Musicalen i stor vækst: “Vi må ikke gå i stå og kun spille de sikre værker”

ISCENE tager temperaturen på musicalen, der aldrig har stået stærkere i Danmark. Men hvordan sikrer man, at succesen også fører til nye værker, nye talenter og kunstnerisk udvikling? Det spørgsmål diskuterer lektor Michael Eigtved og Fredericia Musicalteaters direktør Thomas Bay forud for Musicalens Folkemøde i Fredericia 19.-20. juni.

I 2024 diskuterede lektor Michael Eigtved og Fredericia Musicalteaters direktør Thomas Bay musicalens fremtid på ISCENE. Dengang spurgte Eigtved, om genren ville bevæge sig mod større kunstnerisk udvikling eller større kommerciel succes. Thomas Bay svarede, at de to ting ikke behøver være modsætninger.

To år senere står musicalen stærkere end nogensinde. Men spørgsmålet om udvikling er fortsat aktuelt. Michael Eigtved efterlyser større kunstnerisk risikovillighed, stærkere talentudvikling og flere steder, hvor nye værker kan udvikles. Thomas Bay peger på en række initiativer, der allerede skal sikre netop den udvikling. Begge er enige om, at musicalens næste udfordring ikke handler om legitimitet, men om fornyelse og relevans.

Musicalen har vundet publikum

Hvis diskussionen tidligere handlede om musicalens legitimitet som scenekunst, er den kamp i dag i høj grad vundet. Store teatre og landsdelsscener programmerer fast musicals, mens genren har fundet vej til både koncerthuse og åbne scener. Kendte titler og historier har samtidig tiltrukket nye publikumsgrupper, som måske ikke tidligere gik i teatret. “Musicalen har fået et meget stort publikum, og det forpligter,” konstaterer Michael Eigtved.

Han peger blandt andet på musicalen Borgen, hvor forbindelsen til tv-serier og populærkultur gør genren umiddelbart tilgængelig for nye publikumsgrupper. Samtidig viser undersøgelser, at mange af de nye gæster vender tilbage til teatret. For Eigtved er succesen imidlertid ikke et mål i sig selv. Den rejser et nyt spørgsmål: Hvem tager ansvar for kunstformens videre udvikling?

“Nu hvor vi ved, at musicalen kan tiltrække et stort publikum, burde vi også turde bruge den til at undersøge mere komplekse spørgsmål. Musicalen rummer muligheden for at behandle samtidsstof i en form, som er umiddelbar og tilgængelig,” understreger han. Som eksempel nævner han Dear Evan Hansen, der satte neurodiversitet og unges mentale trivsel på dagsordenen i en form, som samtidig nåede et bredt publikum.

Strukturer der understøtter udvikling

For Michael Eigtved er udfordringen ikke publikumsinteressen, men manglen på strukturer, der kan understøtte en kunstnerisk udvikling. Han fremhæver den store professionalisering, der er sket siden musicaluddannelsen blev etableret i Fredericia og senere blev en del af Statens Scenekunstskole. Men hvor musicalperformerne i dag har en tydelig uddannelsesvej, savner han tilsvarende satsninger på de skabende kræfter.

Særligt undrer det ham, at der fortsat ikke findes en dedikeret uddannelseslinje for musicalkomponister på konservatorierne. Samtidig efterlyser han større variation i de musikalske udtryk og sangstile, der præger genren. Trods den kommercielle succes er Eigtved overrasket over, at udviklingen ikke er fortsat mere konsekvent de seneste år.

“Mange genrer er stadig uopdagede. Støttesystemet skulle gøre det muligt at komme med en god idé og få rum til at afprøve noget nyt.” Han mener de kommercielle hensyn risikerer at gøre branchen for afhængig af velkendte titler og af de samme skabende og udøvende kræfter, der sælger.

Kan udvikling og billetsalg gå hånd i hånd?

Thomas Bay afviste allerede i 2024, at kunstnerisk udvikling og kommerciel succes nødvendigvis er modsætninger. Den vurdering holder han fast i. “Vi arbejder i en kunstart, som har et enormt potentiale, der netop favner bredt – temamæssigt og publikumsmæssigt. Derfor er det essentielt med en oprustning på den indholdsmæssige side, så kunst og populærkultur kan gå hånd i hånd.”

Han er enig i, at udviklingen af nye værker bliver afgørende i de kommende år. “Vi tror på og understøtter en kommende mangfoldighed af nye, originale titler, som hele branchen skriger på. Det er helt essentielt i forhold til udvikling af kunstarten, at vi ikke går i stå eller kun spiller tidligere, sikre værker.”

Hvor Eigtved efterlyser større risikovillighed, peger Bay på de initiativer, Fredericia Musicalteater allerede har sat i gang.”Vi har blandt andet arbejdet for børn og unge med børnemusicalen og haft fokus på at understøtte udvikling i både talent og værker gennem mentoring, workshops og sparring.”

Han fremhæver også samarbejder med Statens Scenekunstskole og KODA, som skal hjælpe komponister og dramatikere med at udvikle værker inden for en kunstform, der både kunstnerisk og håndværksmæssigt stiller særlige krav.

Hvem skal tage risikoen?

Selvom de to ikke er uenige om behovet for udvikling, mener Eigtved fortsat, at flere af de store institutioner burde tage et større ansvar. Han fremhæver både Fredericia Musicalteater og Østre Gasværk som steder, hvor nye formater faktisk udvikles, men undrer sig over, at flere af landets største kulturinstitutioner ikke i højere grad bruger deres ressourcer til nyudvikling.

“Hvorfor er Det Kongelige Teater ikke mere eksperimenterende og undersøgende i deres praksis?” spørger han. Eigtved peger på internationale eksempler som Royal Shakespeare Company, der var med til at udvikle Les Misérables, før forestillingen blev et globalt fænomen. For Eigtved handler spørgsmålet ikke om at erstatte de store publikumssucceser, men om at sikre, at der også udvikles værker, som skal definere musicalens fremtid.

Musicalens succes kan paradoksalt nok blive en del af problemet. Når genren opfattes som en kommerciel succeshistorie, risikerer man også at betragte den som en kunstform, der kan klare sig uden støtte. Men netop udviklingen af nye værker kræver ifølge Eigtved et frirum, hvor man kan eksperimentere uden at være afhængig af øjeblikkelig billetsucces. “Musical har også brug for at eksperimentere, og udvikling kræver støtte.”

Hvad kommer efter legitimeringen?

Hvis én ting står klart efter de seneste års udvikling, er det, at musicalen ikke længere behøver forsvare sin plads i dansk scenekunst. For Thomas Bay blev det understreget yderligere, da musical i år for første gang fik sin egen kategori ved Årets Reumert.

“Det viser, at kunstarten bliver taget alvorligt herhjemme, og jeg tror kun, vi er i starten af den positive udvikling.” Han ser en stærk fremdrift og en voksende faglighed: “Der er et momentum, en stærk håndværksmæssig knowhow og en stribe talenter i det skabende og udøvende lag – hvor nogle allerede er ude og endnu flere på vej.”

Hvor Bay ser mulighederne, minder Eigtved om forudsætningerne. Begge er dog enige om én ting: Musicalens næste kapitel handler ikke længere om legitimitet, men om udvikling. Spørgsmålet er ikke længere, om musicalen hører hjemme i dansk scenekunst, men hvordan kunstformen bedst bruger sit momentum til at skabe næste generation af værker, kunstnere og publikum.

SE PROGRAMMET for Musicalens Folkemøde i Fredericia 19.-20. juni 2026.

Artiklen er udgivet i et mediesamarbejde med Musicalens Folkemøde med fuld redaktionel frihed for ISCENE.