★★★★☆☆ Nykøbing Falster Revyen 2026 – divaballade og politisk bid båret af højt spillerniveau

Regeringen er dannet, og det handler igen om både nogen og noget i revyerne. Nykøbing Falster Revyen 2026 har både politisk bid, dramatisk divaballade, stilfulde viser og sære eksistenser i en årgang, der underholder med fem skønne spillere, men godt kunne have brugt lidt færre af de tynde tekster.

“Nu er det Nuuk”, siger Egon Olsen i den finurlige Lagt på is, der med karakteristisk Rasmus Krogsgaard- og Nykøbing Falstersignatur blander danske tv- og filmklassikere med aktuelle temaer. Naturligvis med Trump som Nordisk Films brølende isbjørn. Vi får måske ikke svaret på, om nogen har en plan i “denne geopolitiske permafrost”, men vi ler også her af “tåbelige partihoppere og talentløse socialdemokrater”.

Det handler igen om noget

Regeringen er dannet, og den politiske satire flyder nu atter mere målrettet i revyerne, der tidligere på sæsonen måtte famle mere efter aktuelle skydeskiver. Mettemor bestemmer stadig, “om vi vil det eller ej”, som revydirektør Mickey Pless synger som Mette i Jacob Jonias åbningsnummer. Her er dagsaktualiteten helt frisk i linjerne “lige meget hvad har jeg et hyr / men det er intet mod Pia Olsen Dyhr.”

Lars Løkke får et forudsigeligt, men vidunderligt vrøvlende credo i Jan Svarrers Det handler ikke om noget, mens Gordon Kennedy lægger krop til Alex Vanopslagh i Christian Damsgaards to the point-tekst. Den består næsten kun af punchlinen “Jeg hedder Alex / Jeg tager coke / Coke i baner”. Mere behøves nogen gange ikke.

Gordon Kennedy er på toppen i sine karikaturer – også når teksterne består af rudimentære krykker. Det gælder ikke i Lars Bisgaard og Rasmus Søndergaards sjovt tænkte Det politiske modeshow. Her rapporterer Kennedys guddommelige Ulla Terkelsen om klæder og folk fra partiernes modehuse. Løkkes vendekåbe i rødt og blåt matches af Mette Frederiksens jakkesæt af lappeløsninger – “det værste tøjvalg siden 1913”. Teksten holder ikke helt kadencen, men efterlader os dog med billedet af Troels Lund Poulsen i “lille blå croptop” og “VLAK-sko, der klemmer”.

Sebastian Harris har mere at arbejde med i Vase & Fuglsangs Bojernes Parti, hvor han elegant jonglerer fire mikrofoner i “verdens mindste boyband”. Han “går en tone op, for det bestemmer jeg selv” i denne ret præcise afklædning af valgets måske mest tragiske enkelthistorie.

Divaballade og stilfulde viser

Musikalsk er der som altid højt niveau i Nykøbing Falster, hvor især to viser står ud. Karsten Jansfort og guitarist Casper Gyldensøe tager sig stilfuldt af Leif Maiboms originale hyldest til Dirch Passer, der kommer med en lille krog i lokalmiljøet. Bente Eskesen rammer lige i hjertet med sin stilfærdigt nuancerede fremførelse af Rasmus Krogsgaards Ensom, der reflekterer vores forhold til AI-relationer.

Det er i det hele taget et uhyre velsyngende hold, der fungerer i mange stilarter. Jeg forstår dog ikke ideen med Dolly Parton-nummeret Der skal farver på. Det afrunder første del i et arrangement, som mest bliver en omgang jukebox med meget store bryster. Har Parton ikke fortjent bedre?

Så er der mere schwung over finalenummeret, der giver Et like til 80-årsfødselaren Keld Heick. Medleyet er bygget op omkring Annette Heick, der så gerne vil synge sin fars sange. Først til sidst får hun lov at træde frem med de andre i Under stjernerne på himlen, der her, som så mange andre gange, får fællessangen til at løfte taget.

Heick får til gengæld lov til at give den fuld divadrama sammen med Sebastian Harris i Leif Maibom og Thomas Pakulas kærligt-ironiske ode til Mickey Pless, der rimer på “Sydhavnsøernes Herkules”. Teksten er fuld af lignende sprogperler og venskabelige hib til kollegaen, mens Pakulas toner til I dyb taknemmelighed giver de to spillere plads til at trykke balladen af.

Stærke spillere med skæve eksistenser

Hele holdet trykker den af og swinger også godt sammen. Ikke mindst som de obligatoriske folkedansere fra Falster. Der foregår lidt af hvert i den dysfunktionelle kvartet, der også i år får os opdateret på stort – og især småt fra lokalområdet. Det fungerer – også selvom man ikke har sin gang i nærmiljøet – fordi karaktererne og deres interne trakasserier sidder lige i skabet.

Der er i det hele taget mange skæve eksistenser på spil mellem de politiske numre og smægtende ballader. Og det er heldigt at spiller- og energiniveauet er så højt, for det er teksterne desværre ikke altid. Karsten Jansfort er kær som passiv-aggressiv Hotel Romantik-wannabe. Annette Heick har fine momenter i et ikke helt velfungerende Pia Kjærsgaard-farvel, og Bente Eskesen er en uovertruffen komiker. Lidt for ofte er det imidlertid de fem spilleres styrke, der skal bære tekster igennem, der enten er for tynde eller trækkes for langt i halen.

Det er ærgerligt i en ellers flot revy, der med et par stramninger kunne fremstå endog bedre. Rasmus Krogsgaard er stadig præsent med en række tekster. Han har overladt instruktørstolen til Jeanne Boel, der sekunderet af Lone Pless leverer en underholdende revy, men måske skal bruge et år mere på at lægge en egen stil.