★★★★★☆ Mellemrum – bundsolid gennemgang af det performancepædagogiske projektlandskab

Act-Fact Copenhagen har for nylig udgivet analogien Mellemrum – Nye perspektiver på teater- og performancepædagogik. Den tilbyder en grundig teoretisk gennemgang og 11 inspirerende artikler med hver deres case om at arbejde med postdramatisk teater.

Mellemrum er redigeret af Charlotte Fogh og Jan Fogt, der også udgør den pædagogiske og kunstneriske ledelse i Act-Fact Copenhagen. I det indledende kapitel argumenterer de for, at udviklingen har bevæget sig væk fra en snæver forståelse af dramapædagogik i skoleregi. Nu ses den i et bredt spektrum af drama-, teater-, gaming-, kunst-, musik- og teknologipædagogiske praksisformer.

Dermed fremkommer nye dynamiske projektlandskaber, der kræver, at forskellige fagligheder kan operere i nye konstellationer. Forfatterne introducerer en ny betegnelse for den fagprofessionelle lærer, kunstner eller formidler, som de kalder en “projektprofessionel”. Dette for at tilgodese, at det faglige- og organisatoriske landskab er blevet langt mere komplekst. Der er kommet flere forskellige roller, scener og formål i udfoldelsen af det teaterpædagogiske arbejde – og det tilbyder bogen varierede eksempler på.

Nye performancepædagogiske mellemrum

Fogh og Fogt foreslår, at de mange nye arenaer på tværs af skoler, kunst- og kulturinstitutioner og sociale sammenhænge kaldes “mellemrum”. I Act-Facts Rapport 2022 har Fogh og Fogt interviewet forskellige ledere i “Mellemrummet”, der beskriver, at de ikke kender hinandens faglige baggrunde godt nok til samarbejdet.

Bogen er derfor et vigtigt bidrag til at belyse de nye performancepædagogiske projektlandskaber. Som ressource nævnes Skoletjenesten som den vigtigste aktør i det teaterpædagogiske landskab, da de i 2020 blev udnævnt til “videnscenter for eksterne læringsmiljøer”. Bogens indledende kapitel tilbyder en vifte af teoretiske perspektiver med modeller, der kridter feltet op med en række opmærksomhedspunkter.

Teorierne kan ses i praksis i de efterfølgende 11 artikler med cases fra det nye tværkulturelle felt, hvor kompleksiteten bliver tydeliggjort. Frem for lineære processer drevet af én type faglighed beskrives processer og projekter, der kan gå mange veje. Bogen understreger vigtigheden af tværfaglig afstemning af fx formål, kompetencer, forventninger, indhold, rammer og arbejdsprocesser.

Postdramatisk teater- og performancepædagogik

Bogen lykkes med stor intensitet at fremstille sin aktualitet og nødvendighed. De mange projekter er spændende og velfremstillede eksempler på, hvordan performancefeltet har åbnet sig i mange nye mellemrum. Der er alt fra projekter fra hverdagsliv, krisehåndtering, kunstprocesser, kompetenceforløb til fænomenologiske undersøgelser.

Forfatterne argumenterer for, at selve formålet med performancepædagogikken også har ændret sig. Projekterne vil fx undervise/overbevise, skabe skønhed, underholde, skabe fællesskaber, italesætte identitet, skabe heling – og overlapper ofte flere formål. Det der samler dem er den performative repræsentations kropslighed og brugen af iscenesættelse. Og endelig – at det involverer et publikum og dets perception.

Med akademisk tunge skyts argumenteres systematisk ikke bare for bogens, men også for Act-Facts raison d’etre – et uddannelsessted for projektprofessionelle. Eksemplerne fra praksis vidner om, at der kræves mod og villighed til at turde slippe kontrollen i de nye projektformer. Fagligheden ligger i forberedelsen, faciliteringen og strukturerne, der kan sætte de æstetiske processer fri.

Cases fra performative rum

De 11 cases er artikler, der for manges vedkommende stammer fra studerende på uddannelsen, kommer fra vidt forskellige teater- og performanceprojekter og formål. De foregår i de nye mellemrum, det traditionelle skoleuddannelsesrum eller i teaterinstitutionelle rum. Artiklerne er praksisbeskrivelser, men dybt forankrede i et teoriapparat, der inspirerer og argumenterer for, hvorfor et projekt er grebet an, som det er.

En case fra mellemrummet fortæller om aktionsforskningsprojektet Er du okay? af Anna Ross Agner. Det er fra 2017 og en metode til at arbejde med børn og unge i sorg. Gennem dramapædagogiske øvelser udvikles faciliterende samtaler, der munder ud i en forestilling. Modsat i en sorggruppe mærker børnene, at det usigelige bliver mere konkret og synligt gennem æstetiske erkendelser.

Anne Kurzweil fortæller om et installations- og performancekunstværk, der blev til på en skole for alle elever fra 0.-8. klasse på blot en uge, hvor hun var huskunstner. Der skabes en ligeværdighed mellem lærer og elev og ekstra fokus på elevinddragelse. De nødvendige rammer og vejledninger, der kan sætte processerne fri i de æstetisk læringsrum uden hierarkier beskrives grundigt. Forberedelserne varede 3 måneder.

Risikovillig faglighed

Projekterne har det tilfælles, at der ses en meget stor grad af risikovillighed til at lade projektet udfolde sig ad ukendte stier. Vi hører om at skabe en forestilling med en kunstners egen families fortællinger. En lærer brugte drama i danskundervisningen i udskolingen. Cirkus- og installationskunst blev til gennem devising med børn. Og et teatermanus skabes med en bydels blandede stemmer.

At dømme ud fra de 11 grundige cases går det rigtig godt i det nye projektlandskab. Redaktører og bidragsydere får med stor overbevisning synliggjort, hvor forskellige teater- og performancepædagogikken kan folde sig ud. Samtidig er det også et vidnesbyrd om både fordele og udfordringer ved at arbejde i mellemrummene. Den faglige viden på området er dynamisk og skal gøres tilgængelig over en endnu bredere kam.