Der er for meget snak og for lidt action i Storm over Ramasjang – men Motor Mille, Hr. Skæg, Onkel Reje og den onde heks Frk. Storm er ganske gode.
Historien er enkel
I Storm over Ramasjang er rytmiske Onkel Reje (Mads Geertsen) rejst fra Ramasjang-øen for at finde nye græsgange – hvorfor er ikke helt klart. Det er noget med, at han er træt af det nuttede landskab i Ramasjang – jeg vidste faktisk ikke, at Onkel Reje havde en holdning til landskabet på Ramasjang-øen.
Nu er han strandet på en gold klippeø, hvor opera-heksen Frk. Storm regerer. Hun synger smukt og er henrivende ond i Andrea Pelligrinis charmerende fortolkning. Frk. Storm er rasende, for hun mangler en mand – så meget for den moderne kvindes selvstændighed – og vil giftes med den første og bedste, som nu er Onkel Reje.
Motor Mille (Mille Gori) og Hr. Skæg (Mikkel Lomborg) savner deres ven og kommer til øen for at redde Reje. Men Frk. Storm bliver tosset og forhekser dem alle. Motor Mille mister modet, bliver bange for mørke og kalder på sin mor, mens Hr. Skæg bliver sur og skælder ud.
Fint skuespil
Skuespillerne gør det sådan set ganske godt og ’mågen’ ved flyglet, der i skikkelse af kapelmester Anders Ortman står for alt musikken, leverer et fint og fyldigt lydbillede.
Men historien er tung og ægteskabsdrama er måske ikke det mest oplagte underholdningsemne til børn fra fire år og op. Og hvorfor så lidt action og så meget snak?
Der er alenlange snakke-scener, som hverken driver historien frem eller er specielt børnevenlige. Mest mærkeligt er den kluntede komik a la Rejes replikker: ”Mig og Anne Linnet ligner hinanden, vi kan både lide rockguitar og kvinder”. Det kan børn da ikke forstå.
Onkel Rejes hang til dynamit er ganske morsom, når det eksploderer højlydt bag pianisten, men mere plat når dynamikstangen vipper som en kæmpe fallos fra hans underliv.
Forestillingen fungerer bedst, når der bydes ind fra det velkendte Ramasjang-univers, som Motor Mille, der svæver i en lille flyver eller Onkel Reje, der fyrer den af med et rytmisk nummer.
Men hvorfor er der ikke mere humor og vildskab for målgruppen? Hvorfor skal de søde, sjove og power-agtige karakterer fra Ramasjang være så gnavne og lave så lidt spas? Hvorfor skal de trækkes på scenen, hvis de skal være alt muligt andet end det, ungerne elsker dem for? Hvorfor skal opera – hvor godt det end lyder – fylde i en forestilling fra en Ramasjang, der normalt er en verden, som er berømt for sin rytmiske musik?
Det er er svært at blive klog på, hvad de egentlig vil med Storm over Ramasjang, som desværre aldrig bliver rigtig sjov eller fængende.
