Bisses og Østerbro Teaters Hotel Corona er mere koncert end forestilling, men den er i den grad scenekunst til tiden, der taler lige ind i pandemiens kollektive oplevelser med en signifikant, personlig stemme.
Østerbro Teater meldte sig stærkt ind i scenekunstens Covid-19-fremkaldte, digitale eksperimenter med videoserien Coronamonologerne. Her bidrog Bisse med nummeret is-tid, der siden var at høre på hans anmelderroste album Cobid-20, som nu kommer til live på en af teatrets scener under navnet Hotel Corona. Solgt som musical, men musik-performance er nok lidt tættere på at definere det brag af lyd og billeder, der sanseligt, skrøbeligt og humoristisk bringer os gennem pandemiens følelseskarrusel.
Duoen Freya Sif Hestnes, der også stod bag scenografien til dette års Reumertvindende Brøgger på samme scene, og Piotr Winiewicz har tidligere skabt visuelle universer til Bisses optrædener. I Hotel Corona stemmer vi sindet i lobbyen, hvor en bortvendt pianist spiller ind mod en væg fyldt med de ikoniske billeder af grædende børn. Et let afkodeligt følelsesrum, der både trækker i smilebåndet og siger noget rent om den tristesse og Titanic-oplevelse, pandemien også rummer.
Vi placeres med behørig afstand med lidt merchandise på stolene, så hoteloplevelsen er intakt. Foran os tårner et vertikalt skærmarrangement sig op. Et indlysende, men virkningsfuldt greb på fortællingen om en krise, som mange oplevede medieret i isolation foran skærmen. Pressemøder og nyhedsudsendelser i evig breaking-rundgang blander sig med mere fabulerende billeder af palmer, paddehatteskyer og pejseild, mens iscenesættere og sceneteknikere med mundbind og hospitalsskjorter nusser rundt med rekvisitter som en tavs reminder om sundhedspersonalets pludselige genkomst som usynlige, men livsvigtige tandhjul i samfundsmaskinen.
Påklædningsdukken Bisse og hans helt eminente band
Bisse selv er den rene påklædningsdukke fra startens beskyttelsesdragt over kabaretinspirerede kostumer, grotesk gangsta-skisportskombinationer med Ischgl-fløjteklang, og selvfølgelig flere variationer af narrerollen, som Bisse i et af skærmindslagene associerer kunstnerens rolle til – en slags pandemiens hospitalsklovn. Komplet med krone/narrehat, der naturligvis har små corona-sole i spidserne. Kostumerne er egentlig ikke nødvendige, da musikken står så sikkert i sig selv, men de fungerer skævt-sjovt ind i skærmuniverset som blødende streger af menneskelighed i den uvirkelighed, som virkeligheden blev.
Bisse kunne ikke mødes med sit band under corona-nedlukningen, men man må sige, de spiller sig tilbage på banen i Hotel Corona. Ida Urd, Malthe Rostrup og Anders Bach “A$$” leverer en helt tight performance. De er hver især eminente på deres instrument, de er totalt samspillede og helt afgørende for den berusende oplevelse af at hengive sig til Bisses kosmos, der stærkt 80’er-inspireret har sin helt egen, dybt relevante stemme og sound. Tekstuniverset messer skarpslebent hele pandemipaletten fra uendelig kedsomhed til dødsangst og sugende hudsult frem til en både æstetisk og terapeutisk renselse, da det efter den lydmæssige tour de force lukker med den lavmælte og håbefulde stille-sommer.
Hotel Corona er nok mere en koncert end en forestilling, men den er i den grad scenekunst til tiden, der taler lige ind i kollektive oplevelser med en signifikant, personlig stemme. Det er smukt på en næsten rituel måde. Hotel Corona åbner kun for gæster ganske få gange, så tøv ikke mange øjeblikke med at tjekke ind.
Læs mere om forestillingen her.
Hør Bisse tale om album og forestilling i Deadline (starter efter 17 minutter) her.
