkendelige karakterer, og under fjolleriet og de latrinære jokes gemmer der sig både præcis ristning af almen menneskelig dårskab og sylespids samtidssatire.