To sortklædte kvinder med briller sætter den (såkaldte) fyrreårskrise under lup på Café Liva. Det er ikke rigtig kabaret og ikke rigtig revy, men noget midt imellem, og spørgsmålet er nok, om tiden overhovedet er til livstilskomedie.
Midtlivskrisekabareten DE 40 kommer med advarslen “Lommefilosofi kan forekomme”. Og ja, det er der rigeligt af i kabareten. Den præsenteres også som en sociologisk reportagekabaret, men er nok nærmere en livsstilskabaret for dameblads-LinkedIn-segmentet i den heteronormative øverste middelklasse.
Der er en meget sjov idé at lade rammen for udforskningen af kvindernes 40-årskrise være udarbejdelsen af et Ph.d.-projekt. Det bliver dog mest til lidt rykken rundt på post-its. Jeg tabte i hvert fald tråden undervejs, og fangede heller ikke, om de to bebrillede damer i sort faktisk vandt den forsker-cup, projektet skulle deltage i. Det var nok heller ikke så vigtigt.
Er det virkelig det, DE 40 tænker på?
Mia Lerdam og Regitze Estrup, der står både på scenen og bag teksterne, kommer godt omkring de forskellige aspekter og myter, der klæber til historien om ”fyrre, fed og færdig”. Men den myte hører vel ret beset deres forældres generation til og selv ser de jo ret fyrre, fit og fight-klare ud. Jeg undrer mig over det backlash, som forestillingen – trods nogle positive takter i den modsatte retning – også er udtryk for. Jeg fik næsten samme forstemmende oplevelse af anakronistisk kønsperspektiv som i forrige sæsons Modne kvinder i morgenkåber.
Ret skal være ret. DE 40 er langt mere up to date, og minder mere om storesøsterudgaven af Kussesumpen 2 fra sidste sæson. Desværre bare med ringere tekster og lidt mindre mod til at gå længere ud på planken. Måske er det bare rigtig svært at skrive noget sjovt om køn koblet med alder – hvad enten det gælder kvinder eller mænd – uden at ende i klicheer? Måske er det bare, fordi tiden ikke er til livsstilssatire?
Der er fine numre. Regitze Estrup trykker den af som forsmået hustru, der søger elsker, der kan slå hende ”hårdt, hårdt, hårdt i min mås”. Mia Lerdam rammer den selvopfyldte nutidsekspert, podcasteren, lige på kornet. Bedste nummer er vel Onani-blues med opfordringen ”tag en spiller og drop lykkepiller”.
Det bedste og det værste
Men der er for langt mellem snapsene, og genremæssigt skvulper DE 40 rundt et ubestemmeligt sted mellem revy og kabaret med for mange slappe revynumre. Darlings som den talende appelsinbadebold (noget u-sjovt med cellulitis) kunne med fordel være blevet i frugtkurven. Det samme gælder de ganske vist sjove voice-overs, der bare har virkeligt ringe lyd. ”Det er ren kabaret”, lyder det jævnligt med delvist ironisk undertone. Men det er det jo netop ikke.
Det bedste og det værste er det musikalske. I den gode ende ligger ung med de unge-rappen Hunløver: ”Intet kommer til den, der tøver/så kvinder på fyrre brøl højt som hunløver” – leveret med overbevisende, men måbende håndtegn. Det nummer har fed selvironisk schwung, mens vi i den anden ende finder morbluesen Til min teenager, der ikke fungerer på noget plan. Generelt er der for mange intonationer, der rammer skævt, og det går altså ikke i en sangbaseret kabaret.
Jeg er sikker på, at nogle kvinder omkring de fyrre vil more sig kosteligt over kvindernes fortrædeligheder og små sejre. Jeg håber dog, at de fleste tænker lidt større om livet. Ansatser til det mærker vi i få glimt af ensomhed i den virkeligt rørende Fertilitet om abort vs. ufrivillig barnløshed og i den vemodige Sporskifte om et dødt ægteskab. De numre spiller ind i en tyskinspireret melankolsk kabarettradition og hæver sig ved den nedstemte levering højt over de forceret morsomme numre.
