★★★☆☆☆ Komik og skæve påfund drukner de vigtige emner i Obsessed

Angst, tvangshandlinger og tvangstanker er blot noget af det, som Teaterkompagniet Revers sætter spot på i soloforestillingen Obsessed. Desværre er formen lidt for løs, og de vigtige budskaber drukner i plat komik.

”Det er slet ikke så vanvittigt, som I tror,” siger skuespiller Martin Ivan til os. Han har netop mimet at vaske hænder igen og igen og igen.

Martin Ivan, der sammen med dramatiker Johanne Petrine Reynberg har grundlagt Teaterkompagniet Revers, står alene på scenen i Obsessed, som er én af syv forestillinger, der kan opleves under monologfestivalen Enestående på Teatret Gruppe 38.

En cowboy og et angsttog

Johanne Petrine Reynberg står bag teksten, der gennem en række små scener sætter spot på angst og OCD. Johan Sarauws iscenesættelse indledes i totalt mørke. Vi hører den velkendte lyd af en mundharmonika. Et enkelt spotlys forrest på gulvet i Flora Brandts meget stemningsskabende lysdesign afslører, at mundharmonikaspilleren umiskendeligt ligner en cowboy.

Iført sort tøj, cowboyhat og tykbundede, hvide Crocs slentrer Martin Ivan over scenen. I ægte Western-stil. Da han på engelsk begynder at tale om et rødt tog, lyder han også som en cowboy med tyk, amerikansk accent. Toget, må vi forstå, skal man ikke stige på. For de færreste kommer af igen.

Denne cowboy-karakter vender tilbage igen i løbet af forestillingen. Her uddyber han betydningen af toget, der som buldrende angst tordner frem. Hvis man først stiger på, kører det i ring til evig tid. Det er en ret fin og letforståelig metafor, som dog forsvinder en smule i det komiske i cowboy-karakteren og den heftige accent.

Peger i mange retninger

Skiftene mellem de enkelte scener i Obsessed er markante. Det ene øjeblik er stemningen mørk og uheldsvanger, det næste er alt fryd og gammen, mens tonerne fra Charlie Chaplins Smile flyder ud af højtalerne og fylder lokalet. Martin Ivan bruger gavmildt sin krop og sin mimik til forstærke de hurtige scene- og stemningsskift.

Forestillingen kommer vidt omkring. Fra en ung beauty influencer, der ikke går af vejen for at fjerne bakterier i ansigtet med husholdningssprit, til en billist, der hele tiden må stoppe bilen for at sikre, at han ikke har kørt nogen over. Indimellem rammer vi noget, der kan mærkes. Som når en far taler om sit udfordrede barn og gentager, næsten som et mantra, ”det skal nok gå”. Men med et snuptag skifter scenen, og vi får en schlager-sang om den ”absolutte yndlings medicin”.

Udsvingene fra det alvorlige til det platte betyder desværre, at vi som publikum ikke rigtigt får lov til at blive i en følelse. De vigtige budskaber, som forestillingen tydeligvis rummer, drukner i skæve påfund og (hos nogle blandt publikum) latterfremkaldende scener, der mest af alt minder om noget fra et standup-show. Det er tydeligt, at formen til en vis grad mimer den neurodivergente hjerne, men det hele kunne godt have stået noget skarpere. 

Se forestillingstrailer her.