Bikubenfonden bød indenfor til konceptet interviewsalon med koreografen Gunilla Lind, der reflekterer internettets virtuelle karakterer og deres interaktion med rigtige mennesker i sine forestillinger.  

Gunilla Lind bragede i 2017 igennem med forestillingen VANITY OF MODERN PANIC – V.O.M.P., som hun fik Reumert talentpris for året efter. V.O.M.P. satte fokus på tidens skønhedsidealer, som de udleves på fx Instagram, og på menneskets kamp mod kroppens forfald i et mix af fysisk teater, dans og barokinspirerede kostumer og scenografi. Hendes nye forestilling LOVEU2ND bruger de samme virkemidler til en fortsat undersøgelse af de fascinerende virtuelle karakterer, der lever et eget liv på internettet, og i visse tilfælde interagerer med virkeligheden. Forestillingen bringer disse sære creatures til live, der på samme tid er uendeligt smukke, men også stærkt foruroligende i deres ubestemmelighed. De ligner rigtige mennesker, men er det jo ikke, hvilket efterlader beskueren med en uncanny fornemmelse – ordet kan oversættes til uhyggelig, men rummer ligesom dets tyske pendant ‘Das Unheimliche’ en anden dybde, fordi det uhyggelige bunder i samspillet mellem det kendte og det ukendte. 

Det kunne der være kommet en spændende snak ud af i interviewsalonen efter forestillingen, ligesom et dybere dyk ned i de forkætrede virtuelle karakterer med mange følgere som fx Lil Miquela kunne have åbnet en for mig ukendt verden. En diskussion om de etiske dilemmaer i forbindelse med mærket Calvin Kleins markedsføring af et kys mellem netop Lil Miquela og en virkelig model ville også have været interessant – især fordi kun LGBTQ+miljøet kritiserede reklamen, og den kritik handlede om at bruge seksualitet som madding, ikke om det etisk tvivlsomme i at udviske grænsen mellem virkelighed og fiktion. 

Den debat nåede vi dog aldrig til i interviewsalonen, der havde fokus på Gunilla Linds foreløbige oeuvre og drivkraft. Interviewsalonerne sætter fokus på unge, talentfulde kunstnere, og de får selv lov at vælge deres interviewer. Gunilla Lind havde valgt finske Mira Helenius Martinsson, leder af Skånes Danseteater, hvis interessereområde ikke var forestillingens virtuelle tematik, men gik mere biografisk til samtalen. Sådan kan man gøre, og det kan være interessant at høre en kunstner reflektere over egen praksis, men Lind og Martinsson fandt aldrig hinanden på en måde, der åbnede for nye indblik eller fik fat i Linds forestillingers politiske potentiale. Måske fordi koreografen selv vægrede sig mod at blive opfattet didaktisk? Kunne der være kommet mere blus på samtalen, hvis hun var blevet udfordret på den bastion? Jeg tror det. 

Gunilla Lind
Bikubenfondens interviewsalon. Foto: Luna Stage

Samtalen blev derfor meget centreret om Lind selv med fakta og tanker om arbejdsprocessen. Hun er vokset op med en scenograf-mor, der også har lavet de fantasifulde, forførende og instagrammable kostumer til hendes forestillinger. Lind fandt tidligt ud af, at hun skulle være koreograf, ikke danse selv, og uddannede sig selv til at blive en ”creative creature”. Dans er for hende ”et ærligt sprog, en kommunikation uden ord, der indfanger eksistensens kerne”. Hendes arbejdsform er intuitiv og visuel. ”Hvis jeg tænker for meget, bliver det ikke godt”, siger hun og uddyber med et sigende billede: ”Jeg arbejder på eyeball level”. Hun danser ofte selv med i starten af prøveforløbet, men trækker sig så tilbage og lader danserne arbejde selv, inden hun redigerer værket. Hun er ”tro mod sin første idé” og ”det, jeg sætter på scenen skal betyde noget”, fortæller hun. Hun ønsker at skabe et ”safe space” for sine dansere ved at ”få dem til at vokse… og bruge det, de har”, og hun vælger også samarbejdspartnere off stage, som hun selv føler sig tryg ved.  

Det er alt sammen fint, men kunne også havde været spændende hvis moderator havde fundet nøglen til Linds særlige lønkammer, der kunne have gjort os klogere på hendes engagement i og æstetiske transformation af en hyperaktuel og superrelevant tematik.

Læs om sagen med Calvin Klein-reklamen

LÆS OGSÅ: Ka’ du li’ (moderne) dans? – Gunilla Lind Danseteater

FAKTA

Kunstsalonen Vision er Bikubenfondens salonformater inden for billed- og scenekunst.

Kunstsalonen VISION er både klassiske debatter, kunstnerinterviews og salonformer, hvor kunstnere tager styringen. Som publikum har du mulighed for at få sat kunsten i et relevant samfundsmæssigt perspektiv, få indblik i den faglighed og de overvejelser, der ligger bag forestillinger og udstillinger, opdage kunstnere med særlige potentialer og give dit besyv med i samtalen om kunsten. Salonerne tager alle udgangspunkt i aktuelle temaer inden for scenekunst og billedkunst, men er udformet på forskellig vis.

Salonen blev filmet til brug i Bikubenfondens portrætserie Artistic Practice

Om Gunilla Lind:

Koreograf og kunstnerisk leder af Gunilla Lind Danseteater. Debuterede i 2017 med VANITY OF MODERN PANIC - V.O.M.P., som hun modtog en Reumert Talentpris for i 2018. Gunilla Linds koreografier er et miks af moderne dans og fysisk teater, og kredser om temaer som identitet, selviscenesættelse, kønsroller og kropsidealer.