Når Kaj Munks klassiker Ordet har premiere på Aarhus Teater, er halvdelen af de oprindelige replikker skåret væk og scenen er strøet med otte tons sand. Instruktør Anja Behrens har forvandlet det gamle drama til en sanselig forestilling om tro, tvivl og mirakler, og fortæller her om forestillingen og om at finde ind til en fælles menneskelig kerne af kærlighed og håb om fred.
Et religionsdrama om en grundtvigiansk bondefamilie bosat i en lille fiskerby ved Vesterhavet i 1925 kan med et klichéfyldt udtryk umiddelbart forekomme lidt “støvet”. Men puster man nullermændene af manuskriptet af den danske præst og forfatter Kaj Munk og skærer cirka halvdelen af scenerne med de gammeldags kaffekonversationer væk, har man et højaktuelt stykke om grundlæggende, eksistentielle problemstillinger, mener instruktør Anja Behrens.
Ordet blev i sin tid skrevet på bare otte dage i en iver efter at chokere publikum og ramme dem lige i mellemgulvet – der hvor det gør allermest ondt. Kaj Munk, som levede fra 1898 til 1944 var en følelsernes mand, der skrev i et medrivende billedsprog ikke ulig det romantiske dramas naturinspirerede og floromvundne patos. I Ordet forelsker storbonden Michaels søn sig i den forkerte kvinde med den forkerte tro, og en kaskade af skæbnesvangre hændelser følger i kølvandet på den tragiske kærlighed.
To dage før premieren talte ISCENE med Anja Behrens om at skabe en forestilling, der er som et levende maleri. Om tro, tvivl og mirakler – og om at finde ind til en fælles menneskelig kerne af kærlighed og håb om fred.
“Har jeg læst forkert?”
Da Anja Behrens blev bedt om at instruere “Ordet”, havde hun aldrig før hørt om Kaj Munk. Faktisk begrænsede den tyske instruktørs kendskab til de danske teaterklassikere sig mest til Ludvig Holbergs komedier. Under læsning af Ordet var Behrens, der i Danmark har haft succes med blandt andet Selvmordets Anatomi på teater Republique og Underkastelse på Betty Nansen, dog ikke et sekund i tvivl om, at hun her havde at gøre med et højaktuelt stykke.
“Jeg var slet ikke forberedt på det, der ventede mig – vildskaben, længslen, lidenskaben og kompromisløsheden blæste mig bagover, og jeg måtte flere gange læse replikkerne igen, fordi jeg troede, jeg havde læst forkert. “Er det virkelig det, der sker””, tænkte jeg, “har jeg læst forkert”?
Hvad var det ved teksten, der chokerede dig?
“Først og fremmest de mange voldsomme handlinger. Men det gik det op for mig, at Kaj Munk mente det, når for eksempel svigerdatter Inger vågner fra de døde. Han går hele vejen og er ikke bange for noget som helst. Det, synes jeg, er fantasktisk – og det provokerede mig også”.
Hvorfor?
“Det har at gøre med den måde, Munk taler direkte til ens følelser. Vi lever i en tid, hvor det næsten er umuligt at føle sig virkelig provokeret, fordi vi er vant til at se de vildeste ting i fiktionen. Vores tid er kompleks men samtidig distanceret. I Ordet er der i den grad noget på spil følelsesmæssigt, lidt ligesom i de græske dramaer, hvor de slagter hinanden i kærlighedens navn. Den slags provokation elsker jeg”, siger instruktøren.
Kropslige ritualer i et sakralt rum
Selvom Behrens måtte skære godt halvdelen af de mange replikker, det næsten hundrede år gamle drama bestod af i sin oprindelige form, væk (“de drak hele tiden kaffe!”), mener hun ikke, at Ordet har mistet sin relevans. Det til tider forældede sprog har hun frisket op med en metode, hun ofte arbejder med: At skabe kropslige ritualer og kompositioner med skuespillerne for på den måde at finde ind til tekstens emotionelle klangbund. Selvom tilgangsmåden ikke er udpræget synlig i den version af Ordet, Aarhus Teater i aften slår tæppet fra for, er det vigtigt for Behrens at alle skuespillerne har været igennem det fysiske arbejde med stoffet – ligegyldigt hvor store eller små de enkelte spilleres roller er.
“Det handler om at skabe en ensemble-følelse, hvor man slår hovedet fra i begyndelsen af arbejdet med teksten, og hvor vi mærker os intuitivt ind på stykket med kroppen som værktøj. Det gør jeg med hele ensemblet som gruppe, også selvom nogle kun har en lille rolle eller ingen replikker. En skuespiller, som måske ikke er så meget med, har også været med til ritualarbejdet. Det giver en sammenhængskraft i udtrykket”, forklarer Behrens.
Inspiration til scenografien hentede hun og scenografen David Gehrt i det religiøst betonede “sakrale rum”, der i arkitekturen ofte er blevet brugt til at skabe plads til åndelig refleksion. I Ordet skal en projektionsflade på væggen med storladne naturfotografier skabe en fornemmelse af at være konfronteret med naturens kræfter – som når “mørke og lyse skyer kæmper mod hinanden, eller når store bølge ruller ind fra Vesterhavet”, siger Behrens. Konfronteret med spørgsmålene om tro, tvivl og mirakler, får man en fornemmelse af at være lille og føle en stor kraft komme mod en.
Du har i flere sammenhængende sagt, at forestillingen gerne skal opleves som et levende maleri – hvordan skal det forstås?
“Vi havde lyst til at skabe en følelsesmæssig oplevelse for publikum og arbejde med store, emotionelle billeder for at skabe en atmosfære, hvor der hele tiden er noget på spil. Når man ser ind i scenografien, er det som om, man ser ind i et billede og hele tiden kommer dybere og dybere ind i det. Vi ville skabe en “sugende” fornemmelse, hvor publikum føler sig inviteret til at se ind i en form for transformationsbevægelse” siger Behrens.
Et fælles mål om fred og kærlighed
På trods af sine år på bagen og det religiøse tema, der løber som en malstrøm gennem teksten, hvor død og genopståelse præger handlingen, er Ordet i højeste grad relevant i dag, mener instruktøren. De urmenneskelige og universelle dilemmaer, det tematiserer, er på ingen måde nogle, menneskeheden i dag er hævet over. Derfor fandt hun det heller ikke nødvendigt at transformere teksten ind i en moderne kontekst om fx kristendom og islam.
LÆS OGSÅ: 100-året for genforeningen: Kunst og fredelig sameksistens
“Jeg synes, at det er vildt at tænke på, at handlingen udspiller sig i en lillebitte by ved Vesterhavet i et lille bitte land som Danmark. En prik på verdenskortet. Men i den prik forhandler en flok mennesker de helt store spørgsmål – der udspiller sig en troskamp, som også udspiller sig på verdensplan i dag. Og vi er stadig ikke blevet bedre til at omfavne vores forskellige religiøse overbevisninger i et fælles mål om fred og kærlighed. Kaj Munks budskab er, at vi er nødt til at finde ind til en dybere fælles ånd og komme ud over vores forskelligheder. Derfor er stykket stadig dybt aktuelt”.
Læs mere om forestillingen her
