Det er på tide, at forestillinger om kvinder forlader klicheernes holdeplads og tager sig selv alvorligt. Det kan man sagtens gøre på en sjov måde, men Modne damer i morgenkåber sidder fast i et kønsperspektiv fra fortiden.
”Absolute divine goddess weekend” lægges der op til, da Susanne har inviteret to af sine korveninder med på spaophold i Ystad i anledning af sin 60års fødselsdag. Synderligt guddommeligt bliver det nu ikke – hverken for de tre modne damer eller for os i salen, der må omkring snart sagt samtlige klichéer om køn og kærlighed i begge ender af middelklassen i Ann Mariagers hakkende og meget bedagede manus.
Ann Mariager kan jo godt skrive, men er på scenen især kendt for sine revy- og satiretekster. Den form skinner alt for tydeligt igennem i Modne damer i morgenkåber, der trods en postuleret sammenhængende historie består af sketch på sketch og drives frem af punchlines. Det bliver ret anstrengende i længden, især når vi ofte serveres onkelhumorens feminine pendant. Ret plat, lidt sjovt, men ikke særlig sjovt.
HR-chefen Susanne er nyskilt og får med venindernes hjælp gang i en datingprofil i løbet af weekenden. Langtidssinglen Vibse har noget kørende med Susannes mand, som hun forsøger at komme ud af. Førtidspensionisten Linda er gift med sin ungdomskæreste, er glad for sine børnebørn og one night stands. Vi tager turen med dem rundt om tørhed i skeden, dildo eller ej, disruption og andet newspeak, hedeture, sofakartofler (det er mændene), usynlighed og mindreværd i forskellige varianter.
Det er jo ikke forkert, kvindeliv er underfortalt og det er prisværdigt at sætte det på scenen. Men øv, hvor bliver det altså klichéfyldt og uvedkommende i denne lidt spejderagtige tone, hvor kvinderne nok skal klare sig selv, men alligevel lader mænd fylde deres tanker og timer. Så kan man lige snige sig på wellness-weekend og bekræfte hinanden i sit hetero-normative selvbillede anno et sted mellem 1950-70. Jeg er en kvinde midt i 50’erne og burde vel være direkte i forestillingens målgruppe, men sad blot måbende og kneb mig selv i armen til strømmen af fordomme og klichéreplikker som ”Furer er flotte – til mænd”. Kan livet virkelig være så småt?
LÆS OGSÅ: Viva las Vegas er festlig, folkelig og fuld af god musik
Ann Hjort spiller Susanne, der både har tabt kærligheden og klasseperspektivet lidt af syne – hvordan hun nogensinde er blevet veninde med de to andre er lidt en gåde trods det fælles koralibi. Pernille Schrøder giver fin gas som den bramfri Vibse, og Sofie Stougaard er indtagende som bedstemor med slaw i. De tre klæder hinanden godt, og når vi blot slipper for livstilsdialogen, går det også rigtig godt. Mindescenerne om den første menstruation, den første trøje fra Nørgaard og venindemobning i skolegården har sødme og perspektiv, det samme har sange om sex, mindreværd og livsmod på kendte melodier.
De tre damer leverer varen, når de får lov, desværre står teksten på tværs det meste af vejen. Det er møgærgerligt, at der ikke kommer mere ud af et så rigt stof og en trio med masser af potentiale.
Læs mere om forestillingen her
