Vaudeville-æggende Joy-Maria Frederiksen og Kaptajn Haddock-koleriske Jacob Morild giver Benny Andersens tekster nyt liv i en gennemmusikalsk og aktuel mosaik om de sære danskere, livet, kærligheden og sproget.
Benny Andersen udgav over 100 digtsamlinger, noveller og romaner fra debuten med Den musikalske ål i 1960 til en samling af udvalgte digte i 2017, året før han døde. Han er kendt for svenske Svantes viser, for Snøvsen, som man så let kan gå fra og for sin særlige sans for at omskabe det talte sprog til tekster, der med en egen blid og humoristisk sandhed revser den danske egenart.
Jacob Morild har med vanlig sans for rytme og dramaturgisk forløb sammensat en mosaik af en brøkdel af alle disse mange tekster, en begavet og hamrende musikalsk mosaik, hvor tekster snor sig ind og ud af hinanden og generøst giver os det andersenske univers i ny og aktuel aftapning og de sære mennesker, vi kalder danskere.
En mosaik, der viser Benny Andersens talent for såvel solskin i sindet og tristesse på bunden af glasset. Jacob Morild kan om nogen være den mest grundsure kaptajn Haddock-agtige gnavpotte, og i I al slags vejr får han det perfekte modspil af Joy-Maria Frederiksens sødmefyldte spilopper. ”Øst er øst og Vest er vest, og de to vil hele tiden mødes”, som hun mildt resigneret konkluderer, efter parret har sunget Kaj og Andreas Vennesang med de så kendte linjer ”Det er rart at være alene-men det er bedst at ha’ en ven”.
Vennesang afrunder første sektion, hvor Morild, Frederiksen og de to fortræffelige musikere Eva Skipper og Nicolai Majland har vækket forfatterskabet i nattøj med morgenavis og Humørsvingninger. Derpå følger en sekvens med tekster om danskhed, der selvfølgelig punkteres, fordi er vi egentlig ikke svenskere? Det særligt danske udfordres i en lille håndfuld tekster med højdepunkt i Morild maskingevær-aflevering af Den danske sommer er ustabil, som Frederiksen bryder med omkvæd i skøn, æggende vaudeville-stil. Hun er næsten helt Liva Weelsk med både en melankolsk visesanger og en kæk refrænmatrone gemt under natskjorten. Første del rundes efter den rene Novemberblues af med forestillingens titelsang, hvor parret som to små frække unger laver vejrballade.
LÆS OGSÅ: Det store stilehæfte er overvældende vellykket
I anden del bevæger kvartetten sig fra det mestendels finurligt sjove univers over i forfatterskabets mere erotiske og eksistentielle tekster. Der gives plads til alvoren, tidens gang, langsomhed, det svære liv, den ikke nemmere kærlighed til Den vanskelige fætter og sågar til lidt tidlig øko-ativisme i den billedstærke Hymne til natten, hvor et par sugende strofer fra Stjerneklart sniger sig ind: ”Vi steg mod åbne stjerner i dit hjertes ballon”. Forelskelsens sus fejer os med og mest af alt viser anden del, at Benny Andersen kunne mere end at drille danskerne, at han vel er en af de største kærlighedspoeter i nyere tid. Allersmukkest står Da jeg mødte dig, hvor Morild fordrukken-rå kravler op af glasset og blidt møder Frederiksens indtagende stemme.
Vi får selvfølgelig også en vild version af klassikeren Smil og klapper os ud på Go’ nu nat. Morilds mosaik får blandet kendte og mindre kendte tekster, så alle kan gå ind i hans univers, trække skævt på smilebåndet af de sproglige sansninger, slå sig på låret over Morild vrissenhed og Frederiksens lattermildhed – og få en lille klump i halsen, for sådanne øjeblikke rummer denne fine og bundmusikalske mosaik også.
Læs mere om forestillingen her
