Pårørendes selvmord er ikke just det sjoveste emne, men på Nørrebro Teater skaber Frank Thiel et trygt og livsbekræftende rum, hvor han i tæt samspil med publikum dykker ned i en lille drengs traumer og overlevelsesmekanismer. Det kommer der overraskende fint teater ud af.
”Frisører, der virkelig forstår, hvilken frisure, man vil have”, er en af mine personlige favoritter på den lange liste af gode ting, som publikum hjælper Frank Thiel med at nedfælde i Nørrebro Teaters udgave af den succesrige monolog med det tunge emne selvmord – mere specifikt forældres selvmord eller forsøg på samme.
Publikumsinddragelse er et væsentligt element i forestillingen, der understreger pointen om at tale sammen om det svære. Vi får del i projektet, hvad enten vi blot råber en af de gode ting, eller bliver castet som dyrlæge, far, forelæser, psykolog eller kæreste. Den salgs går nemt grueligt galt eller bliver i hvert fald ganske gumpetungt, men konceptet introduceres kvikt, og vi er i helt trygge hænder hos Frank Thiel. Han guider med både ord og krop, og har os også med, når der af og til ryger en kæk stikpille af sted til de medvirkende tilskuere.
Selv er han drengen, hvis depressive mor forsøger at begå selvmord. Først, da han er syv år gammel og starter listen i et forsøg på at muntre hende op. Hun nøjes med at rette hans stavefejl, men et monster er hun ikke, hævder han. Igen, da han er teenager og først reagerer aggressivt, men siden genoptager arbejdet med listen. Senere i livet bliver listen en kærlighedshandling til kæresten Camilla, der dog forlader ham år efter, da traumerne og depressionstendenserne kommer til at fylde for meget. Om listen redder mor og søn, må man i teatret for at finde ud af.
Boblende musikalitet og mørke øjeblikke
Det er måske heller ikke så væsentligt. Vi kan alle have brug for at minde os selv om livets gode ting – og det gør forestillingen på en både skrøbelig og varm måde. Frank Thiel komprimerer sin store energi i det på mange måder hjerteskærende, men også humoristiske portræt af den lille, fortabte dreng, den socialt kejtede unge fyr og den vrede, lidt ældre mand. Han er så dygtig til at aflæse ikke bare mors humør, men også fars, som han tolker ud fra den musik, der lyder ud fra fars kontor, og som også binder den sarte familie sammen om klaveret i køkkenet.
Næsten-nyuddannede Daniel Fogh har sammensat forestillingens medspillende lydbillede, der blander pophits med støj og eksperimentaljazz. Nu vil Savage Rose for altid give mig associationer til far og søn, triste sammen i bilen, mens Sanne Salomonsens melodramatiske og Anne Linnets melankolske toner vil have et ekstra twist, næste gang jeg hører dem. Foghs score har mange oplagte valg, men løfter sig samlet som et tosidigt portræt af en tid og en svær eksistens.
Tom Jensen har iscenesat med fabelagtigt gehør for barnet og med god vægt mellem den dominerende, boblende musikalitet og de mørke øjeblikke, der gemmer sig lige under overfladen. De sidste kunne for mig godt have fyldt lidt mere, mens jeg samtidig kunne undvære de få faktuelle passager med oplysninger om depression. Her bliver det måske lige rigeligt Oplysning til Borgerne om Samfundet? Men måske er det ok for især et ungt publikum at få håndfaste guidelines til at tackle livet med en selvmordstruet forælder?
Alle gode ting er en livsbekræftende og engagerende forestilling – ikke mindst i kraft af publikumsinddragelsen og Frank Thiels overlegne evne til at kombinere indlevelse med maestro-rollen. Han får samspillet med publikum til at se legende let ud, og rammer samtidig plet med den lille drengs tristhed, som blot vokser sig større og større.
Se instruktør Tom Jensen introducere forestillingen her.
Læs mere her.
