★★★★☆☆ Amygdala – Tilbage til livets første bad

Premieren på Amygdala for børn fra 3-24 måneder i Dansehallerne er dansekompagniet Spine Fictions første egenproduktion. Som titlen antyder, kredser forestillingen om de sanselige og følelsesmæssige erfaringer, der går forud for sproget. Inspireret af kunstnernes moderskab skaber kompagniet et kropsligt univers af åndedræt, rytmer og hjerteslag i en smuk og sanselig iscenesættelse.

Man kan gå i brusebad, i skovbad og i havbad, men i dag er vi tilbage i livets første bad.

Den store ur-livmoder toner frem bagerst på scenen i gråt reflekterende stof så stor som et legehus. Vi sidder i en halvcirkel forrest i blackboks-scenen og lytter til vandlyde og blidt vibrafonlignende spil. Performernes store fjervifter kærtegner luften og omfavner børn, der kigger nysgerrigt op og rundt og udbryder små jubelskrig.

Ved premieren spænder publikum fra få måneder gamle babyer til særligt inviterede større børn, men forestillingen er skabt til de allermindste mellem tre og 24 måneder. Koreografer og dansere Julie Rasmussen og My Marie Nilsson tager imod i Simone Bartholins smukke, farverige kostumer og inviterer publikum ind i et univers, hvor alting synes at befinde sig før sproget.

Poetiske fabeldyr

Vi er tilbage ved livets begyndelse. I en mytologisk stemning uden for tid og sted bevæger danserne sig mellem martial arts-inspirerede bevægelser og poetisk fabeldyrdans. Kostumer og fjervifter forvandler dem til fascinerende væsener, der både virker fremmede og trygge.

Nogle gange danser de stående i store, fejende bevægelser. Andre gange sætter de sig på hug tæt ved børnene som nysgerrige fuglevæsener, der undersøger verden sammen med deres publikum.

Fjervifterne hænges op. Det er blevet tid til at skabe jordisk liv. Musikken pulserer sammen med vandlyde, mens lange grå navlestrenge med rødt lys rulles ud fra den store livmoder. Rosa Birkedals lysdesign får installationen til at vibrere og gløde som et levende organ.

En rytmisk puls som hjerteslag driver forestillingen frem. Dansernes kroppe arbejder op og ned som lunger, der fyldes med luft. Små moderkagetæpper folder sig ud ved navlestrengenes ender, og babyer undersøger dem med hænder, øjne og mund.

Hvor blev de af?

Spine Fiction har et usædvanligt fint greb om kontakten til deres publikum. Danserne møder børnene med stor opmærksomhed og respekt og formår at skabe et rum, hvor både nysgerrighed og forsigtighed har plads. Netop derfor bliver forestillingens største styrke også dens største udfordring.

Når danserne fordyber sig i mødet med enkelte børn eller små grupper, mister resten af publikum indimellem det fælles fokus. Fra de bagerste rækker kan det være svært at følge med, når performerne ligger på gulvet eller arbejder i et meget lavt niveau. “Hvor er de henne?” spørger en pige på et tidspunkt. Lidt senere lyder det fra et andet barn: “Hvor blev den anden af?”

Kommentarerne peger på en udfordring i forestillingens dramaturgi. Den individuelle kontakt er varm og nærværende, men den tager til tider energi fra den fælles oplevelse. Samtidig føles den store livmoderinstallation lidt for langt væk til for alvor at samle publikum omkring det univers, som scenografien ellers lægger op til.

Livets slange

Emil Vodder Kristensens lydunivers bevæger sig poetisk mellem livmoderens indre lyde, åndedrag og pulserende hjerteslag. Især de rytmiske sekvenser fanger børnene, som begynder at rokke med og følge pulsens bevægelse gennem rummet.

Fra den ene ende af publikum svæver en lang lysende slange båret af danserne hen over børnenes hoveder. Måske selveste navlestrengsslangen. Budbringer af alt liv i rummet. Den vil gerne hilse på. Nogle børn rækker begejstret armene op mod den. Andre gemmer sig hos deres voksne. For nogle er den magisk. For andre en smule uhyggelig.

Netop her viser Amygdala sin styrke. Forestillingen forsøger ikke at kontrollere oplevelsen eller styre publikums reaktioner. Der er plads til både fascination og forsigtighed, glæde og et lille strejf af gys. Det er tydeligt, at der ligger mange års erfaring bag Spine Fictions første egenproduktion. Den sanselige scenografi, de stoflige materialer og den fine kontakt til børnene skaber et trygt og poetisk univers, som dog gerne måtte føles endnu mere omsluttende og immersivt.

Det, der står stærkest tilbage, er ikke den store livmoderinstallation eller de lysende navlestrenge, men det særlige værtskab for målgruppen og dens voksne. Spine Fiction møder sine yngste publikummer med en sjælden grad af nærvær, omsorg og respekt. Det gør Amygdala til en både smuk og tryg første teateroplevelse.

Se trailer HER.