I dag, den 10. februar 2020, er det 100 år siden, at Sønderjylland blev genforenet med Danmark. Det markerer Teatret Møllen med Shakespeares tragedie Romeo og Julie. Forestillingen bliver et billede på, hvordan man kan leve i fredelig sameksistens – men er det så simpelt? Og hvad betyder grænser i dag? Teaterdirektør Nikolaj Mineka og historiker Axel Johnsen fra Museum Sønderjylland fortæller her om kunst og grænsers betydning i det moderne Danmark.
Den 10. juli 1920 red Kong Christian X på sin hvide hest over den gamle Kongeågrænse ved Frederikshøj. Derved markerede han, at Sønderjylland atter var dansk. Forinden var grænsen blevet vedtaget efter en demokratisk afstemning blandt befolkningen i området.
Og nu samarbejder holdet på Teatret Møllen med Sydslesvigsk Forening og Bund Deutscher Nordschleswiger om en forestilling, der skal markere genforeningen. Den 100 år gamle begivenhed har stadig en kæmpe betydning for de 15.000 tysksindede nordslesvigere og 50.000 dansksindede sydslesvigere, der bor i området i dag, forklarer Nikolaj Mineka.
Romeo og Julie handler om to unge elskende i Verona. Julies familie, slægten Capulet, og Romeos familie, slægten Montague, har været dødsfjender, så længe nogen kan huske. Men hvad der startede striden, synes de derimod næsten at have glemt. Derfor er de unges kærlighed også dødsdømt på forhånd, og lykken varer kun kort, da de begge tager deres eget liv.
Den blodige og tragiske fortælling kan i dag minde os om, at godt naboskab kun opstår, når vi vælger at eksistere sammen i fred, mener teaterchef Nikolaj Mineka. Netop kærlighed, venskab og naboskab på tværs af kultur og grænser er evigt aktuelle emner i det sønderjyske område, der historisk både har oplevet blodige stridigheder, forsoning og samhørighed:
”Selvom resten af landet måske har glemt genforeningen, så bliver vi mindet om den hver eneste dag som en bittersød ting, fordi grænsedragningen også betød, at et dansk mindretal nu bor på den anden side af grænsen,” forklarer Nikolaj Minka.
Hvorfor Romeo og Julie?
”Som egnsteater vil vi gerne tale ind i tiden, og genforeningen er en vigtig national og lokal begivenhed, som vi selvfølgelig skal være med til at markere som teater. Og vi har været mange ideer igennem – blandt andet om hovedpersonen i fortællingen skulle være kongens hest,” fortæller Nikolaj Mineka grinende.
Men som det er med gode ideer, var der enstemmig opbakning, da der i forbindelse med et møde i husets dramaturgiat blev foreslået en version af Shakespeares tragedie Romeo og Julie, hvor de elskende talte hver deres sprog.
”På den måde kom det af sig selv, for idéen med de to sprog peger på konflikten mellem to kulturer i en nøddeskal. De to familier i Romeo og Julie kan eller vil ikke forstå hinanden,” forklarer Nikolaj Mineka. Forestillingen kommer dog ikke til at relatere sig til en bestemt historisk periode, ligesom den heller ikke vil blive skrevet om til en sønderjysk kontekst.
”Vi forholder os til historien ud fra et almengyldigt perspektiv. Derfor kommer vi ikke til at sige Haderslev eller Aabenraa i opsætningen, og vi omskriver den heller ikke til en dansk-tysk version. Det originale manuskript er stærkt nok i sig selv til at vise en konflikt mellem to familier, der lever side om side, som vi også kan få meget ud af i dag, når vi taler om genforeningen og verdenen generelt,” vurderer Nikolaj Mineka.
Fysiske og indre grænser
På Museum Sønderjylland arbejder historiker Axel Johnsen på en bog om genforeningen, og han kan hjælpe med at kaste lys over emnet i en mere historisk kontekst. Axel Johnsen påpeger, at når vi i Danmark taler om grænselandet, så har vi bevæget os fra en diskussion om, hvor grænsen skal gå, til en diskussion, som i dag handler om to forskellige ting: Hvor meget grænsen skal fylde fysisk, og hvordan grænserne er inde i os selv.
I dag er grænsen derfor også blevet symbol på en politisk diskurs, der handler om åbenhed og lukkethed og i nogen grad også om nationalisme og internationalisme. Til spørgsmålet om, hvad vi skal bruge genforeningen til som markering i dag, påpeger han:
”Jeg håber, at den generelle danske fortælling om genforeningen ikke bare bliver en fortælling om krigen i 1864 og dansk retfærdighed i 1920 med den nye grænsedragning. Så bliver det for fladt. Vi skal huske, at grænsen i 1920 er en demokratisk grænse, og vi skal huske, hvad det kræver. Man skal mobilisere en aktiv indsats, når demokratiet skal plejes, og det skal foldes ud i alle samfundsforhold. Det er en forudsætning, at vi på begge sider anerkender de spilleregler. I samme øjeblik vi lader os lokke af despoter og tyraner, så underminerer vi også grænsen. Derfor skal vi fejre 1920 som en demokratisk sejr og ikke som en historisk uret, der blev rullet tilbage,” påpeger han.
Sproget som forestillingens motor
Romeo spilles af danske Jens Kepny Kristensen, mens rollen som Julie varetages af tyske Andrea Spicher. Forestillingen skal spille i et stort telt, så der er mulighed for at rejse med projektet i både Danmark og Tyskland. Først opstilles teltet i Haderslev, og herefter tager det kunstneriske hold på turné til forhåbentlig både Sønderborg Slot samt tyske Schloss Glücksburg og Schloss vor Husum. Derfor bliver forestillingen både set af danske og tyske øjne, men man behøver ikke kunne begge sprog, for at få noget ud af opsætningen.
”Det er selvfølgelig rigtigt, at mange mennesker i vores region kan tale og forstå både tysk og dansk. Men jeg vil samtidig påstå, at forestillingens pointer om, hvor galt det kan gå, når man ikke forsøger at forstå hinanden, næsten bliver mere markante, hvis du kun kan forstå det ene sprog. På den måde arbejder vi jo med, at man kan være blind for den anden sides argumenter, tanker og udsagn,” understreger Nikolaj Mineka.
Kan kunsten flytte grænser?
Kunst og kultur spiller en væsentlig rolle, når det handler om fredelig sameksistens på tværs af grænser, mener Nikolaj Mineka.
”Hvis man ser på sådan noget som fodbold, så bringer det jo folk sammen. Det kan kunst – som teater og koncerter – også gøre, for det er oplevelser, som bringer os fysisk sammen. På et menneskeligt plan, tror jeg, at de fælles oplevelser er væsentlige for en accept af hinanden. Men vi skal ikke prøve på at ligne hinanden fuldstændig, for så misforstår man pointen,” forklarer han og uddyber:
”Vi skaber teater gennem et samarbejde om genforeningen, som egentlig også er et forbillede på, hvordan mindretal kan leve fredeligt sammen. På den måde bindes forestillingens tilblivelse og udsagn sammen. Mine forældre sagde altid, ’der bliver aldrig krig igen’. Men kan vi sige det samme til vores børn, når vi kigger på verden helt generelt? Hvis vi ikke lytter og lærer af historien, så kan tingene ske igen på nye måder. Derfor skal vi som egnsteater også nedbryde grænser, og vi skal skabe fælles historier og lave fælles historiefortælling.”
LÆS OGSÅ: Er vor tids krise en ”mandlighedens” krise?
For Nikolaj Mineka er det desuden vigtigt, at også kunsten er med til at fortolke og debattere de historiske og samfundsaktuelle begivenheder, som er vigtige i Danmark. For her har kunsten, og teatret, en helt særlig rolle:
”Kunsten kan kommunikere meget subtilt. For eksempel kan en udødelig klassiker vise pointerne, så de går i hjertet. Når du kan mærke det fysisk, så lagrer det sig i hukommelsen på en anden måde. Hvis vi taler om kunstens nytteværdi, eller om teater kan betale sig, når det bare er væk i morgen, så er det mit postulat, at kunsten er helt central. Når der kun er en lille del af verdenen tilbage på grund af klimaforandringer, eller når politikerne har bombet hinanden sønder og sammen, så spiller skuespillere stadig Romeo og Julie, og vi fortæller stadig hinanden historier om livet. På den måde er kunsten det blivende, og det er også derfor, at Romeo og Julie står lige så lysende klar i dag, som den gjorde, da den blev spillet første gang,” afslutter han.
Læs mere om forestillingen her
