Ikigai – Interview med et levende kunstlaboratorium for livets store spørgsmål

Et tværfagligt kunstprojekt i Aarhus inviterer publikum ind i undersøgelsen af mening – for kan man aktivt opsøge den? I en tid præget af kriser, præstationspres og konstant forandring sætter tegnestuen Rumgehør og scenekunstgruppen Kaosteater fokus på projektet Ikigai – En undersøgelse af livets kald.

Projektet tager afsæt i det japanske begreb Ikigai, der ofte oversættes til “meningen med livet”, men snarere peger på det, der giver os lyst til at stå op om morgenen. Ikigai er ikke en færdig formel – det er en bevægelse, en proces. Derfor er selve undersøgelsen kernen i projektet, skriver Kaosteater i en pressemeddelelse. ISCENE refererer hertil og har spurgt yderligere ind til formatet.

Gennem seks offentlige visninger i byens rum inviteres publikum ikke blot til at se på, men til at være medskabende. I udviklingsfasen åbnes der op for, at forbipasserende på DOKK1 og ONSITE Gallery ved Arkitektskolen kan deltage, reflektere og præge både form og indhold i de kunstneriske værker.

Tværfaglighed skaber et nyt sprog

Projektet sammensmelter arkitektur og scenekunst i en levende og eksperimenterende arbejdsform. En skuespiller og en danser aktiverer nogle arkitektoniske installationer tre gange i hver spilleperiode. Derudover er installationerne åbne og tilgængelige i det offentlige rum – også mens de er under udvikling. Cecilie Reshide, kunsterisk medleder for Kaosteater uddyber:

“Vi tror på kunst som et mødested – ikke noget, man ser på afstand – men noget man træder ind i, bidrager til, mærker. Vi vil insistere på, at den kunstneriske proces ikke skal pakkes væk, men leve åbent, midt iblandt os. For i mødet med det tilfældige, det fremmede, det forbipasserende, kan noget nyt opstå – både i værket og mellem mennesker.

I en tid, hvor mange – og særligt unge – famler efter retning, vil vi skabe rum for at mærke efter, lytte dybt og sammen undersøge, hvad der giver livet mening. Midt i byrummet. Kunstnerisk udvikling behøver ikke at være institutionaliseret, snarere tværtimod,” siger Cecilie Reshide, kunsterisk med-leder Kaosteater.

Kunstneriske undersøgelser

Lige nu er processen i fuld gang og de første to uger bruges til at facilitere de kunstneriske undersøgelser. Cecilie Reshide forklarer:

“Vi er midt i processen akkurat nu, med udviklingen af de 6 visninger. Disse første to uger af projektet bruger vi på at facilitere kunstneriske undersøgelser for hinanden, hvor vi også inddrager diverse mennesker der er rundt i området og vores materiale som er en masse tæpperester fra Ege Tæpper. Indtil videre har vi bl.a. optaget og indsamlet et bevægelsesarkiv fra borgere i området omkring Onsite Gallery.

I dag er der nogle af os, som fik ideen til at bygge en postkasse, hvor vi hver uge vil stille et spørgsmål, der relaterer sig til tematikken. De indsamlede svar bruges som afsæt i en ny kunstnerisk undersøgelse. Vi roder og tester og leger med tæpperne i vores undersøgelser, og bruger tematikken som en ramme, der samler vores fagligheder.”

At åbne for det uforudsigelige

Der er forskellige fagligheder i spil til at fortolke en undersøgelse eller et spørgsmål, og det bliver til i alt seks visninger siger Cecilie Reshide:

“Vi har en på forhånd etableret ramme/proces som jeg bl.a. faciliterer, og som sørger for, projektet driver fremad, og at der i sidste ende er seks visninger af noget. M en hvad der bliver skabt af konkret indhold, er uvist. Danserens og skuespillerens rolle i installationen er at aktivere og åbne rummet – både fysisk og sanseligt. Der er ikke en traditionel lineær fortælling, men snarere en stemning og et forløb, der udspringer af temaet Ikigai – det at undersøge, hvad der giver livet mening.

Performerne arbejder med improvisation og sanseligt nærvær og inddrager omgivelser og publikum i øjeblikket. Det betyder, at hver aktivering kan tage en lidt forskellig form, afhængig af det, der opstår. Vi arbejder bevidst med det åbne og det uforudsigelige, fordi det stemmer overens med projektets grundidé: At meningen ikke er noget givent eller færdigt – men noget vi mærker os frem til, i mødet med hinanden og verden.”

Plads til eftertanke og dialog

Projektet udspringer af et behov for at stoppe op og reflektere i en verden, hvor det kan være svært at finde ro og retning i en hverdag med højt tempo, kriser og krav, fortæller Cecilie Reshide:

“Det er en virkelighed, vi møder igen og igen i vores arbejde. Med dette projekt ønsker vi at skabe et rum, hvor man kan stoppe op, mærke efter og reflektere. Ikke kun mentalt, men gennem kroppen, i mødet med både arkitektur og levende scenekunst. Og det starter hos os selv, og i måden, hvorpå vi går til arbejdet i denne givne periode.

Når man fysisk træder ind i installationen og oplever, at den blive aktiveret af dans og skuespil, åbner der sig et andet slags rum – et sanseligt og levende sted for eftertanke og dialog. Fordi værket udvikles i det offentlige rum og sammen med publikum, bliver meningsskabelsen en fælles proces. En samtale snarere end en monolog.

Vi tror på vigtigheden af at skabe kunst i dialog – på tværs af fagligheder og i tæt samspil med det omgivende samfund. Det betyder også, at vi udfordrer nogle af de etablerede normer i både arkitektur- og scenekunstfeltet. Vi arbejder på tværs, vi arbejder åbent, og vi gør det, fordi vi mener, det er nødvendigt. Det handler ikke kun om form, men om adgang: om at invitere flere mennesker ind i kunsten og arkitekturen – og ind i det fællesskab, der opstår i samtalen, i udviklingen. Og ja – vi gør det også, fordi vi finder det ekstremt lærerigt og virkelig sjovt,” afslutter Cecilie Reshide.