Digitale personaer med jysk accent, sponsoreret pels og kropslig opfindsomhed bliver til et kærligt og virkelig morsomt portræt af influencer-fænomenet på Odense Teater, der har rigtig godt fat i komedierne for tiden.
Dramatiker og instruktør Kasper Jacob Sejersen, der ofte bevæger sig i formater, der kombinerer musik og drama, har også en lidt egensindig gakket-komisk åre, der får frit løb i denne lille, charmerende latterperle om influencer-livet. Det handler om YouTube, men nu også en del om Instagram og andre kanaler, hvor de fem hovedkarakterer udfolder deres digitale alter ego.
”Mille er ikke Matas, men mere sådan Estée Lauder”, siger influencer-agenten Helene om sin unge, falmende stjerne, der bare ikke orker at finde på mere at sige om mascara og stiletter, der er 87 numre for små. Mille er på vej ned, mens aktivisten Xenia er på vej op – men også hun får forklaringsproblemer undervejs, for kan man kæmpe for klimaet og gå i sponsoreret pels samtidig? Helene pointerer, at pelsen er et naturprodukt, så det går nok… eller ikke. Andy starter ud som adræt gamer, men bygger sin internetpersona på skiftet som greb, og gennemgår derfor en række mere og mere overraskende kropslige forvandlinger.
De fires boble brydes tilsyneladende af den Jørgen Leth-agtige reporter Erling Sabroe fra Weekendavisen, der forsøger at udøve lidt graverjournalistik på influencer-bureauet, men også han falder snart for behovet for at blive set og meddele sig til verden. Helene er vild med sit nye fund, ”den gamle, tis-kønnede mand, den ensomme ulv, kulturens Indiana Jones”, og forretningsudvikler lynhurtigt Sabroe til en klon af Knausgaard og Synoptik.
Influencers influenza bæres som begrebet influencer selv af karakterernes troværdighed, og det lykkes den overordentligt godt med, selv om – eller netop fordi de spilles helt oppe på det overgearede beat. Mads Emil Duelund og Emma van der Vleuten Busk, der begge er 3. års studerende, giver de to sarte unge, Andy og Xenia, fine nuancer og går på hver sin måde planken ud i forsøget på at bevare opmærksomheden. Niels-Martin Eriksen får det maksimale ud af sin Leth-kliché og Jeanette Lindbæk Birk gjalder stilsikkert langt ud over anstændighedsgrænsen, når hun presser sine små guldkalve. Uhyre morsom er hun også som ekstrakarakteren Sanne, der travels the world og med tommetyk jysk dialekt kræver boykot af Grønland, indtil de begynder at fodre deres isbjørne ordentligt. Aftenens mest rørende karakter er dog Freja Klint Sandbergs glittede Mille, der smelter ned ad flere omgange, finder vreden indeni og døren ud fra det, som kan opfattes som et lukket, selvcentreret univers.
Forestillingen giver ikke nødvendigvis nye indsigter i influencer-fænomenet, men lykkes med at beskrive det både loyalt og akut lattervækkende. Karakterernes opfindsomme brug af dialekt og amerikaniseret Danglish er et godt tænkt greb til at formidle vores digitale verdens hyper-realitet, hvor modsætningspar som ægte-uægte ingen mening giver – ifølge Andy. At verden vil bedrages er ingen nyhed, hvilket forestillingen også får med i en speedet tidsmaskine-sekvens. At kapitalismen hele tiden kræver nyt blod, vidste vi også godt.
LÆS OGSÅ: Queens – mere feministskam end haramskam
Men Influencers influenza fortæller os det på en virkelig sjov måde, hvor iscenesættelse, tema og teknik spiller sammen og skaber et kvikt flow, der mimer fortabelsen i skærmens gifs og memes, men som også giver plads til karakterer, vi kan genkende, og følelser, vi kan mærke. Mennesker er ikke altid smukke og opfører sig ikke altid godt.
Influencers influenza er en rap lille sag på lidt over en time. Tag den som optakt til en tur i byen med vennerne. Eller tag bedstemor og teenagesønnen med, så I kan udveksle mega boomer blings og bræksmileys efter forestillingen.
Læs mere om forestillingen her
