Teater Nordkraft giver teaterklassikeren Woyzeck en nordjysk make over og demonstrerer, hvad teater kan, når det tør stå ved sit medie.
I Minna Johanssons iscenesættelse bliver det en gakket men yderst vellykket tour de force gennem menneskelig drift, ydmygelse og fortabelse, der både hylder værkets tidsløshed samt indskyder en ironisk distance til tidens aktuelle kønsdebat, tilsat et skud ægte lokalkolorit med det traditionsrige aalborgensiske karneval som scenisk univers.
Håndbajere og Gammel Dansk
Udstyret med en håndbajer og en gammel dansk lukkes publikum ind i en scenografi, der er genkendelig for alle, der har været til byfest eller festival. Scenograf Mie Riis Christensens karnevalsscenografi indeholder både glitterscene, musikinstrumenter, skøre kostumer, kulørte lamper, snavebænk og pissehegn. Teatrets synlighed som medie er tydeligt, idet scenelamperne ikke er kørt op i loftet ved forestillingens start.
Markeringen af denne synlighed og demaskering som æstetisk greb understreges yderligere, da skuespiller Laura Kold kommer ud til os med en tandbørste i munden iført nylonstrømper, mikroport og undertøj og siger ”I skal endelig bare snakke videre… Jeg står bare lige og er ved at gør mig klar”. Publikumshenvendelserne går igen gennem hele forestillingen, hvor de også anvendes som en vellykket komisk effekt i en historie, der ellers er dybt tragisk, som da de resterende medvirkende entrerer scenegulvet, delvist iklædt kikset småt undertøj og blegfed hud med blikket fæstnet på os.
Kød, kærlighed og karneval
Woyzeck er skrevet af tyske George Büchner i 1836 og handler oprindeligt om en ung mand, der dehumaniseres af samfundsautoriteterne såsom militæret. Han evner ikke at sige fra, men finder sig i ydmygelserne, og gradvist ledes han ud i vanvittighed, da hans holdepunkt – kæresten Marie – er ham utro. Den fortolkes derfor tit som en tragedie, som kritiserer arbejderklassens plads på bunden af samfundet.
I Teater Nordkrafts version vælger instruktør Minna Johannesson at fokusere på den eviggyldige kærlighedstragedie – det øjeblik, hvor den man elsker ender i en andens favn, og man selv bliver uinteressant for den andens øje. Karnevalets grænseløshed og antiautoritære natur bruges som rammemotivation for at lade handlingen opstå – et frækt og kækt træk, der skyder plottet ind i hjertet på vores senmoderne tidsalder.
Forestillingen indkapsler både smukt og grimt desperationen i kærlighedens smerte, da Woyzeck iført Wonder Woman kostume desperat som en hund humper sin tidligere kærestes ben til tonerne af svenske Roxettes monsterhit ”It must have been love”. I Jonas Hvid Brimers lyddesign serveres sangen som et højlydt 00’er dance hall hit, der tilfører hele situationen en skamfuld groteskhed, hvor skuespillernes kropslige bevægelsespotentiale udnyttes.
Fall in love with af stupid man
Brugen af forskellige tiders pophits, heriblandt Thomas Helmigs ”Stupid man”, omarrangeret og fremført af de to multimusikere Martin Ullits Dahl og Jimmy Nyborg understeger historiens tidsløshed. Sangene anvendes som en gennemgående formidlingsstrategi, der kommenterer på handlingen, markerer sceneskift og understreger og kontrasterer stemningerne, mens den gennemgående marchtromme refererer til både originalens militærunivers og karnevalet som lydunivers.
Ydermere indskyder sangene også en ironisk distance, som sammen med de mange kostumer, der fremstår som trukket ud af ”Billig Billy”, understeger det teatralske rum og bruddet på den fjerde væg. Dette greb understreges også af musikerne, der i forestillingen kaldes ved deres rigtige navne og irettesættes undervejs af skuespillerne.
Ironi kan forekomme
Den ironiske distance sætter sig igennem i forestillingens mest gennemgående indgreb i forhold til originalen. Kønsrollerne er byttet om, og vi må som publikum acceptere, at Woyzeck nu er en kvinde og kæresten Marie hedder Marie, selvom denne spilles af en mand. Men også her indeholder forestillingen overraskelser. Nødvendigheden af dette indgreb forekommer dog ikke helt overbevisende.
Kønsidentiteten er legende og ironiserende, ligesom de kostumer skuespillerne iklæder og afklæder sig i garderoben, som en metakommentar på tidens identitetspolitik. Garderoben er omkranset af glitter og fungerer som en scene i scenen, der fysisk manifestierer dekonstruktionen og demaskeringen som et bevidst scenisk greb.
Den ironiske distance sætter sig også igennem i spillestilen, der er bevidst karikeret, demonstrerende og højlydt – men det modsvares af mange rørende intimscener, hvor spillestilen bliver realistisk. Laura Kold, Jakob Hannibal og Patrik Hansen udgør et højenergisk knudepunkt, der trods de mange brud på det fiktive univers, formår at overbevise publikum om figurernes følelse og troværdighed.
Fræk vanvittighed
Teater Nordkrafts Woyzeck er et stykke teater, der vil rigtig meget – og måske også lidt for meget – men det er samtidig en gakket, kæk og fræk udforskning af, hvor meget det teatralske univers kan trække uden at miste den menneskelige identifikation, sårbarhed og nerve, der også ligger i Georg Büchners tragedie om Woyzeck.
