Teater Fantasts livestreaming af børneteater til landets børnefamilier er et yderst sympatisk projekt, som desværre ikke når den virkelige teateroplevelse til sokkeholderne.
Noget af det helt særlige ved børneteater er interaktionen mellem skuespillere (eller dukker) på scenen og børnene på tilskuerpladserne foran dem. Børn er umiddelbare og nådesløse i deres reaktioner. Er noget morsomt, ler de højt, og keder de sig, begynder de at lave noget andet. De sidder i hvert fald aldrig tavse og observerer gennem en hel teaterforestilling. Og interaktionen skaber liv og en dynamik, som desværre går tabt, når børneteater spilles foran en tom sal og i stedet videotransmitteres til publikum.
Forrygende tekster
»Mustafas kiosk er bare formidabel«. Sådan slutter Jakob Martin Strid sit vers om Mustafas kiosk, der også er fællestitlen for hele bogen med samlingen af små, finurlige rim. Jakob Martin Strid er kendt og elsket i de fleste danske børnefamilier, og derfor er hans rim også lige dele oplagte og farlige for et teater at kaste sig over. Ikke desto mindre har Teater Fantast turneret med deres børneteaterversion af Mustafas Kiosk gennem de seneste seks sæsoner.
Grundet de nuværende regler er der ingen teaterforestillinger for hverken store eller små. Teater Fantast har derfor valgt at spille deres forestilling for en tom sal på Zangenbergs Teater i København, hvor den filmes og sendes live på Facebook. I de første par uger af den corona-relaterede nedlukning spillede de Lille frø, og i sidste uge var det altså Mustafas Kiosk, der fredag og lørdag kunne ses på Facebook.
Mustafas Kiosk består af en række korte sketches, der hver tager udgangspunkt i ét af rimene fra Strids bog, pakket ind i en rammefortælling med tre venner, der leger sammen og spiller musik. Sådan helt kort fortalt. Og selvom forestillingen indimellem blev en smule kedelig eller livløs på den lille computerskærm, så opvejedes dette langt hen ad vejen af Strids forrygende tekster.
Det må føles temmelig ensomt at spille for en tom sal uden børnenes respons. De tre skuespillere Ditte Ylva Olsen, Stine Quistgaard Pagh og Mads Korsgaard er ude i en noget nær umulig opgave. Alligevel holder de alle tre energien og humøret helt i top fra start til slut. De har indtil nu spillet Mustafas Kiosk for mere end 50.000 publikummer gennem årene, og det er tilsyneladende den samme version, der spilles foran kameraet blot tilsat et par enkelte skift i vinkel hist og her. Men det meste af tiden ser publikum hjemme foran skærmene hele scenen, som hvis man sad i teatersalen.
Som et hvidt lærred
Der er noget sjovt ved at se teater på en skærm. For på skærmen er vi vant til at se professionelt producerede film fulde af vilde computereffekter, hurtige klip og specialdesignet lyd. Den slags er der ikke noget af i Mustafas Kiosk, som naturligvis er begrænset af turnéteatrets muligheder.
Scenografien består af et hvidt bagtæppe, en hvid disk og to hvide reoler. Sammen med de tre skuespillere klædt i hvidt udgør dette lærredet for fortællingen, der skifter rundt mellem alle Strids rim fra bogen Mustafas Kiosk. »Ding dong,« siger skuespillerne på skift, når de træder ind i den kiosk, som de leger, de har. En kiosk, hvor man kan købe alt, og hvor reglerne hele tiden ændrer sig, som når børn leger. Foranderligheden er en af forestillingens styrker. Fantasien får frit spil, og børn kan sagtens forstå, at kiosken uden videre forvandles til en dyrehandel og dernæst en bank.
Der er sjove påfund i iscenesættelsen, som når Ditte Ylva Olsen og Stine Quistgaard Pagh er klædt ud som små pirater, der nægter at synge om andet end biksemad, uanset hvor meget Mads Korsgaard forsøger at få dem til at synge med på hans sørøversang. Men det er også i disse sekvenser, at formatet kommer lidt til kort. Når man sidder i teatersalen, vil det ganske givet være let at forestille sig, at de to kvinder er småbitte sørøvere. Men når det hele vises på en skærm afsløres andre detaljer, og illusionen bliver mindre overbevisende. Måske igen fordi vi er vant til, at det vi oplever på tv- og computerskærme er hundrede procent troværdigt.
Når jeg indledningsvist skriver, at det indimellem bliver lidt kedeligt, så skyldes det ikke forestillingen som sådan eller skuespilpræstationerne. Det er ganske enkelt formatet og den manglende fællesskabsfølelse. Der er ingen lyd af børn, der griner. At se Mustafas Kiosk sammen med et enkelt barn, som vi gjorde her, udløser ikke helt følelsen. Måske fungerer det bedre, hvis man har flere børn i målgruppen i hjemmet, som kan dele oplevelsen og latterudbruddene med hinanden. Latter smitter. Så enkelt er det jo.
Det er med Mustafas Kiosk tydeligt, at der er tale om en hurtig idé om at tilpasse sig det nye, midlertidige verdensbillede. Det er nødvendigt med de nuværende fremtidsudsigter for reglerne om forsamlinger. Måske er livestreamet teater kommet for at blive. Men sker det, er det også nødvendigt, at teatrene i højere grad formår at tilpasse forestillingerne til skærmformatet. Uanset hvad, så fortjener Teater Fantast ros for overhovedet at have kastet sig ud i projektet, og ikke mindst for, at de er bevidste om svaghederne ved formatet, og derfor ikke gør optagelserne tilgængelige efterfølgende, men kun som live-oplevelser her og nu.
Læs mere om Mustafas Kiosk her
