Hvor står uafhængige scenekunstnere i dag, hvis de gerne vil arbejde internationalt, og hvad får ’Den frie scenekunst’ ud af at rejse udenfor landets grænser? Det er nogle af de ting som Udviklingsplatformen for Scenekunst sætter fokus på. Her fortæller en teaterleder fra New York, en international producent og en koreograf om kunstneriske ambitioner uden for Danmark, og hvad der skal til for at slå igennem.
Jannik Elkær og Kristoffer Louis Andrup Pedersen alias DON GNU står i Oxelösund i Sverige på et lukningstruet teater, der snart skal laves om til en svømmehal. Normalt har teatret ingen eller meget få gæster, og man skulle da heller ikke tro, at en danseforestilling med den lidt provokerende titel ”Kvinde, Kend Dit Skab” kunne trække gæster fra området. Men denne aften sidder der faktisk adskillige medarbejdere fra den lokale skrotplads bænket i salen, og flere af dem er rørt til tårer, da dansen slutter. De genkender sig selv og deres egne relationer til det modsatte køn i den fysiske forestilling.
”Det var en meget stor oplevelse at mærke den interesse. Vi producerede forestillingen i et residency-program i Sverige, hvor vi researchede og indsamlede materiale i lokalområdet – blandt andet gennem interviews med flere mænd på skrotpladsen. Herefter lavede vi forestillingen helt færdig i Danmark, inden vi kom tilbage for at vise den,” fortæller Kristoffer Louis Andrup Pedersen.
DON GNU er et af de danske teaterkompagnier, som har succes med at turnere internationalt. Deres ordløse, fysiske danseforestillinger, som ofte rummer en grad af humor, appellerer til et bredt publikum, og sidste sæson var de på turné med fem forskellige forestillinger i lande som Finland, Norge, Portugal og Sverige, mens de i denne sæson allerede har været på besøg i Tyskland samt været på den store Edinburgh Fringe Festival, hvor de i år var en del af programmet DANISH+, der præsenterede seks danske forestillinger på den skotske festival.
På den måde er DON GNU en del af en tendens, hvor flere og flere grupper og kunstnere søger internationale erfaringer med succes.
Udbud, efterspørgsel og danske støttekroner
Den frie scenekunst, uafhængige scenekunstnere eller det projektstøttede teater. Kært barn har mange navne, men fælles for den gruppe af kunstnere og teatre, som denne artikel kredser om, er, at de sjældent har deres eget hus, samt at de ofte må søge midler fra projekt til projekt.
Samtidig har grupperne faktisk gode muligheder for at spille uden for landets grænser – både fordi de danske fonde i stigende grad støtter internationale projekter, men også fordi udlandet efterspørger det.
Albert Bendix har i 13 år ledet SATC – Scandinavian American Theater Company i New York, og han er nu vendt hjem til Danmark for at starte et nyt kapitel. Efter mange år på amerikansk jord mener han klart, at man kan spore en interesse for den danske scenekunst:
”Ja, der er bud efter skandinavisk og nordisk kunst i disse år. I 2014 lavede vi for eksempel forestillingen Bastards of Strindberg, og her røg vi på forsiden af New York Times Art. Det siger lidt om interessen i USA. Men det har selvfølgelig også noget at gøre med en generelt interesse for nye tendenser inden for nordisk film, mad, bæredygtighed, cykelkultur og vindmøller. Det smitter af på teatret,” vurderer han.
En anden, der også har stor erfaring med at få danske forestillinger til det store udland, er Annette Max Hansen. Tidligere har hun arbejdet i sin eget teatergruppe eKleKtisK sammen med Maj-Britt Mathiesen, været producent for Mute Comp. Physical Theatre, mens hun i dag trækker i trådene som producent hos Fix&Foxy.
”Dansk teater har måske ikke været kendt for globalt at brage helt igennem, men jeg tror, det er ved at ændre sig. Her betyder det selvfølgelig også noget, at Kunstfonden og andre fonde fokuserer på det internationale, når de uddeler penge,” påpeger hun.
Hvorfor er Danmark ikke nok?
Der kan være flere forskellige grunde til, at de danske kunstnere vælger at søge mod udlandet, når de skal planlægge deres arbejde.
”Det er for det første altid en spændende oplevelse at komme ud med en forestilling. P.t. er der ikke den store økonomi i det for os, men det skulle der selvfølgelig gerne komme på sigt,” forklarer Kristoffer Louis Andrup Pedersen og fortsætter:
”Jeg vil sige, at det giver et andet lag til kompagniet. Der er helt sikkert en anerkendelse i det, og rent strategisk giver det noget at have spillet ude i verden og tage den historie med hjem igen, eller når man kan præsentere gode anmeldelser i internationalt anerkendte aviser.”
Kristoffer vurderer desuden, at danske grupper egentlig har gunstige forhold, hvis de vil til udlandet og spille, da mange muligheder åbner sig – både gennem rejsestøtte og i nye residency-programmer. Annette Max Hansen påpeger desuden, at en tur til udlandet desuden giver den fordel, at man kan forlænge spilleperioden:
”Som et lille teater er det jo sådan, at du typisk kun kan søge penge til nye initiativer, og når du så har lagt penge og uendelig mange ressourcer i en forestilling, så har den egentlig et meget kort liv. Måske har du en spilletid på tre uger, og så må man videre af økonomiske årsager. Men det er jo langt mere tilfredsstillende, hvis din forestilling kan få en længere levetid gennem internationale samarbejder,” forklarer hun.
Det med småt
Dog kan der også være udfordringer forbundet med drømmen om udlandet. Albert Bendix understreger, at det ofte kræver, at du skal ændre dit mind-set, fordi kulturen er anderledes. Du skal altså både have indsigt i det nye miljø og det nye publikum – men du skal også have et blik for produktionsmetoderne:
”Jeg tror, at der tit kan ske en slags ’lost in translation’, når danske grupper rejser til udlandet. I Danmark er man ofte støttet i en eller anden form, og det fungerer på andre måder her, ligesom ingen teatre på Broadway har egne huse og derfor lejer sig ind fra produktion til produktion, forklarer han og fortsætter:
”Hvis vi bare tænker på teater udenfor Europa, så er er det faktisk umuligt at oversætte navnet ’Den frie scenekunst’. Oversætter du det med ”independent” (red. uafhængig), så vil det i USA betyde, at du ikke har en kommerciel sponsor, og i New York vil det blive tolket som meget kontroversielt, og som om du laver noget, der er meget anderledes. Så man skal tænke over, hvilken kontekst man præsenterer sig selv ind i,” påpeger han.
En anden helt konkret udfordring handler om arbejdstilladelser i for eksempel USA. Her anbefaler han, at man allerede i castingprocessen kun udvælger skuespillere, som har arbejdstilladelse i USA, for ellers kan man komme i problemer senere:
”Du skal altså tænke anderledes, hvis du vil have en forestilling, som du kan sælge i hele verdenen og ikke bare vise på festival en enkelt gang. I forhold til USA skal danske teaterchefer overveje både visum og arbejdstilladelser, for det er ikke sikkert, at vedkommende bare kan hive sine danske skuespillere med,” understreger han.
Annette Max Hansen fra Fix&Foxy oplever også udfordringer i de internationale samarbejder:
”Som producent er du nød til at forstå hele setuppet, og du skal vide, at det er et arbejde på den lange bane. Samarbejder er svære og udfordrende, så man skal have både tid og ressourcer, og der er jo ikke altid så mange penge at tage af,” påpeger hun.
På den måde kan det være en udfordring for mindre grupper at arbejde med et internationalt samarbejde, fordi der måske ikke er pay-off indenfor den første korte periode.
Samtidig kræver det ofte, at man som teatergruppe kan få nogle støttekroner med sig, og her står både de offentlige og private fonde som meget magtfulde gatekeepere i forhold til, hvem der får chancen for at rejse udenfor Danmark.
De internationale drømme er dog realiserbare, hvis man forbereder sig ordentligt.
Det kræver nye samarbejder
Albert Bendix, der er tilbage efter 13 år i New York, peger især på, at han oplever, at markedet har ændret sig.
”Jeg oplever, at hvor man måske tidligere søgte penge for at rejse ud og fremvise dansk kultur, så er det i dag meget mere interessant at skabe kulturmøder og samarbejder. Hos SATC – Scandinavian American Theater Company arbejdede vi for eksempel med en skandinavisk dramatiker eller kunstner i et samspil med amerikanske teaterkompagnier. På den måde blev det en hybrid mellem to kulturer. Den slags er mine amerikanske kontakter meget interesserede i,” forklarer han og fortsætter:
”I Danmark snakkes der meget om, at co-produktioner mellem de store teatre kan være vejen frem, når diverse støttemidler til teatrene bliver mindre. Den model ser jeg også fungere internationalt. Det kan så være udfordringen for nogen, hvis man som teaterleder eller instruktør brænder mest for at skulle ud i verden og vise sit værk frem. Du skal turde at samarbejde og være åben overfor, at dine internationale samarbejdspartnere hælder mod at lave et fælles projekt.”
Også hos Fix&Foxy bruger de samarbejdsmodeller, når de for eksempel turnerer med Et Dukkehjem i Tyskland eller Norge, og de mærker en interesse for at gøre værket aktuelt i en lokal kontekst ved for eksempel at caste lokale skuespillere og lave en ny version. Når teaterkompagniet rejser ud med forestillingen Landet uden drømme og præsenterer den i London, lader de Lise Lauenblad (den oprindelige skuespiller) instruere en engelsk skuespiller. På den måde bliver det et nyt værk i en lokal kontekst, men Fix&Foxy har stadig en krog i projektet, forklarer Annette Max Hansen.
Jannik Elkær og Kristoffer Louis Andrup Pedersen i DON GNU hælder til, at samarbejder vil være den bedste måde at opnå international succes på:
”Jeg tror, at det går den vej, hvor flere kommer til at benytte sig af residencies. Det sker både, fordi der bliver lagt op til det fra støttegivernes side, men det sker også, fordi det er meningsfuldt for kunstnerne og lokalområdet. Her opstår mødet med den lokale befolkning og kunstnere, og der sker en udveksling af erfaringer og materiale. Det handler om at skabe noget i samarbejde, som går ud over, hvad vi ville skabe i de vante rammer hjemme i studiet. Vi flytter os selv og den kunst vi bringer med,” påpeger han.
Det gode samarbejde kræver, at man plejer det over flere år og bruger sit netværk for at få ting til at ske, understreger Annette Max Hansen:
”Når det handler om internationale samarbejder, er du nødt til at arbejde på den lange bane. Det handler om relationer, og den opskrift er svær at sætte på formel. Men grundlæggende handler det jo om, at du skal være åben i dine møder med andre samt have kunstnerisk integritet og være troværdig,” afslutter hun.
Artiklen er udgivet i et mediesamarbejde med Udviklingsplatformen for Scenekunst
