Populært lige nu

Annonce

Methe Bendix: Jeg gider simpelthen ikke! Og det er meget, meget mærkeligt og forbudt for mig at sige…

Methe Bendix stopper som kunstnerisk leder af Teater Hund 1. juli i år. ISCENE spurgte hvorfor? Hvad der nu skal ske og om de kunstneriske ideer, som hun sammen med andre har formet teatret med.

Annonce

Hvorfor stopper du nu?

“Nye eksperimenter trækker i mig! En stor drivkraft for mig er at være på vej, at undersøge og udvikle, og nu er Teater Hund landet så godt et sted, at jeg godt kan være på vej med noget andet: Jorden. Jeg kan ikke få fingrene op af den!”

Hvad skal du nu?

“Jeg har arvet mine forældres husmandssted ved Faxe – ren Morten Korch, 10 tønder land – og er blevet så vildt interesseret i regenerativ dyrkning og skovhave. Så nu skal jeg redde verden gennem jorden i stedet for gennem teatret.”

Methe Bendix
TÆNK engang på Teater HUND. Foto: Rie Neuchs.

Hvad er du glad for at have skabt med Teater Hund?

“På den kunstneriske side som instruktør og dramatiker er jeg glad for sammen med skuespiller Anne Dalsgaard at have forfulgt og lykkedes med en særlig blanding af humor og alvor, af lethed og dybde. Inter-generationelle forestillinger med eksistentielt indhold, der inspirerer både børn og voksne til filosofisk tænkning. Forestillinger, hvor børnekarakterer ikke spilles, men solidarisk gestaltes som de MENNESKER, de er – ingen indadvendte knæ, hiven ned i blusen eller pattet tale hos Teater Hund!”

“På den ledelsesmæssige side er jeg glad for sammen med administrativ leder Kenneth Gall og Anne at have skabt en arbejdsplads, som det rygtes ude i byen, er et dejligt sted at være. Hvor humoren hænger løst og menneskeligheden er stor. Og sammen med medarbejderne at have skabt et sted, der er vigtigt på mange andre planer også, ud over det kunstneriske, gennem alle vores tilknyttede aktiviteter som Filosofiworkshops, BørneBestyrelsen, bæredygtighedstiltag, huskunstnerprojekter, samarbejde med skoler, biblioteker og meget mere.”

Annonce

Hvad er du ærgerlig over, du ikke fik skabt?

“Jeg har i flere år haft lyst til at skabe en forestilling, der skulle hedde FOMO og JOMO gik sig en tur om begreberne Fear Of Missing Out og Joy Of Missing Out. Jeg tror, den kunne blive virkelig sjov og meget vigtig. Men jeg gider simpelthen ikke! Og det er meget, meget mærkeligt og forbudt for mig at sige, for jeg har gidet scenekunsten så enormt meget i over 40 år! Først på mit gamle Teater FÅR302 og de sidste 22 år på Teater Hund. Det, jeg ikke gider, er ansvaret. Som leder, dramatiker og instruktør. Det er godt nok stort. Og jeg er nok også typen, der kan få det til at føles endnu større, end det behøver.

Men jeg gider heldigvis noget andet! Og man skal jo aldrig sige aldrig.”

Annonce
Lederskifte Teater HUND
Far, Mor & Børn – HVER DAG! med Cornflakes på Teater HUND. Foto: Natascha Thiara Rydvald.

Hvad fortryder du under din tid som teaterleder?

“Jeg er ikke tilhænger af at fortryde, men svaret må blive de gange, hvor jeg ikke har lyttet til min mavefornemmelse, men tænkt ”Det er nok bare mig, der er dum”, eller ”Nu skal jeg ikke være sådan en nej-siger”, og derfor har indgået aftaler eller samarbejder, som har medført ukonstruktivt kaos og ked-af-det-hed både hos mig og andre.”

Fuldend disse sætninger for din tid som leder:  

”Jeg var den som… dramatiserede og instruerede Platons hulemyte for børn. Filosofi har været en ledetråd og inspiration i alt, hvad jeg har lavet.”

”Om 10 år er teatret…..(det øver jeg mig ellers i ikke at have for meget mening om, for Kenneth og en ny kunstnerisk leder har stafetten, men jeg kan jo håbe, at teatret om 10 år….) stadig er et af de bedste, sjoveste og kærligste teatre,  der er en vigtig del af samfundet og kritisk og kunstnerisk undersøger sandheder – også de “rigtige” og moderne. Og som indgår som en stor del af det kraftcenter for scenekunst og musik for børn og unge, der lige nu planlægges på Krudttønden. Og så har teatret selvfølgelig de samme økonomiske støtteforhold som voksenteatrene.”

Lederskifte Teater HUND
HUND 009 på Teater HUND. Foto Malle Madsen.

”Det største aftryk, teatret fik sat, var… altid at synliggøre, at der aldrig kun findes én sandhed. Og at teater godt kan være sjovt og underholdende, samtidig med at det er alvor.”

”Teatrets største succes var… at vi, selv om vi blev større, holdt fast i den lille frække hund med en klar profil, som ikke halser efter kvantitativ succes (kendte titler, sikre succeser), men bliver ved med at lege og afprøve nye ting – og med at holde fast i den kollektive ånd på arbejdspladsen. Og at vi er en vigtig spiller i det samlede miljø i forhold til samarbejdet med de andre små storbyteatre, bæredygtighedsarbejdet og kunstnerisk udvikling.”

”Det bedste, vi gjorde for publikum, var… at være menneskets bedste ven – både i forestillingerne og gennem vores tilknyttede aktiviteter.  Og så selvfølgelig at give dem scenekunst af høj kvalitet. Som der står i vores formålsparagraf: ”At efterlade publikum med en glad undren over livet og en tro på egen handlekraft”. Jeg tror, det lykkedes”, afrunder Methe Bendix.

Seneste

Kunsten At Blive Hørt: Kunst og poesi som høringssvar til Københavns Kommunes Klimastrategi 2035

Den 24. juni kl. 14.30-17.30 inviterer Bæredygtigt Kulturliv NU,...

Markant færre har oplevet uønsket seksuel opmærksomhed

Det viser en ny undersøgelse af grænseoverskridende adfærd, som...

Nyhedsbrev

Udforsk videre

Rie Hammer
Rie Hammer
Rie Hammer, chefredaktør for udvikling og ISCENE Live. Tidligere ansvarshavende redaktør på teatermagasinet Teater1. Fra 2001-2006 anmelder og skribent på gratisavisen Urban og har sideløbende skrevet stykker for børn og unge. Rie Hammer er juryformand for Årets Reumert.

Kunsten At Blive Hørt: Kunst og poesi som høringssvar til Københavns Kommunes Klimastrategi 2035

Den 24. juni kl. 14.30-17.30 inviterer Bæredygtigt Kulturliv NU, Nordhus og Poesiens Hus til Kunsten At Blive Hørt, et anderledes og aktivistisk høringsarrangement, hvor...

Markant færre har oplevet uønsket seksuel opmærksomhed

Det viser en ny undersøgelse af grænseoverskridende adfærd, som film-, tv- & scenekunstbranchen har udarbejdet som del af organisationernes samarbejdet om at forbedre det...