★★★★★☆ Den store Gatsby – amerikansk mareridt i storslået iscenesættelse

F. Scott Fitzgeralds roman Den Store Gatsby fylder 100 år og fejres med stor charme og teknisk overskud af balletten i Det Kongelige Teaters glitrende iscenesættelse, der kan opleves i Operaen.

Det er ved første øjekast ren showtime at tænke sig en kønsstereotyp forestilling om klasseforskelle. Her iscenesættes rigdom og det frivole liv med overdådige partys og letpåklædte Can Can-piger på høje hæle iført strudsefjer af et mandligt kunstnerisk hold. Men tag ikke fejl. Fitzgeralds bog er en kritik af den perfekte amerikanske drøm, der ender som et mareridt. Det kritiske blik er subtilt svøbt i tyk ironi og poleret overflade – og det tilgiver til dels “the male gaze.”

Forestillingen står virkelig knivskarpt som et helstøbt værk om en ikonisk historisk periode. Moralens vogter er Doktor Eckleburgs brillereklame – det allestedsnærværende blik, der overvåger forfaldet. Anslaget er næsten en advarsel: Gatsby marinerer sin narcissistiske og materialistiske personlighed ved swimmingpoolen til lyden af en knitrende rejsegrammofon, da et skud fra tremetervippen slutter festen.

Det amerikanske mareridt

Gary McCanns scenografi fanger både narcissismen, den indre kamp og besættelsen af det perfekte billede. Som en glitrende illusion projiceres et bakket landskab med enge og hav. På scenen til venstre står et hvidt palads med søjler og til højre et hvidt hus på en spejlblank scene. Det toppes med statussymbolet over dem alle – automobilen, der ruller ind i et ferieparadis. Handlingen er fest, forbrug og romantiske forviklinger:

Børsmægleren, Nick Carraway (Andreas Kaas), holder sommerferie i huset, der er nabo til den velhavende, Jay Gatsby (Ryan Tomash). Skæbnen vil, at Nicks halvkusine Daisy (Caroline Baldwin) var Gatsbys store kærlighed, som dog valgte at blive gift med rigmanden Tom Buchanan (Alexander Stæger). Tom har til gengæld en elskerinde, Myrtle (Isabella Carroll), der er gift med tankpasseren George (Shonan Greve). Så er moralens kompas sat.

Gatsby har hovedet fuld af fester og kvindelår, men farer vild i sin romantiske idealisme. I soveværelsets spejl ser han sin fortid som dreng, soldat, tid med Daisy og skuffelser, han forsøger at lægge bag sig. Ryan Tomash danser Gatsbys livsudvikling med karakterfuldhed, der viser både relationernes og materialismens hule bundklang. Pita koreograferer virkningsfuldt og naturligt i et miks af social dans, jazz og ballet.

Fest og frigørelse

Gatsby generobrer Daisy, da hun er på besøg hos nabo Nick, som må stå ude i regnen i nattøj under genforeningen. Andreas Kaas skaber en knastør børsmægler, der danser stilrent, selvom benene er slået væk under ham – han er forgabt i Gatsby. Efter generobringen svinger, løfter og drejer han Daisy i en pas de deux, som var det musicalen La La Land. Baldwin danser legen og attråen med en sommerfugls svirrende lethed og elegance.

Faktisk lige lukt ind i et romantisk Bournonvilleunivers. Hvidklædte kvinder entreer med blomsterranker i formationer rundt om parret som en levende majstang. Ironien er (heldigvis) tyk. På tankstationen er løgnene mere jordbundne. Myrtle flygter ud af armene på sin mand George for at tage med Tom ud og danse. Politiets razzia er et komisk indslag om, hvor stærk festtrangen og drikfældigheden var i de brølende 20’ere, hvor kvinder også var såkaldt frigjorte ”flappere”, der gjorde hvad der passede dem.

Shonan Wilsons hanrej, George, danses med en overbevisende autenticitet og styrke, der folder sig helt ud i en senere sørgedans. Alexander Stægers vrede Tom får kant, saft og bid med Stægers store sans for karakterskildringer. Isabella Carrolls Myrtle kan i den grad begå sig på de høje hæle i imponerende frygtløs dans. Forestillingen kaster os fra den ene festlige luksus til den næste med imponerende energi og overskud.

Swinger så man ser stjerner

Det Kongelige Kapel, under ledelse af dirigent Chanmin Chung, swinger så klangfuldt og agilt, at hårene rejser sig og publikum vender sig mod hinanden med stjerner i øjnene. Der ligger utallige symboler og personkarakteristikker i valget af Gershwins titler. Det er tydeligt, at Pita har arbejdet tæt med arrangør Frank Moon om en tæt vævet struktur mellem musik og koreografi.

Overflødighedshornet af fejende flot danse- og spilleglæde udfoldes i balletkorpset fra svømme-synkrondans til armkoreografi siddende elegant på kanten til lige rækker af dansepiger. Det skorter heller ikke på mesterlige pas de deuxer og sceneskift, der byder på finurlige optrin på forscenen. Orkestret bremser helt ned, da Gatsbys verden falder sammen. Og i en intens vanvidsdans i soveværelset, smadrer han spejlet og dermed illusionerne.

Anden akt er alt i alt et menneskeligt børskrak og får dermed meget mere dybde. Konflikterne optrappes, og Gatsby og Daisy flygter i bilen gennem skoven, men rammer Myrtle, der omkommer. Trinene udvikler sig mere klassisk i karakterernes selvransagelser. Den listige jokerkarakter, M. Mouse, danset kækt og fortryllende af Tobias Praetorius i maske, giver en vis forvisning om, at han trak i snorene til denne aparte, men dybt underholdende drøm.